Bog

Stella

Af (
2007
)

Anmeldelse

Stella af Per Gammelgaard

Hvis ikke du har læst bøger af Per Gammelgaard før, så er det nu, du skal starte! Stella er en fin blanding af slægts- , kvinde- og kunstnerroman, fortalt med respekt, indlevelse og vemodighed.

Det var med lidt bæven, jeg sagde ja til at skrive anbefaling af Per Gammelgaards nye roman – af den grund at Per og jeg arbejder på samme bibliotek. Men den bæven blev heldigvis hurtigt gjort til skamme. Simpelthen fordi "Stella" er en fremragende roman! Efter min mening er det forfatterens bedste indtil dato!!

Romanen handler om Stellas liv, specielt barndommen, fra hendes fødsel under 2. Verdenskrig, og til hun mange år senere ligger på sit dødsleje. Tidspunktet er ikke nærmere angivet, men hun har i hvert fald børnebørn.

Stellas liv begynder på Kærmøllegård i Vendsyssel, omgivet af forældre, brødre og tjenestefolk.
Stellas far, Jakob er en gammeldags, men romantisk og blød mand. Han elsker sin hustru, og da de efter to sønner får en lille datter, føler han sig som verdens lykkeligste mand. Desværre er tiden ved at løbe fra gammeldags drevne landbrug, og økonomien begynder at skrante.

Derfor forstår Jakob heller ikke, hvorfra hustruen, Margrethe får penge fra til dyre indkøbsture til Aalborg. Men Margrethe er ikke lykkelig som Jakob, og hun ønskede ikke det sidste barn og har svært ved at elske det.

Stellas liv begynder på den ene side trygt med en far, der elsker hende højt og gode tjenestefolk, der tager sig af hende. Men hun mangler sin mors kærlighed. Og den mangel får alvorlige følger for Stella, både i hendes forhold til sine søskende og senere i hendes forhold til mænd.

Romanen er inddelt i tre afsnit. Første del begynder under 2. Verdenskrig, da Stella bliver født. Anden del springer frem til Stellas dødsleje mange år senere. Og tredje del omhandler resten af Stellas barndom og begyndende ungdom.

Jeg kan rigtigt godt lide den måde, romanen er opbygget på; at forfatteren har valgt at bryde den traditionelle romanopbygning. I første og sidste afsnit er der en fortæller, mens det midterste afsnit er fortalt af Stella selv. Hvis jeg har et kritikpunkt overhovedet til denne roman, er det, at dette midterste afsnit er for kort. Jeg ville gerne have lyttet noget mere til Stellas egen stemme, fortælle sit livs historie; om kunsten, naturen, børnene og den svære kærlighed.

Hovedland, 2007. 269 sider.

Bogdetaljer

Forlag
Hovedland
Faustnummer
26732948
ISBN
9788777399534
Antal sider
269

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer