Bog

Tribeca sunset

Af (
2011
)

Anmeldelse

Tribeca sunset af Henrik Rehr

01 sep.03

Den 11. september 2001 ramte den værste terroraktion nogensinde USA, da to fly fløj ind i World Trade Center og fik tvillingetårnene til at kollapse. Tusinder af mennesker døde, og hele verden var i chok. Godt 200 meter fra World Trade Center boede Henrik Rehr sammen med sin kone og sine to drenge, og 'Tribeca sunset' er hans fortælling (i tegneserieform) om den forfærdelige dag, og tiden der fulgte.

Henrik Rehr fortæller afdæmpet og uden dramatiske fægterier om en dag, der starter som alle andre, men som pludselig ændrer verden. Hvordan han det ene øjeblik er ved at lave morgenmad til sin yngste søn, Spence, og det næste bekymrer sig om, hvorvidt hans kone Evelyn og sønnen Dylan stadigvæk er i live.

Da den første bygning styrter sammen, og Henrik Rehr kigger ud af vinduet og ser alt dækket af et grå-hvidt støvlag, sammenligner han det med en atomvinter, og den sammenligning virker meget passende. For hele verden er brudt sammen. Telefonen virker ikke, husene brænder og falder sammen, og selvom myndighederne hurtigt griber ind og evakuerer det ramte område, ved ingen alligevel noget med sikkerhed.

Der går flere døgn, før Spence og Henrik Rehr genforenes med Evelyn og Dylan, og der går flere måneder, før de igen kan flytte ind i deres lejlighed. Men stadigvæk er tankerne aldrig langt fra d. 11. september, og hverdagen bliver aldrig den samme igen.

Nu er det ved at være to år siden, flyene fløj ind i tvillingetårnene, og som dansker er man for længst holdt op med at tænke på truslen om terror hver dag. Men da jeg læste 'Tirsdag', kom hele den forfærdelige dag tilbage i mine tanker. Henrik Rehrs grove, nærmest dokumentariske, sorthvide tegninger skildrer nøgternt og afdæmpet, de følelser og tanker der løb igennem de mennesker, som så World Trade Centeret falde sammen den dag - og med det, troen på en sikker verden.

Henrik Rehr forsøger ikke at lægge skylden på nogen, og måske netop derfor virker hans fortælling så stærkt. Så selvom man normalt ikke læser tegneserier, kan jeg bestemt anbefale 'Tribeca sunset'. Det er en meget menneskelig skildring uden en masse påklistrede følelser, som viser, hvad terror i al sin gru gør mod helt almindelige mennesker.

Bogdetaljer

Forlag
Fahrenheit
Faustnummer
24253147
ISBN
9788790370336
Antal sider
137

Læs også

Graphic novels

I dette tema belyser vi mangfoldigheden inde for graphic novels og sætter gennem en række anmeldelser, analyser og artikler ord på, hvad de flotte grafiske udgivelser kan.
Læs mere

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer