Løg trækker tårer

Surrealistisk, skarpt og sødmefyldt fortæller Dorrit Willumsen om en kvinde, der har fået nok og går sin vej. Det moderne liv og dets mange krav bliver beskrevet med et kærligt og kritisk blik.

Dorrit Willumsen har sit eget særegne fortællerunivers med utilpassede kvinder, skarpe iagttagelser af menneskers adfærd, gadelivet og samfundets udvikling på godt ondt. Det hele er også med i denne fine roman, hvor Wendy har fået nok af manden og går sin vej i en stor ulvepels. Hun finder en skunk i en tom lejlighed og lever nærmest som en posedame, selv om hun har penge. Men pelsen bliver levende, og pludselig er hun heller ikke alene i lejligheden mere. Det er næsten surrealistisk, men let og morsomt skrevet med lyrisk nerve og en særlig sanselighed, der understreger kvindens indespærring og mulighed for handling.

Manden har glemt Wendys 74-års fødselsdag, hun står bare i køkkenet og skræller løg. Hendes e-boks er lukket, fordi hun har brugt den forkerte kode flere gange. Så hun går sin vej i ulvepelsen, tager toget til København, og undervejs smider hun sin neglelakslakerede mobiltelefon væk. Heldigvis finder hun skunken i lejligheden, hvor hun indretter sig på bedste vis. Endelig er hun fri, mens alle andre arbejder, men hun er isoleret i sin frihed.

Hun er ret lille, og i virkeligheden hedder hun ikke Wendy, men det hele bliver lidt mere eventyragtigt på den måde. Det gælder om at købe mad ind, der ikke fylder så meget og heller ikke larmer. For ejeren er flyttet ind, og der er en kæreste på vej. Hun tager lidt af deres mad, tørrer støv af og syr knapper i hans frakke, og de fornemmer, at de ikke er alene.

Hun erindrer sig den irettesættende mor, der kritiserede hende for ikke at have interesser og heller ikke havde veninder. Hun erindrer sig også sine drømme om et arbejde og nogle kærester, der var mest optaget af egne behov. Den bedste trøst var at læse Anna Karenina eller Proust. ..”når hun åbner en bog, er det som at træde ind hos en familie, og de er rige og smukke og måske ikke helt så lykkelige. Men de lider heller ikke så brutalt.”

Undervejs får hun kradsemærker af ulvepelsen, der ikke synes, den bliver luftet nok. Gadelivet er fyldt med hjemløse, gadesælgere, rullekufferter, flyvende kaffebægre og larm.

Kvindeliv, erindring, kroppen, der aldrig er perfekt, drømmene, der ikke blev opfyldt, det moderne liv og teknologien på godt og ondt, alle de modstridende krav fra omverdenen og sig selv. Kun Dorrit Willumsen kan skrive så nærværende, altfavnende, ironisk, skarpt og sødmefyldt om smertepunkterne og den intakte længsel efter et helt liv.

Forsiden er helt uimodståelig med det blanke rødløg og dets rødgyldne spirer på den sorte baggrund. Ikke underligt at det trækker tårer og dermed viser os de mange lag i eksistens og vilkår.

Dorrit Willumsen f. 1940 har en fornem forfatterkarriere bag sig og har modtaget mange fine priser for sine værker, der består af digte, skuespil, romaner, noveller og erindringer.