Steen Langstrup har skrevet en række krimi-, spændings- og gyserromaner. For første gang er han udkommet med en roman på eget forlag, 2 Feet Entertainment. Vi har mødt ham til en snak om at starte "for sig selv" og om hans nyeste roman Stikker, som netop er kommet som billigbog.
Hvad får en ung forfatter til at skrive en krimi om besættelsen?
Det er der flere grunde til. Dels har jeg en svaghed for Anden Verdenskrig. Jeg har læst mange historiske bøger om krigen, kz og så videre. Det er en spændende og meget sort tid. Men også en tid, som man af forskellige politiske grunde (og andre interesser) har et meget firkantet historisk billede af.
Jeg synes det var interessant at pille lidt ved det billede. For intet i verden er de rene/uskyldige mod de onde, og ofrene er ikke nødvendigvis bedre mennesker. Krig er noget lort, og dette var en af de værste krige. Men Stikker er jo også en krimi. En god gammel Whodunit.
Jeg arbejder næsten altid i forskellige spændingsgenrer. Men ser ikke mig selv som en slags håndværker. Jeg vil tilføre genrerne noget nyt. Finde nye veje, indfaldsvinkler, idéer. Jeg gider ikke skrive om den hårdkogte detektiv, der dykker ned i underverdenen. Det ER gjort før. Whodunit handler altid om: Hvem er morderen? Men når jeg lagde handlingen tilbage i modstandsbevægelsen, gav det en helt ny vinkel på whodunit, nemlig: Hvem er stikkeren? På den måde slap jeg af med genrens allerstørste kliché, uden at tabe genrens drivkraft.
Endelig er jeg meget træt af al den nostalgi, der er for tiden. Det er som om man har vedtaget det som et faktum, at alle havde det bedre før i tiden. Og det tror jeg ikke har meget med virkeligheden at gøre. Man har de sorte briller på, når man ser på nutiden, og de hvide, når man ser tilbage. Jeg synes, der var en klar pointe i at tage de sorte briller på og så se tilbage i tiden.
- Stilen i Stikker er af anmeldere blevet karakteriseret som meget filmisk - som 'fatal film noir'. Hvor bevidst er du om denne stil, når du skriver?
Det er svært at svare på. Som sagt så er noir-stilen bevidst en del af den historie, jeg fortæller. Stilen er en del af budskabet, kan man sige. Præcis som når Picasso malede. Havde han bare lavet realistiske portrætter, ville det jo ikke være det samme. Det er noget jeg vælger, før jeg skriver.
Men når jeg sidder ved computeren og skriver, tænker jeg ikke meget over det. Der har jeg mere en fornemmelse af en smag eller en farve, som jeg vil give historien. Derfor har jeg også stor fornøjelse af selv at lave omslaget til "Stikker". For det skal rumme samme fornemmelser. Og farver.
Det filmiske er ikke noget, jeg tænker så meget over. Sådan skriver jeg vist bare. Jeg vil hellere vise ting end forklare dem. To personers indbyrdes forhold viser jeg f.eks helst ved at lade dem være sammen. Jeg synes, det står stærkere, hvis man lader læseren opleve eksempelvis deres venskab i stedet for bare at sige, at de er venner.
- En af dine bøger (Kat) er allerede blevet filmatiseret. Kunne du tænke dig at skrive film-/TV-manuskripter?
Ja. Jeg skrev faktisk et til Kat, som jeg trak tilbage, fordi jeg ikke kunne acceptere, hvad de ville gøre ved det. Jeg har også været og er med i et par andre filmprojekter. Film er et spændende medie. Og det er jo altid en oplevelse at være med.
På den anden side, så kan man i litteraturen meget mere, end man kan på film, og her tænker jeg ikke bare på effekter og den slags. Når jeg skriver en bog og udgiver den selv, så er det 100% min bog. Den er fra mig til læseren. Film er ikke forfatterens værk. Det er, i de tilfælde hvor der er en stærk og viljefast instruktør, instruktørens film. I de fleste tilfælde er det ingens film. Simpelthen fordi der har været så mange mennesker inde over.
Stikker er udkommet på dit eget, nystartede forlag. Hvorfor har du valgt at starte 2 Feet Entertainment?
