Hvis Kim Larsen skulle stille op til en erindringsbog, skulle det være Jens Andersen, der skrev den. Det blev begyndelsen på et samarbejde, som sluttede alt for tidligt, men alligevel endte med en bog: 'Kim Larsen - mine unge år'.
Mange har gennem tiden forsøgt at få Kim Larsen til at stille op til en biografi. Hvorfor blev det lige dig, der fik lov?
"Fordi Larsen havde læst nogle af mine biografier, og som den læsehest og det litterære menneske, han var, havde han ambitioner omkring de erindringer i bogform, han havde besluttet sig for at udgive. Det skulle være god litteratur, og det projekt skulle jeg altså hjælpe ham med. Det handlede om at skabe de rette sammenhænge og ikke mindst om at løfte Larsens meget mundtlige stil over på skrift samt fortætte og koncentrere hans sprog, uden på nogen måde at rette eller forskønne ham. Der var en god kemi, gensidig respekt og den nødvendige armslængde mellem os lige fra begyndelsen. Jeg havde forestillet mig, at vi kunne komme gennem hele Larsens liv, hvis vi mødtes seks-syv gange, men ak, hvor naivt! Da vi sås fjerde gang, var Larsen jo kun kommet til midten af 1950erne. Han fortalte på sine egen betingelser og lod munden løbe. Skønt!"
Hvordan adskilte projektet sig fra dine andre bøger?
"I begyndelsen egentlig ikke særlig meget fra mine andre biografier om endnu levende danskere. Kim Larsen fortalte, og »J.A.«, som han fluks døbte mig, lyttede, og mellem vore tretimers møder researchede jeg løs i arkiver og i alle de album, scrapbøger og privatpapirer, jeg havde lånt med hjem i to flyttekasser. Larsen gad ikke en bog, hvor alle mulige andre luftede deres mening om ham og hans liv. Han ville selv fortælle, og jeg skulle så samle trådene og sortere i mandens rivende fortællestrøm, der var vidunderlig fuld af øjebliksbilleder, anekdoter og røverhistorier. Det koncept ændrede sig totalt, da Larsen pludselig gik bort, og jeg stod tilbage med hans fortælling om de unge år."
Hvordan var dit forhold til Kim Larsen og hans musik, før I mødtes?
"Som så mange andres i det her land vil jeg tro. Han har altid været der i baggrunden af mit liv, sådan on and off. Den første LP, jeg nogensinde købte, var Gasolin2 i 1972, og da jeg i 1980erne og 90erne fik andre musikalske præferencer, drønede Larsens musik ud fra børneværelserne i huset. De seneste 10 år har jeg så taget ham til mig igen, primært på grund af hans og Kjukkens mere akustiske numre og Glemmebogs-trilogien, som er den grund, spillemanden og skjalden står på, kunstnerisk og eksistentielt."
Hvad overraskede dig mest i mødet med ham?
"Hvilken vital fortæller, Kim Larsen var, og hvor belæst og litterært nysgerrig han fortsat var. Samtidig havde manden nærmest klæbehjerne og kunne huske ikke alene et væld af detaljer fra sit eget liv, men også hele og halve kapitler fra klassiske danske og udenlandske romaner af den fede slags. Det var ikke få gange, Larsen satte mig skakmat med sin viden og hukommelse, og jeg kl.18 blev sendt hjem til hovedstaden med en liste over alt det, jeg måtte se at få læst!"
Bogen skulle have været en biografi om hele Kim Larsens liv. Det blev den ikke, fordi han døde midt i processen i september sidste år. Hvilke tanker gjorde du dig da om bogprojektet?
"I døgnet efter hans død læste jeg alle båndudskrifterne fra mere end 20 timers samtale igennem, lyttede til båndoptagelserne, og forstod pludselig, at der vitterlig var stof til en selvstændig bog om Larsens barndom og ungdom, der når frem til det skelsættende år 1970, hvor Kim Larsen finder sig selv som kunstner og træder i karakter som musiker."
Vil ikke bryde pagt
Hvad gjorde, at du besluttede at skrive en bog, selvom præmissen havde ændret sig fuldstændigt?
"Jeg ville have, at andre også skulle lære den måske mindre kendte side af Kim Larsens væsen at kende: Hans fortælleevner, hans sprog og helt særlige stemme, der svingede lystigt mellem Storm P. og Henrik Pontoppidan. Al den lytten lå jo i mig og boblede, da han pludselig forsvandt, og da den nærmeste familie også gerne ville have bogen ud og fortalte, hvor vigtigt det bogprojekt havde været for Kim, kastede jeg mig hovedkulds ud i opgaven og levede udelukkende med mandens stemme, sprog og fortællinger i en måned, døgnet rundt, og pludselig var der en bog. Det var et månedlangt trip, der fra start til slut også føltes som et forrygende, festligt gravøl med et menneske, man rigtig gerne ville have talt længere med og lyttet til."
Du har afvist at skrive en opfølger om de ældre år. Hvorfor egentlig?
"Larsen og jeg havde en klar aftale. Hans erindringer skulle kun rumme to stemmer. Hans og min. Da han døde, besluttede jeg at trække min egen stemme ud af bogen og overlade scenen til ham, ene og alene. Skulle jeg nu til at rekonstruere resten af Larsens liv og så at sige genskabe hans stemme via gamle citater og udtalelser fra aviser, blade, og snakke med venner og fjender, så ville jeg bryde vores aftale, der jo nærmest havde karakter af pagt. Intet ligger mig fjernere end at bryde den pagt. Så end of story!"
FAKTA 3 bøger, der har været skelsættende for Jens Andersen
Jens K. Holm: »Kim«-bøgerne
"Jeg knækkede læsekoden i begyndelsen af 1960erne, og et år til jul ønskede jeg mig kun Kim-bøger og nåede at få hele otte af slagsen, som jeg tyrede igennem inden nytår. Dermed var min første bogsamling grundlagt og en læser født."
Tove Ditlevsen: »Samlede Digte«
"Hvordan sætter man ord på noget så uudtalt og uhåndterligt som følelser? Det gjorde Tove Ditlevsens digte mig klogere på i min ungdom, og mange af digtene blev også en øjenåbner i forhold til det, der står mellem linjerne i god litteratur."
Johannes V. Jensen: »Kongens Fald«
"En blændende velfortalt historie om mænds brutalitet og blidhed, der blev et step opad i min litterære dannelse. Ad biografiske omveje førte romanen mig videre til Jensens vilde søster Thit, der blev begyndelsen på mit forfatterskab i 1990."
Af Jeppe Bangsgaard, litteraturredaktør på Berlingske Tidende. Artiklen er tidligere bragt på Berlingske.dk i forbindelse med Læsernes bogpris 2019
Foto: privatfoto
Kommentarer