Enestående forfatterskab, der kredser om kvinders søgen efter viden, kærlighed, eventyr uddannelse, sex og frihed.
Af Tonny Vorm, cand. mag i Amerikanske Studier, forfatter, oversætter og anmelder ved Information.
I et halvt århundrede har Alice Munro skrevet om kvinder, der vil væk. Undervejs er den 89-årige canadier blevet præmieret med næsten alle de litterære priser, en nordamerikansk forfatter kan få, kulminerende med Nobelprisen i 2013. Kort inden uddelingen af denne hæder udtalte Alice Munro, at hun gik på pension. Det fik en journalist til at spørge, om hun virkelig mente det. ”Åh, ja,” svarede Alice Munro. ”Læs de noveller, jeg har skrevet. Der er nok af dem.”
Det har hun ret i. Siden debuten i 1968 er det blevet til fjorten originale samlinger plus det løse i et forfatterskab, der kredser om kvinders søgen efter viden, kærlighed, eventyr, uddannelse, sex og frihed. Handlingen udspiller sig som oftest i de canadiske landdistrikter og småbyer, hvor Alice Munro selv er født, og anslaget har forfatteren efterhånden forædlet til, hvad man kan kalde ”munrosk”: En hverdagsstemning slås an, inden en dramatisk begivenhed erindres, hvorefter det antydes, hvordan denne begivenhed har påvirket et helt liv.
”Munro springer frem i tiden, en dag eller en time eller 24 år, og viser, at selv efter den dag hvor alting brast, kommer en ny dag, om ikke andet så et andet sted, for en anden, der stod i berøring med den første,” som Ida Jessen skriver i sit forord til Noget jeg gerne vil sige, som vi fik på dansk tidligere på året."
Den yngre Munro på dansk
Samlingen, der udkom i USA i 1974, var blot Munros tredje, og den ”er fra en yngre forfatter”, som Ida Jessen skriver i forordet, hvori hun pointerer, at ”novellerne er tætte, atmosfærefyldte, kompromisløse og kloge som i alle de andre samlinger, og hun er som altid en vidunderlig fortæller.”
Samlingens stærkeste novelle er 'Hvordan jeg mødte min mand'. Heri mindes en voksen kvinde, hvordan hun som 15-årig havde en uskyldig affære med en pilot, der hastigt måtte videre, men lovede at skrive til hende. Hver søndag ventede fortælleren på postbuddet Carmichael, indtil det en dag slog hende, at der aldrig ville komme et brev fra piloten. I stedet giftede hun sig med Carmichael, der nu for børnene ofte beretter historien om, hvordan deres mor lagde an på ham ”ved at sidde ved postkassen dag ud og dag ind ...”
Også i 'Sig ja eller nej' viser fortælleren sig at være knap så pålidelig, som hun giver udtryk for. Denne gang overfor læseren, da hun mindes sin netop afdøde elsker. Han boede i en anden by med sin kone, der driver en boghandel, som fortælleren en dag besøger for at finde en form forløsning på forholdet. ”Jeg tror, jeg ved hvem du er”, siger enken vredt og rækker fortælleren en pose breve fra mandens elskerinde. De er imidlertid skrevet af en anden, hvorefter fortælleren konkluderer om både denne fremmede kvinde og den afdøde elsker, at ”jeg har opfundet hende. Jeg har opfundet dig, jeg bruger dig. Det er digt, at jeg elsker dig, og det er digt, at du er død.” Hvad foregår der? Har fortælleren fundet på det hele? Forsøger hun at distancere sig fra smerten? Er hun ligefrem småtosset?
Søger indhold i livet
Ofte skal man nærlæse en Alice Munro-novelle for at finde den nøgle, der låser dramaet op. Her som i et par af de andre historier i ’Noget jeg gerne vil sige’ er den nøgle svær at finde. Jeg er ikke engang sikker på, at den findes. Det skinner igennem, at Munro tidligt fandt sit stof, men den unikke litterære tone stråler skarpere i de senere værker, deriblandt min egen favorit Væk (2004).