Jeg var ikke særlig imponeret over, hvad jeg så forlagene gøre. Jeg syntes, forfatterne fik en alt for lille del af kagen, og jeg ville have større indflydelse på de bøger, jeg udgav. Kort sagt så syntes jeg, at både forfatterne og litteraturen trængte til noget nyt. Jeg gjorde i hvert fald. Brænder man for det, man laver, så må man også tage et par chancer.
Det er selvfølgelig let nok at sige, at det meste af det, forlagene gør, kan gøres meget bedre. Det er noget helt andet at bevise det. Det forsøgte jeg, da jeg for et lille halvt år siden udgav Stikker på mit eget forlag. Det var på tide at teste forlagenes arbejde. Var de så uundværlige, som mange lader til at tro, så ville mit projekt jo blive en stor fiasko.
Det blev min største succes. Man sagde, at forfattere, der udgav sig selv, udgav dårlige bøger, fordi de manglede den fagligt stærke redaktørs kritiske gennemgang af teksten.
Jeg dannede et læserpanel på fem personer. Nogle med tilknytning til litteraturen, andre uden. Jeg udgav den bog, jeg selv har været mest tilfreds med i hele min karriere. Men vigtigere: Den høstede nogle af de allerbedste anmeldelser, jeg har fået. Et citat siger det hele: Bo Tao Michaëlis i Politiken: "Langstrups hidtil bedste bog."
De store forlag har sælgere, der rejser rundt til landets boghandler. Det har jeg selvfølgelig ikke råd til, så jeg havde ikke sat næsen op efter at sælge lige så mange bøger, som jeg f.eks gjorde på Gyldendal.
Men jeg solgte faktisk flere bøger end på Gyldendal. Hvilket kom til at betyde, at min indtægt for bogsalget alene er mere end firedoblet. Og så fik jeg jo pengene i år og ikke til næste år, som man gør på et almindeligt forlag.
Den kolde sandhed i det hele er, at havde jeg udgivet Stikker på et andet forlag, ville jeg have været nødt til at opgive at leve af at skrive i år, fordi der blev skåret kraftigt i bibliotekspengene. Nu havde jeg i stedet mit bedste år nogensinde.
Nogle mente at vide, at udenlandske forlag ville foretrække at handle med veletablerede, store danske forlag, som de jo kender fra bogmesserne ude i verden. Jeg mente, at det måtte komme an på en prøve. Den, man bemærker, er jo den, der gør noget andet end alle de andre. Hvem siger, at det er en god måde at sælge bøger til oversættelse på at stå på en messe i Frankfurt ved siden af alle de andre forlag, som gør det hele på præcis samme måde?
Nu kun et halvt år efter, at Stikker udkom, har jeg allerede solgt den til et finsk forlag. Og det bør bemærkes, at det kun er ANDEN GANG i min karriere på 10 bøger, der sælges til udlandet.
- Er du blevet kontaktet af andre forfattere, efter du selv har startet 2 Feet Entertainment?
Ja. Nogle få for at høre hvordan det rent praktisk gøres. Andre blot af nysgerrighed. Jeg tror nu ikke rigtig, at der er mange, der vil følge i mine fodspor. Det med at vove noget og stå alene med sit arbejde er ikke rigtig noget, der hører hjemme i dansk litteratur. Man vil hellere gemme sig lidt i den pæne og nydelige masse.
- Hvordan vil du markedsføre og skabe opmærksomhed om dine nye bøger?
Det kommer jo an på hvilken bog det er. Det er lidt sjovt, at jeg bliver stillet dette spørgsmål så tit. Jeg vil meget hellere spørge: Hvad gør de etablerede forlag? Svar: Så godt som intet.
Det kan jeg jo gøre ligeså godt.
- Du har selv lavet bogomslaget til Stikker. Gemmer du på en kunstner?
Tjo, jeg tegner jo også tegneserier. For mig er hele bogen, inkl. sats og omslag en del af historien, af udtrykket. Så for mig er det vigtigt at gøre det hele selv. Jeg har forsøgt at lave et omslag, der ikke lignede alle de andre. Og jeg synes, jeg er sluppet meget godt fra det. I hvert fald har det finske forlag valgt at bruge samme omslag. Og så er det simpelthen sjovt at lege med billeder på en computer.
af Lisbeth Larsen og Gitte Buur Rasmussen, Århus Kommunes Biblioteker
Kommentarer