Bog

Hjertet slår og slår

Af (
2012
)

Anmeldelse

En himmerlandshistorie

Jens Smærup Sørensens seneste roman handler om et generationsopgør mellem far og søn. Der er skrevet meget om fædre og sønner – men Jens Smærup Sørensen gør det på sin måde. Her er det historien om faren der har tugtet sin søn gennem hele livet, for at sønnen skal blive til noget, dvs. gå i farens fodspor og overtage gården og blive bonde. Men sådan går det ikke, og da faren er ved at blive en gammel mand og tilmed senil, afslører han på ærligste vis, hvilke tanker han egentlig har gjort sig om sin søn.

Men du er nu engang min søn, det er os ikke givet at lave om på den slags. Blod er blod. Det har jeg hele tiden vidst inderst inde, jeg kunne bare ikke forstå det. Du lignede mig så lidt. Nej, jeg kunne næsten ikke tro jeg havde avlet en dreng med så ringe evner.

Jeg-fortælleren er ikke lig sin far, og han vender allerede som dreng bondekulturen og den fædrene gård ryggen, han får realeksamen, bliver student og siden hen professor i historie, og ironisk (eller indlysende) nok skriver han en afhandling om bondeoprøret i 1534, hvor bønderne fik luft for deres vrede mod adelen – deres undertrykkere. Men er han selv blevet fri af sin far og sit bondske ophav? Har han fået den frigørelse, der har slumret i ham, siden han som dreng lærte om Skipper Clement i skolen, manden der satte bondeoprøret i gang? Skipper Clement bliver jeg-fortællerens helt i barndommen, men denne heltedyrkelse afvises pure i hjemmet.

Men mor ville overhovedet ikke høre om Skipper Clement. Ham havde hun allerede i sin egen skoletid hørt så rigeligt om, sagde hun, og det undrede hende, at de i Nibe ikke var klogere end de ville lære os nærmest at se op til ham.

Historien om Skipper Clement bliver et spejl for jeg-fortællerens egen historie – den spejler hans eget oprør mod overmagten i skikkelse af forældrene og det autoritetsfyldte liv på gården, som han påtvinges af fremfor alt faren.

Romanen veksler mellem nutiden, hvor sønnen er blevet kaldt hjem til farens dødsleje og fortiden: Erindringer rulles ud, mens han sidder dér ved dødslejet og venter på, at faren skal dø og efterfølgende begraves. Det er stueuret på  plejehjemsværelset, der tikker hans tanker tilbage til drengeårene.

Jeg havde lagt mig lidt på sofaen, da jeg var færdig med at pleje ham, og undersøge ham, og jeg faldt hen i stueurets tik-tak. Det samme stueur og det samme tik-tak som dengang.

I ventetiden kommer jeg-fortælleren rundt i hjemstavnen Himmerland både i erindret liv og i nutiden. Og der er tid nok til det hele, for farens hjerte slår og slår. Vi følger det liv, han levede dér på gården og i skolen, og indimellem væves farens egen fortælling om barndom og opvækst også ind, derved tegnes et bondeliv over to generationer, og når den himmerlandske naturs skønhed foldes ud som et baggrundstæppe for dette, er der ikke langt til Johannes V. Jensens Himmerlandshistorier samme steds fra.

Frem for alt blev bakkerne her, med skoven og hederne bag sig, med udsigten over fjorden og dens holme og det fremmede land på den anden side, og markernes skråninger ned mod bækken, dens løb gennem de så godt som bundløse lergrave, og landsbyen med en sammenklumpning af gårde og huse omkring de krogede veje – det blev tilsammen et sindbillede, et ærkelandskab, som andre egne senere hen, i min pointtildeling, har profiteret af at minde lidt om.

Sådan beskriver jeg-fortælleren Himmerland i starten af bogen, hvor han er på vej til den døende far. Der er også hos Smærup Sørensen som hos Johannes V. Jensen stenpikkede gårdspladser, knoklede karle, køer og heste. Men fremfor alt er der det ofte trælsomme bondeliv i al dets gru.

Hjertet slår og slår er en stor fortælling men lille i omfang - 126 sider fylder den, og på så få sider er det en elegant bedrift at kunne fortælle detaljeret og indfølende om generationsskifte, om tradition og modernitet og om at finde sig selv.

 

Analyse

Smærup Sørensen, Jens - Hjertet slår og slår

22.mar.13

I Jens Smærup Sørensens roman Hjertet slår og slår kombineres den store historie med den lille. Han blander samfundskritik med almenmenneskelige overvejelser, mytiske scener med himmerlandsk hverdagsliv og sidst, men ikke mindst blander han vold og kærlighed på en måde, der udfordrer læseren.

Selvom Hjertet slår og slår kun strækker sig over godt 200 sider, er det en stor roman. Den er stor i sit tidsspan, i sin dybde og i sin ambition om at beskrive et næsten arketypisk opgør mellem en far og en søn - mellem traditionen og det moderne.

I romanen vender Jens Smærup Sørensen tilbage til det himmerlandske miljø, man også møder i den prisbelønnede Mærkedage (2007). Hovedpersonen og jegfortælleren, den knap 60 årige Kristian, er på vej tilbage til sin barndomsegn nær Nibe, hvor han skal sidde ved sin fars dødsleje. Denne tur bliver en rejse tilbage til Kristians barndom med kig til både farens historie og skipper Clemens' oprørsulmende Himmerland. Kristian kommer til at sidde ved sin fars side en hel uge. Farens hjerte slår og slår – nægter at give op. Kristian bruger, som hans selv udtrykker det, denne uge på at forstå ”min far og mig selv som hans søn, og mit brud med ham – eller hans med mig – hvad der siden er sket. Hvad jeg er blevet”.

Interessant nok ironiserer romanen selv over netop denne ambition. Kristian er professor i historie, et job hvor han, ifølge ham selv, er ansat af skatteborgerne til at sansynliggøre, at ”ethvert kaotisk øjeblik, det ene efter det andet, vil blive ved med at tage sig meningsfuldt ud, så snart vi kigger os tilbage”. Selvom Kristian mener, at dette er en illusion og påberåber sig retten til at være meningsløs ”om så bare et par timer ad gangen”, søger han alligevel selv at skabe noget mening ud af enkeltstående hændelser i sin egen historie og  give den skæbnekraft.

Dette paradoks er dog ikke en fejl ved bogen, men tværtimod en af dens styrker. Når Kristian kalder noget for skæbnesvangert, selvom han ikke har lyst, peges der på den almenmenneskelige kamp for at skabe forståelse i noget, man frygter, er rent kaos. Kristians historie bliver kompleks og samtidig vedkommende, fordi man, som læser, aldrig kan få den endelige sandhed om, hvorvidt værket blot er en samling af tilfældige fortællinger eller en lang vandring gennem de skæbnesvangre begivenheder, der former Kristian. 

Det slår og slår

Kristians forhold til sin far er ikke enkelt. Faderen er bonde og tillige en rendyrket patriark af den slags, der findes flere steder i Smærup Sørensens forfatterskab - eksempelvis i Mit danske kød (1981) og Mærkedage (2007), hvor rollen dog er spredt ud på adskillige forskellige autoriteter.  Kristians evner ligger absolut ikke inden for det fysiske, og han kan derfor  ikke leve op til farens krav. Dette får faren til at forsøge at banke både evner og fornuft ind i ham. Det interessante er, at faderen ikke entydigt beskrives som en ond mand. Han er hård, men han gør angiveligt det hele for Kristians eget bedste: ”Han [faren] kunne ikke svigte mig. Kunne ikke lade den søn han elskede i stikken. Han kunne ikke bringe det over sit hjerte. Og det skulle slå og slå. Og jeg var dets udkårne”.

Bogens titel bliver således dobbelttydig. Den hentyder både til faderens hjerte, der i stedet for at give op bare vedbliver at slå, så Kristians ophold ved dødslejet forlænges, men ligeledes til barndommens vold, hvor faderen slår og slår af hele sit hjerte  - og med undgangspunkt i sit hjerte. Igennem bogen vakler hovedpersonen mellem at acceptere dette, at faderen slog af sit hjertets godhed, og at dømme ham som en usympatisk mand, der brugte volden som en legitimering af sig selv. Som læser for man aldrig et endeligt svar, ligesom Kristian aldrig når frem til, hvordan han egentlig ønsker at se sin far. 

Moderniteten og sproget.

Udover at være en stærk fortælling om opgøret mellem en far og en søn, er Hjertet slår og slår også en fortælling om sproget – og det på flere niveauer. For det første leger værket med fremstillingsformerne, hvilket blandt andet ses i tredje del. Denne del indeholder beretningen om farens barndom. Fortællingen lægges i begyndelsen i munden på hovedpersonens søster, der angiveligt skulle have fået den fortalt af faderen, men den forvandler sig hurtigt til  en drømmefantasi, der ender med at faderen rider hjem, altså ind i døden, på sin bedste ven, hingsten Grant. Et andet sted, hvor bogen gør opmærksom på sig selv som fiktion, er i den massive brug af billedsprog. Dette er tydeligt i sætninger som: ”Asfalten [var] lige så sortglødende, bulnende, viskøs, som var hele købstaden ved at flyde ned mod sin havn og forsvinde i fjorden. De skimlede røde tagsten drev i udmattet vellyst ned over hinanden, så slatne som de grågrønne blade på de selvopgivende træer”. Jeg vil lade det være op til den enkelte at vurdere, om sådan en sætning er elegant eller måske for meget af det gode, men der er ingen tvivl om, at den tvinger læseren til at forholde sig til sproget som kunstnerisk virkemiddel.

Også på handlingsplanet spiller sproget en markant rolle, nemlig som udtryk for Kristians oprør. Allerede mens Kristian stadig går i folkeskole, fører faderens hårdhed til, at Kristian lukker sig sprogligt inde. Først da han i gymnasiet endelig siger fra over for faderens vold, får han sproget tilbage – sproget bliver oprørets udtryk. Dette er ligeledes tydeligt i og med, at Kristian fravælger sin barndoms himmerlandske dialekt for i stedet at begynde at tale ”fint”. Som voksen indser han, at dette må have givet forældrene det indtryk, at han frasagde sig dem og hele sin fødeegn. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Godt nok bryder Kristian med sine forældres verdenssyn, med bondens levevilkår og med patriarkatet, men samtidig er det netop essensen af Himmerlands historie, nemlig Skipper Clemens oprør, som Kristian identificerer sig med i sit eget oprør. Kristian er således både det moderne menneske, der vælger et andet liv end bondens og en direkte efterkommer af Skipper Clemens bønder, der turde sætte sig op mod magten og autoriteten.

Hjertet slår og slår er en udfordrende bog, en bog der kalder på at blive tolket, samtidig med at den driller læseren med den mulighed, at der ingenting er at tolke.

God fornøjelse.

Cand. mag. Sidsel Sander Mittet


LITTERATUR OM BOGEN

Artikler i aviser

Information
(heri 28/9 2012: Rasmus Bo Sørensen: 'Jeg ville være forfatter - det var mit oprør').
Interview.

Kristeligt dagblad
(heri 29/9 2012: Dorte Washuus: En torn i kødet).
Interview.

Kristeligt Dagblad
(heri 15/2 2013: Jens Smærup Sørensen: Virkelighed, løgn og digtning: Kun i digtningen kan vi skabe billeder af det, der er og bliver sandt i sindet).
Debatindlæg om Hans Hauges bog Fiktionsfri fiktion.

Anmeldelser i aviser

5/10 2012 Jens Andersen i Berlingske Tidende
5/10 2012 Jonas Hindsholm Bentzen i Børsen
5/10 2012 Erik Skyum-Nielsen i Information
5/10 2012 Henriette Bacher Lind i Jyllands-Posten
9/12 2012 Marie Louise Christensen i Jyllands-Posten
5/10 2012 Liselotte Wiemer i Kristeligt Dagblad
6/10 2012 Bjørn Bredal i Politiken
5/10 2012 Lars Bukdahl i Weekendavisen

Anmeldelser på nettet

LitteraturNu
Gudrun Hagen: Læger tiden alle sår?

Links

Dr.dk
Podcast med samtale mellem Jens Smærup Sørensen og Klaus Rothstein fra Bogforum 10/11 2012


GENERELT OM FORFATTEREN

Afsnit i bøger

81.6
Læsninger i dansk litteratur / redaktion Povl Schmidt m.fl.. - Odense Universitetsforlag, 2001. - 5 bind.
(i bind 5, s. 203-214: Johs. Nørregaard Frandsen: Jens Smærup Sørensen : Breve).
Kort introduktion til Jens Smærup Sørensen og hans forfatterskab. Novellesamlingen Breve, 1992, analyseres nærmere.

