Anmeldelse
Bjørnen af Katrine Marie Guldager
- Log ind for at skrive kommentarer
En vred kvinde i midtvejskrise tager kræfterne op mod naturen, en bjørn og sig selv. Guldager beretter med vid og bid om en forsmået kvindes udvikling.
Katrine Marie Guldagers roman handler om en vred kvinde. Vibse er vred på verden, på sin arbejdsgiver, på sin mand og på sig selv. Da hun er alene i et barsk vinterlandskab og møder en bjørn, tvinges hun til at bruge vreden til at overleve og finde et nyt ståsted i livet.
Det originale ved Guldagers nye, lille roman er ikke så meget selve handlingen, men i højere grad hendes sans for at portrættere Vibse som en forsmået kvinde, der føler, at det er de andres skyld. Der skal nok være mange kvindelige læsere, der ligesom undertegnede føler sig genkendt og en smule ramt.
Vibse er en kvinde midtsvejs i livet. Ægteskabet kører i tomgang, og Vibse er træt af sin ægtefælle, der altid virker forstående og giver plads. Hun magter ikke al den rummelighed, for det er også en måde at glide af på og ikke engagere sig. Da datteren flytter hjemmefra, og Vibse bliver fyret fra sit job, får hun nok af alt og alle. Derfor tager hun alene af sted til deres afsidesliggende hytte i Sverige for at få fred.
Mens hun er i hytten, bliver der snestorm og elektriciteten går. Pludselig er hun afskåret fra verden, og der er bjørnespor udenfor hytten. Hun begynder at blive mere og mere nervøs i takt med, at maden slipper op, og ingen kommer forbi hytten. Hendes vrede bliver hendes drivkraft til at handle. Hun finder sneskoene frem og drager noget uforsigtigt ud i snelandskabet, hvor bjørnen og et ufremkommeligt snelandskab venter. Det bliver både en kamp både mod naturen og hende selv.
Det er underholdende og morsomt, når Vibse raser mod verden og beskriver ægtefællen Bent (som egentlig hedder Lars) som en klippe, der skulle tage at mande sig op. Guldager beretter med vid og bid om en kvinde, der ikke virker helt nem at være i stue med. En vred kvinde, som skal finde et nyt ståsted her midtvejs i livet, og hvordan det nogle gange kræver et sceneskifte for at se situationen og sig selv fra en ny synsvinkel.
- Log ind for at skrive kommentarer
En vred kvinde i midtvejskrise tager kræfterne op mod naturen, en bjørn og sig selv. Guldager beretter med vid og bid om en forsmået kvindes udvikling.
Katrine Marie Guldagers roman handler om en vred kvinde. Vibse er vred på verden, på sin arbejdsgiver, på sin mand og på sig selv. Da hun er alene i et barsk vinterlandskab og møder en bjørn, tvinges hun til at bruge vreden til at overleve og finde et nyt ståsted i livet.
Det originale ved Guldagers nye, lille roman er ikke så meget selve handlingen, men i højere grad hendes sans for at portrættere Vibse som en forsmået kvinde, der føler, at det er de andres skyld. Der skal nok være mange kvindelige læsere, der ligesom undertegnede føler sig genkendt og en smule ramt.
Vibse er en kvinde midtsvejs i livet. Ægteskabet kører i tomgang, og Vibse er træt af sin ægtefælle, der altid virker forstående og giver plads. Hun magter ikke al den rummelighed, for det er også en måde at glide af på og ikke engagere sig. Da datteren flytter hjemmefra, og Vibse bliver fyret fra sit job, får hun nok af alt og alle. Derfor tager hun alene af sted til deres afsidesliggende hytte i Sverige for at få fred.
Mens hun er i hytten, bliver der snestorm og elektriciteten går. Pludselig er hun afskåret fra verden, og der er bjørnespor udenfor hytten. Hun begynder at blive mere og mere nervøs i takt med, at maden slipper op, og ingen kommer forbi hytten. Hendes vrede bliver hendes drivkraft til at handle. Hun finder sneskoene frem og drager noget uforsigtigt ud i snelandskabet, hvor bjørnen og et ufremkommeligt snelandskab venter. Det bliver både en kamp både mod naturen og hende selv.
Det er underholdende og morsomt, når Vibse raser mod verden og beskriver ægtefællen Bent (som egentlig hedder Lars) som en klippe, der skulle tage at mande sig op. Guldager beretter med vid og bid om en kvinde, der ikke virker helt nem at være i stue med. En vred kvinde, som skal finde et nyt ståsted her midtvejs i livet, og hvordan det nogle gange kræver et sceneskifte for at se situationen og sig selv fra en ny synsvinkel.
Kommentarer