Fluernes hvisken af Steen Langstrup

Det er den sidste sommer i årtusindet, og varmen hviler over København som en tung dyne. En ung kvinde findes dræbt - brændt ihjel - og Henriette Nielsen sættes på sagen sammen med den ældre kollega Egon Kjeldsen.

Det viser sig snart, at den unge kvinde var datter af Poul Zinger - den tidligere ejer af diskoteket Heaven, som brændte for nogle år siden (trofaste Langstrup læsere vil vide, at diskoteket var en del af handlingen i romanen "Pyromania"), og da et vidne har set en vansiret mand i nærheden af mordstedet på gerningstidspunktet, er det nærliggende at tro, at det er et af de overlevende brændofre fra Heaven, som søger hævn. Men så sker endnu et mord. En ung og succesfuld svømmepige findes myrdet - druknet - og der er tilsyneladende en sammenhæng mellem de to mord. Men hvilken?

Et langt stykke hen ad vejen er "Fluernes hvisken" simpelthen en gedigen krimi. Hele tiden hviler dog en dyster skygge af ondskab over personerne, og den konstante vrimmel af fluer, som er ved at gøre alle vanvittige, er også med til at underbygge den dystre stemning. Og når man nærmer sig slutningen, bliver det da også helt klart, at der er noget ondt i gære, og at Langstrup formår at gøre en god krimi til en langt mere uhyggelig historie.

Jeg var totalt opslugt af romanen. Steen Langstrup kan noget med sit sprog. Det er enkelt og præcist, og han lokker hele tiden læseren med videre frem. Man må lige have næste afsnit med, og så næste og næste igen. Billederne står klokkeklart i læserens bevidsthed, og jeg kunne personligt godt tænke mig at se denne historie som film. Spørgsmålet er, om den kan laves ligeså godt, som den film, der kørte bag mine øjne, mens jeg læste.