I en anden mands grav af Ian Rankin

Bedst som vi troede, Rankin havde skrevet Rebus ud af sine krimier, er han til alt held for sine mange fans tilbage på banen, så skarp og ubehøvlet som altid.

Ian Rankin er en af de allerbedste britiske krimiforfattere. Hans bøger er velskrevne med gode dialoger. De er fyldt med atmosfære, specielt når handlingen udspiller sig i hans (og Rebus’s) elskede Edinburgh, som de kender som deres egne bukselommer. Persongalleriet er levende og vedkommende, og plottet fungerer.

Da Rebus bliver tvunget til at gå på pension, vælger han som flere andre halvgamle politifolk, der ikke har andet livsindhold end arbejdet, at lade sig ansætte som civil medarbejder i afdelingen for uopklarede sager. Han savner sit gamle job, og da en kvinde forsøger at overbevise ham om, at hendes datters forsvinden for flere år siden kan kædes sammen med nyere sager, griber han begejstret chancen til at møve sig ind i det aktive politiarbejde igen.

Rebus er helt sit gamle jeg, måske endda i forstørret form. Fordrukken, flabet, antiautoritær, grænseoverskridende og aldeles uortodoks i sine efterforskningsmetoder. Et løsgående missil som en højtstående politimand meget rammende betegner ham. Han har aldrig været en holdspiller, men går sine egne veje. Han må forlade sit sædvanlige habitat, hvor han føler sig hjemme og kender alle pubber, og drage nordpå til det område, hvor de unge kvinder er forsvundet, men storbymennesket Rebus har ikke øje for den landskabelige skønhed her.

Bogen byder på overraskelser, men her vil jeg dryppe en lille smule malurt i bægeret. Det skyldes, at plottet ikke levner mulighed for, at læseren via udlagte spor selv får en chance for at opdage morderen. Mod slutningen falder Rebus tilfældigt over en brik, der ganske vist ikke beviser, at vedkommende er morderen, men som giver Rebus den velkendte mavefornemmelse. For at knalde ham, må Rebus ty til ufine metoder. Han er ikke korrupt, men plejer omgang med to konkurrerende gangsterbosser, og nu narrer han nogle lyssky elementer til at skræmme seriemorderen, så han er parat til at tilstå. Det rokker dog ikke ved den kendsgerning, at vi her har en fremragende krimi.

Det er altid lidt tricky at ”genoplive” litterære personer. Det klarer Rankin på fornemste vis. Han viser, at ganske vist er Rebus uforandret, men det er tiden ikke. Rebus er en dinosaur i forhold til den moderne politistyrke. Da pensionsalderen bliver sat op, ansøger han om at vende tilbage. Spørgsmålet er, om det er klogt. Han har fjender blandt de unge, fremadstræbende ledere, der slet ikke kan acceptere hans metoder. Der er en vis vemod i denne bog. Flere af Rebus’ musikidoler er døde, og han føler selv, at døden puster ham i nakken, når han går til begravelser af sine jævnaldrende kolleger. Jeg tør ikke spå, om denne er den endegyldigt sidste krimi med Rebus, men i givet fald, vil det være et flot punktum på en glimrende krimiserie med en markant hovedperson, der trods sin alder og sine politisk ukorrekte metoder stadig kan opnå resultater.

Originally published by Jytte Kjær Schou, Litteratursiden.