Anmeldelse
I helvede flyder en flod af Morten Leth Jacobsen
- Log ind for at skrive kommentarer
Hvad nu hvis indgangen til helvede lå under det lokale indkøbscenter? Underholdende og eftertænksom roman om livet og helvede og alt det der.
Tore har været centerchef for Skejby Centret, siden det blev indviet i 1988. Dengang troede han på en fremtid med udvikling og masser af liv i centret, men det var før, han fandt ud af, at entreprenørselskabet havde afdækket nedgangen til Helvede, da de byggede centret. Selvfølgelig blev indgangen straks lukket til med en solid port, som kun Tore har nøglen til, samt skjult i en ekstra kælder der ikke kan ses på nogen tegninger.
Men det er ikke nok. Kort efter åbningen begynder problemerne. Skræmte ansatte, uforklarlig sort slim på væggene, kunder der forsvinder, og ikke mindst papfiguren af Søren Pilmark som dukker op uden en skramme igen og igen, uanset hvad Tore gør ved den.
Nu er der gået 27 år, og begivenhederne er for alvor begyndt at accelerere. Faktisk er centret ved at falde sammen, og Tore gruer for, hvad der vil ske, hvis reparationerne afdækker kælderens hemmelighed. Men hvad kan han gøre?
Jeg læste ’I helvede flyder en flod’ ud i et stræk. På forhånd vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg skulle forvente af en roman, hvis præmis er, at indgangen til helvede findes under Skejby Centret, men jeg blev positivt overrasket. Selvom historien om Tore er fuld af humor – og horror – er her også plads til eftertænksomhed. Ikke kun overvejelser over hvad helvede er men også Tores tilbageblik på sit liv. For centret har krævet meget, og hvad har det egentlig givet igen? Og den tanke er nem at overføre til ens eget liv.
’I helvede flyder en flod’ er Morten Leth Jacobsens femte roman. Tidligere har hans romaner bevæget sig indenfor krimi og spænding men også med elementer af science fiction og socialrealisme. Denne gang blander han humor og horror i en fabel om en midaldrende mand, som ser tilbage på et liv, der slet ikke gik som planlagt. Heri rører han tanker om helvedes eksistens, form og baggrund, og resultatet er en velskrevet, underholdende og til tider eftertænksom roman, som klart kan anbefales. Også selvom jeg ikke er helt sikker på, hvad romanens budskab egentlig er.
Originally published by Jette S. F. Holst, Litteratursiden.
Brugernes anmeldelser