Læsernes bogpris 2019:: Med »Kastevind« har sangeren og sangskriveren Alberte Winding fundet sin stemme som forfatter. Bogen er nomineret til Læsernes bogpris.
Af Jeppe Banggsgaard, litteraturredaktør på Berlingske Tidende
I »Kastevind« skriver du om din egen barndom. Hvordan opstod bogen?
»Da jeg fyldte 50, fik jeg et par forespørgsler på en biografi. Det fik mig til at tænke, at jeg kun kunne beskrive min barndom sjovt nok, hvis jeg selv skrev den. Den endte med slet ikke at være sjov, så der kan bare man bare se. Jeg har nok heller ikke længere behov for at se mig selv gennem en andens optik.«
Din mors selvmord, da du var otte år og følelsen af efterfølgende at stå alene med sorgen er et omdrejningspunkt. Hvilke overvejelser gjorde du dig om at gå så tæt på dine nærmeste og din egen historie?
»Jeg tænkte over det at skulle beskrive mine forældre og min familie i omkring fire år, før jeg turde gå i gang. Det var en masterclass med Linn Ullmann der satte skub i bogen. Jeg mærkede ikke nogen tøven i hende i forhold til at skrive om sine forældre. Jeg er sikker på, at hun også har tænkt sig om længe og tøvet, før hun skrev »De urolige« om sig selv og sine kendte forældre, Ingmar Bergman og Linn Ulmann. Men hun har erkendt, tror jeg, at alt forfatterskab har et fiktivt element, at det bliver til noget andet end sandheden. Det bliver noget smukkere. Det bliver »bogens« familie og ikke ens egen. Det var pludseligt så let at skrive. Men om natten sov jeg næsten ikke, og jeg måtte stå op hver dag og læse med en masse afdøde på skuldrene. Sagen er, at alle de forfattere, jeg har talt med, har nogen siddende på skuldreren, der skælder ud og retter i teksten og hvisker: »Du er elendig!« Så pyt. Vi er et stort, vidunderligt og elendigt fællesskab af talentløse kunstnere.«
Du er ud af en kendt kulturfamilie, og din far, Thomas Winding, var og er stadig folkeeje. Havde du også et behov for at nuancere det glansbillede af den her überkreative familie, der altid har kunnet så meget?
»Mit behov var ikke at nuancere glansbilledet, men snarere at beskytte det, hvis nu folk havde glæde af en meget blid og omsorgsfuld Thomas Winding. Det var han til dels også. Han var virkelig überkreativ, måske fordi han var usikker på, om han var god nok, og derfor stoppede han aldrig op og mærkede efter, men skabte og skabte. Jeg er ikke 17 år, og jeg har ikke brug for at pille ham ned. Men jeg har ham bare viklet ind i min egen historie, og DEN skal ikke være et glansbillede, kan jeg mærke. Der er sådan nogle mærkelig billeder på kvindelige sangere fra halvfemserne, og især mennesker der har lavet børnekultur: Glatte, milde, kønne. Sådan har jeg aldrig været, men jeg har ikke været dygtig nok til at bryde med den forestilling.«
Stemningen i »Kastevind« minder mig om den i din sang Lyse nætter. Det på én gang sommerlette og optimistiske - fuglene der kommer igen, og lyset som pludselig vælter ind, kombineret med vemodet over det, vi lægger bag os, sorgen over dem, der ikke længere er her, mørket, der lurer. Kan du genkende den kobling?
»Ja, det kan jeg godt genkende. Jeg bliver mest berørt af underdrivelsen, åbenbart. Eller antydning. Antydning af sorg under optimisme, og i det spænd synes jeg, livet ligger. Altså virkelig livet - det liv, der slider tingene op, river noget over efter lang tid og løsner sig og flyder videre.«
Hvordan adskiller det sig for dig at skrive sange om de følelser og så at skrive det i bogform?
»Jeg elsker, at musik kan give en tekst farver, som ellers ville være lidt for unuanceret. Når jeg skrev på »Kastevind«, ledte jeg nok efter en rytmik/metrik, der gjorde sætningerne musikalske, men jeg har ikke nogen metode til netop det. Det er bare en følelse af, at ordene flyder på den bedste måde. Jeg har ikke lært at skrive meget tekst, at fylde siderne med overvejelser, og måske lærer jeg det aldrig. Versefødderne står godt plantet i mit skriv.«
Hvad har bogen betydet for dig som forfatter, tror du?
»Den har fundet min stemme, den her bog. Jeg er så rædselsslagen for, at døren der nu står på klem, smækker i. Men det må være det, de kalder den svære toer, og jeg orker ikke at have sådan en følelse. Jeg har ikke tid til det. Jeg vil bare i gang med den næste.«
Hvad tror du, dine forældre ville have syntes om din bog, hvis de kunne læse den?
»Min mor lærte jeg ikke at kende, som en jeg kan lytte på nu, som en jeg kan have en indre dialog med. Jeg ved ikke, om hun ville være vred over at blive beskrevet som både beruset og ulykkelig, men mon ikke det ville have såret hende? Min far kunne have valgt begge dele; at være såret over, at jeg tillod mig at tage noget af ham og skrive ned. Eller at være stolt over, at jeg endelig trådte i karakter som forfatter. Og som voksen. Jeg vælger at tro, at der findes et efterliv med mine forældre i, hvor der er kærlighed og rummelighed og tilgivelse.«
Berlingske uddeler Læsernes bogpris i samarbejde med Danmarks Biblioteksforening. Afstemningen kører indtil 7. april, og prisen uddeles 11. april.
FAKTA
3 bøger, der har været skelsættende for Alberte Winding
Egon Mathiesen: »Mis med de blå øjne«
»Det var min første bog, og jeg elskede at høre min far læse den op. Jeg får samme følelse i maven nu som dengang, når jeg læser den for små børn.«
Marilynne Robinson: »Gilead«
»Jeg husker den som en bog, der ændrede min oplevelse af tekst. Den er tørt og nøgternt skrevet og så sanselig og fuld af liv på én gang. En slags Chet Baker vokal.
Mathilde Walter Clark: »Lone Star«
»En vild og eftertænksom blanding af roadtrip, gyser og forældresavn. Den graver sig stille og roligt ind i læseren. Jeg tænker, at den bog er indkapslet i mig nu.«
Artiklen er tidligere bragt på Berlingske.dk i forbindelse med Læsernes bogpris 2019
Foto: Thomas Lekfeldt
Kommentarer