Terrorisme er et voldsomt debatteret emne for tiden; det gælder især den terror, som udøves af militante muslimer. Af litteraturstuderende Martin Laurberg
Én af de centrale diskussioner drejer sig om, hvorvidt man skal søge efter en kulturel eller en social forklaring. Ligger kilden til terror i et særligt livssyn, som især findes i muslimske lande, og som hænger sammen med religiøs fanatisme? Eller er terror et udtryk for sociale forhold, hvor man udøver vold mod uskyldige, fordi man på en eller anden måde føler sig undertrykt?
Hvad enten man hælder til den sociale eller den kulturelle forklaring, så er det anstrengende, at debatten har en tendens til at ende i plat vanetænkning om ”den islamiske fundamentalist”, der bomber et supermarked, fordi hans kultur hænger fast i et livssyn, der tillader ham at dræbe andre, eller om ”den amerikanske imperialist”, der undertrykker den tredje verden og derfor selv er ude om, at han selv og hans landsmænd samt alle mulige andre uheldige bliver slået ihjel. Tilflugten til stereotyperne er nok ikke det bedste skridt mod en bedre forståelse af det komplicerede sammensurium af race, religion, fattigdom og politik, som ligger til grund for terrorisme.
Litteraturen er ét af de steder, hvor man kan finde en bredere udredning af terrorisme. Det er måske endda et særdeles velegnet sted, fordi forfatteren kan arbejde på tværs af diverse discipliner som politologi, sociologi, psykologi og så videre. Dermed kan han via en fiktiv omvej lave et bud på en nuanceret beskrivelse af begrebet terrorisme.
Ét af de steder, hvor litteraturen tangerer en sådan beskrivelse, er nobelpristageren V. S. Naipauls roman Guerilla fra 1975. Guerilla udspiller sig på en unavngiven caraibisk ø, der netop har opnået selvstændighed – et område Naipaul har førstehåndskendskab til, idet han oprindeligt stammer fra Trinidad. Den unavngivne ø er præget af politisk ustabilitet og raceuroligheder i dønningerne efter selvstændigheden, og forventningerne om en forestående revolution svirrer i luften. Der meldes om guerillagrupper, som samler sig rundt om i provinsen og forbereder en magtovertagelse.
I denne krudttønde møder vi blandt andre Jimmy Ahmed. Han er en indfødt muslim med kinesisk baggrund og formand for et landbrugskollektiv efter marxistisk forbillede. Kollektivet er samlingssted og arbejdsplads for drenge fra øens slumkvarterer. Det regnes for en seriøs magtinstans, og Ahmed anses for at være en mulig kandidat til magten efter revolutionen – ikke mindst af sig selv.
Der er altså forventninger til Ahmeds muligheder efter en revolution. Men forventningerne gøres til skamme. Mediernes tale om guerillaaktivitet viser sig stort set at være et påskud for at have meget politi i gaderne.
Der er intet grundlag for revolution, og da det alligevel kommer til optøjer i øens hovedstad, bliver de sat i stå i samme øjeblik, der viser sig et par amerikanske kamphelikoptere på himlen. Bag det hele står et amerikansk bauxitselskab med økonomiske interesser på øen. 70ernes frygt for multinationale selskaber er tydelig her, men ud over at insistere på de fastlåste magtstrukturer – noget som nok også er relevant i dag – beskæftiger Naipaul sig med personernes reaktioner på den patetiske ballade.
I forbindelse med optøjerne kommer Ahmed i racemæssige problemer. Han viser sig på forhånd at være sat uden for al politisk indflydelse på grund af sin kinesiske baggrund. Det samme problem gør sig gældende for øens hvide befolkning, men de konsekvenser Ahmed drager af situationen er i sammenligning yderst radikale. Medlemmerne af den hvide overklasse trækker sig slukøret tilbage og erkender, at deres projekt på øen er kuldsejlet. Ahmed ender derimod med at myrde en uskyldig hvid i en blanding af forsmåelse og desperat blodrus.
Naipauls udredning af de racemæssige og politiske forhold, der i sidste ende fører Jimmy Ahmed til at myrde en uskyldig, er et kærkomment bidrag til en bedre forståelse af drab på uskyldige mere generelt. Naipaul gør forsmåelse til en vigtig betingelse, men det er så at sige en gennemgribende forsmåelse.
Det er ikke skuffelsen over at være sat uden for indflydelse, der leder Jimmy Ahmed til at dræbe en uskyldig, men den desperate erkendelse af, at hans racemæssige tilhørsforhold altid vil marginalisere ham blandt såvel sorte som hvide, og ikke mindst den ydmygelse, der ligger i, at han har kunnet tro på et projekt, der fra begyndelsen har været fuldstændig utopisk. Det er den gennemgribende rodløshed og ydmygelse og en deraf følgende trang til at hævne, der betinger mordet hos Naipaul.
”Guerilla” beskæftiger sig ikke med de mere organisatoriske forhold omkring terrorisme – planlægningen af aktioner, den ukritiske accept af ordrer, den religiøse martyrdrøm og så videre. Alligevel er den en stemme i debatten om terrorisme, fordi den giver et bud på de forhold, der ligger til grund for at dræbe uskyldige.
Man kan sige, at Naipaul hovedsageligt bekender sig til en social forklaring på forholdene. For eksempel er Ahmeds status som muslim mere et politisk medlemskab à la Black Muslims end et egentligt trosmæssigt tilhørsforhold, ligesom det tydeligvis er det politiske og psykologiske spil mellem romanens personer og ikke en kulturel overbevisning, der leder ham til drabet.
Men selvom man skulle bekende sig til mere kulturelle forklaringer på begrebet terrorisme, så er Naipauls ”Guerilla” stadigvæk et nuanceret bud på en beskrivelse af nogle forhold, der næppe lader sig forstå ud fra klichéfyldte vaneforestillinger.
Kommentarer