81.64
Danske digtere i det 20. århundrede. - Nyredigeret og nyskrevet udgave / redigeret af Torben Brostrøm og Mette Winge. - Gad, 1980-82. - 5 bind.
(i bind 5, s. 227-236: Torben Brostrøm: Jens Smærup Sørensen).
Jens Smærup Sørensens forfatterskab indtil 1982 analyseres, herunder romanerne At ende som eneboer (1972), Gøremål (1973), Byggeri (1975), Skoven nu (1978), Mit danske kød (1981), samt novellesamlingen 13 stykker af en drøm (1976).

81.65
Danmark 1965-1975 : en antologi / redigeret af Peter Madsen. - Cavefors, 1977. - 425 sider.
(heri s. 315-333: Peter Madsen: Afmagt og utopi : Temaer i Jens Smærup Sørensens forfatterskab).
Korte analyser af Jens Smærup Sørensens 3 første prosabøger; At ende som eneboer, 1972, Gøremål, 1973 og Byggeri, 1975, samt en vurdering af det miljø og den tid bøgerne er skrevet i.

81.65
Erik Skyum-Nielsen: Modsprogets proces : poesi, fiktion, psyke, samfund : essays og interviews om moderne dansk litteratur. - Arena, 1982. - 343 sider.
(heri s. 190-203: Jens Smærup Sørensen: Magten baserer sig på fiktioner).
En blanding af analyse af forfatterskabet og interview med Jens Smærup Sørensen om forfatterskabet. Forfatterskabet ses som del af 70'er litteraturen.

81.65
Vandmærker : nærlæsninger af ny dansk litteratur / Anders Østergaard (red.). - Dansklærerforeningen, 1999. - 510 sider.
(heri s. 309-343: Frits Andersen: Breve : Fortryllelse og forvandling hos Jens Smærup Sørensen og Hans Otto Jørgensen).
Introduktion til og analyse af Jens Smærup Sørensens forfatterskab op til 1996. Forfatterskabet bliver sammenlignet med Hans Otto Jørgensens forfatterskab og sat ind i en 80'er og 90'er litterær tradition. Miniportræt og bibliografi bagerst i bogen.

Artikler i tidsskrifter

37.1489605
Kursiv.
(heri: 1981, årg. 19, nr. 2, s. 48-52: Vagn Thule Hansen: Klods Hans i den vide verden).
Korte analyser og beskrivelser af Jens Smærup Sørensens romaner, noveller og digte frem til og med romanen Mit danske kød (1981).

80.5
Kritik. - Gyldendal.
(heri: 1993, nr. 105. – s. 14-21: Erik Svendsen: Gedulgt, fabulerende, interessant : et portræt af Jens Smærup Sørensen).
Artikel der hovedsageligt tager udgangspunkt i novellen Et forbandet hul fra novellesamlingen Breve (1992). Novellen bruges til at karakterisere forfatterskabet. Jens Smærup Sørensen sammenlignes blandt andet med Octavio Paz og H.C. Andersen.

81.6505
Spring: Tidsskrift for moderne dansk litteratur.
(heri: 2005, nr. 23. - S. 7-13: Jens Smærup Sørensen: Uden om forfatterskabet).
Jens Smærup Sørensen fabulerer over eget forfatterskab.

Artikler i aviser

Information
(heri 9/11 2012: Læserne spørger: Jens Smærup Sørensen).
Interview.

Kristeligt Dagblad
(heri 28/3 2007: Claus Grymer: "Den største historiske begivenhed i vor tid").
Interview.

Politiken
(heri 28/2 2008: Carsten Andersen: Verden ender i Staun).
Jens Smærup Sørensen bla om sin opvækst.

Links

Jens Smærup Sørensen
Forfatterens egen hjemmeside. Indeholder bl.a. bibliografi og henvisninger til andre litteratursider på nettet, hvor Jens Smærup Sørensen omtales. Arkiv med artikler skrevet af Jens Smærup Sørensen.

Dansk litteraturhistorisk bibliografi
En oversigt over analyser og fortolkninger af forfatterskabet.

Forfatterweb
Dansk BiblioteksCenters forfatterportræt. Kræver abonnement, men kan benyttes gratis på de fleste folkebiblioteker.

Bibliotekar Else Zakarias, Vejle Bibliotekerne

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
29584338
Graphic
Ida Balslev-Olesen
ISBN
9788702135350
Antal sider
215

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer