Det blanke vand af Henning Mortensen

Elegant myrekrybende thriller og firkantsdrama à la Twin Peaks om kærlighed og magt. En psykopat skyer ingen midler i forsøget på at skabe sig en bedre fremtid.

Henry er et kældermenneske med en sort fortid ved Fremmedlegionen, en pistol og et tidligere alkoholproblem. Han har dog fået kæmpet sig op i lyset som nyansat gartner og altmuligmand hos det velhavende ægtepar Seemann i Holte ved Furesøen. Victor Seemann er ansat som embedsmand i Statsministeriet, men sygemeldes snart p.g.a. stress og almindelig lede ved lyssky arbejdsopgaver. Hans smukke frue Julia lider af den sjældne sygdom narkolepsi – pludselige søvnanfald - og har derfor mere eller mindre isoleret sig i parrets fornemme villa.  4. hovedperson er den livskraftige flotte hushjælp Lillian, der er yderst generøs med sine ynder.  Alle har en anden bagage med i livet, end øjet umiddelbart ser. Adskillige skeletter titter efterhånden frem fra skabene, og en psykopat lægger morderiske planer. Julias anfald bliver hyppigere og kraftigere, ægteskabet knirker faretruende, og nye sympatier opstår, men selv den mest snedige psykopat kan forregne sig…..

Henning Mortensen har efterhånden skrevet indenfor alle litterære genrer lige fra digte til radiohørespil. Inden for spændingsgenren har han dog udviklet sin helt egen stil, og derfor kan jeg ikke umiddelbart komme i tanke om noget sammenligneligt i bøgernes verden, bortset fra hans egen Sondrup-trilogi, der starter med ’Næb og kløer’.  Han fortæller humoristisk og næsten realistisk, men alligevel fuldstændig absurd. Det er lettere at finde sammenligningsgrundlag indenfor filmens univers, hvor der er en oplagt kobling til den fængslende tv-serie  ’Twin Peaks’.  Læsningen af ’Det blanke vand’ fik mig til at tænke på stemningen i drømme, og netop drømme er vel en slags tema i bogen. I hvert fald reflekterer især Henry og Julia meget over begrebet.

Men drømme kan let kamme over og blive til mareridt, og det er netop, hvad der sker her.  Henning Mortensen ved tilsyneladende alt om psykopaters uhyggelige hjerner.  Kontrasten mellem hans elegante velpolerede sprog og de uhyrlige planer og begivenheder er dybt fascinerende. Blot skade, at bogen ikke er længere. Den er nemlig ikke sådan at ryste af sig..