Heri optræder et mønstereksempel på en munrosk skæbne i skikkelse af Juliet fra 'En chance'. Juliet længes inderligt efter et sofistikeret liv langt fra den lille flække, hvor hun vokser op i 1960erne. Hun drømmer om at få en collegeuddannelse stik imod, hvad byens kvindeundertrykkende normer dikterer: ”Der, hvor Juliet kom fra, blev hendes form for begavelse ofte anbragt i samme kategori som halten eller ti tommelfingre,” som det udtrykkes.
I første omgang lykkes det hende dog at realisere sin drøm, men Juliet optræder også i to andre af samlingens noveller, hvori vi følger hende senere i livet. Første gang, da hun lige efter at have født en datter vender hjem til sine forældre, som hun tidligere ikke kunne forlade hurtigt nok – siden, da hendes datter er blevet voksen og rejser væk fra den banale tilværelse, Juliet paradoksalt nok selv er endt med at føre. Juliet håber at høre fra datteren, men det sker aldrig, og læseren er klar over, at hun har forladt sin mor af nøjagtig samme grund, som Juliet i sin tid forlod sine forældre, nemlig for at lede efter mere indhold i livet.
Fire selvbiografiske tekster
For næsten alle kvinderne i Munros univers gælder det, at vejen mod deres drøm er brolagt med forhindringer i form af uheld, utroskab, svigt og dødsfald, og derfor ender kvinderne ofte med at føre en nogenlunde normal tilværelse – der nu alligevel er ganske særlig netop på grund af de banaliteter, denne tilværelse er formet af.
Hvad Alice Munro selv er formet af, løfter den ellers så private forfatter sløret for i Livet (2012), hvis ti noveller suppleres med en kvartet af tekster, hvor hun for første gang fortæller om sin egen barndom.
”De sidste fire tekster er ikke som sådan noveller,” skriver Munro i sit forord, inden hun understreger, at disse fortællinger stemningsmæssigt er selvbiografiske, ”men når det gælder kendsgerningerne, er de det ikke helt. De er måske det første og det sidste, jeg har at sige om mit eget liv. Og det der kommer tættest på.”
Tilsammen kan de autofiktive tekster betragtes som en ung piges dannelsesrejse i et samfund præget af både skrevne og uskrevne regler for, hvordan kvinder bør opføre sig. Samtidig er fortællingerne tydeligvis Alice Munros forsøg på at indkredse de hændelser, der har påvirket hende som både kunstner og kvinde – en babysitters dødsfald, en voldsom, men kærlig far, en mor, der blev ramt af Parkinsons, en fest med en prostitueret og et par britiske soldater og så videre.
Mere end rigeligt til Nobelprisen
Paradoksalt nok lever de fire selvbiografiske tekster i ’Livet’ ikke helt op til den munroske novelles standarder. I stedet er de båret af en flagrende dramaturgi med charmerende sidespor og begavede betragtninger, der sammen med forfatterens vanlige besnærende og usentimentale tone underbygger indtrykket af kvartettens – ja, måske forfatterskabets – helt centrale tema, nemlig spørgsmålet om, hvordan tid, selvindsigt og erindringer er med til at forme vores tilværelse.
”Jeg kom ikke hjem under min mors sidste sygdom og var ikke med til hendes begravelse,” skriver Alice Munro således i bogens sidste passage. ”Vi ville knap nok have haft råd til rejsen, og min mand foragtede ceremonier. Men hvorfor skyde skylden på ham? Jeg havde det jo på samme måde. Vi siger om visse ting, at det er utilgiveligt, eller at vi aldrig vil kunne tilgive os selv. Men det gør vi – vi gør det hele tiden.”
Efter at have kåret Alice Munro til årets nobelpristager i litteratur i 2013, blev Det Svenske Akademi bedt om at forholde sig til forfatterens plan om at gå på pension. Nobelprisen må ikke gå til en afdød forfatter, hvilket mange har tolket således, at den skal gå til en aktiv forfatter. Så hvorfor Alice Munro, når nu hun med egne ord var gået på pension, spurgte flere.
Sekretæren for Det Svenske Akademi tøvede ikke med sit svar: ”Det, hun har skrevet, er mere end rigeligt til at vinde Nobelprisen.”
Alice Munro udgives på dansk af Gyldendal i Ida og Gudrun Jessens oversættelse.
Kommentarer