Bog

Erik den Røde: Skibet og sværdet

Af (
2005
)

Anmeldelse

Erik den Røde: skibet og sværdet af Preben Mørkbak

05 sep.05

Den første del af Preben Mørkbaks romanserie om Erik den Rødes liv og historie er en farvestrålende historie om vikingernes liv og rejser.

Preben Mørkbak har interesseret sig for vikingerne og Erik den Røde i mange år, og måske er mange allerede stødt på hans navn i forbindelse med Søren Ryge Petersens TV-serie om Erik den Røde. Heri rejste han sammen med Søren Ryge i Eriks fodspor og fortalte om den store viking, der efter lange rejser og tapre bedrifter fik tilnavnet "den Røde".

I bogen, som er den første af to, følger vi ligeledes Eriks rejse og får her et meget personligt portræt af den store viking. Han vokser op på Island og rejser omkring sit syttende år mod Norge for at sikre slægtens ære. Erik møder gennem sit liv mange livskloge og karismatiske personer, som alle påvirker ham. Preben Mørkbak giver med romanen et bud på, hvordan Erik blev en mand, hvis navn og historie vækker genklang 1000 år senere.

Det mest fascinerende er bogens beskrivelser af dagliglivet, rejserne på vandet og af den store kontrast mellem det hårde liv på Island og i datidens storbyer i Norge. Med til historien hører en del storpolitiske betragtninger, for i Eriks tilfælde er det absolut ikke ligegyldigt, hvem man vælger at holde sig gode venner med. Det får Mørkbak diskret flettet ind i historien, uden at det virker påtrængende.

Man støder ofte på vikingernes æresbegreb, som gennemsyrer alle handlinger og beslutninger. Enhver viking med respekt for sig selv stiller hellere op til sværdkamp, end han forlader et skænderi med tabt ære. Det ender ofte i blodige opgør med afskårne lemmer, og sådan skal det være i en rigtig vikingeroman.

Mørkbak har bygget sin roman på et mægtigt kildemateriale, men fortællinger fra denne tid er selvfølgelig langt hen ad vejen gætterier. Mørkbak giver et fint og levende portræt af Erik den Røde og giver sit personlige bud på de tanker og følelser, en vikingebonde kan have haft.

"Fra sit våben
skal ingen på vej og mark
fjerne sig et fjed;
for kun uvist kan man vide
den tid, man uden døre
savne skal sit sværd"

Havamal, Island, 900-tallet. Fra "Erik den Røde" s. 11 Lindhardt og Ringhof, 2005. 392 sider. Kr 199,-

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Faustnummer
25714067
ISBN
9788759523810
Antal sider
392

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer