John Dos Passos

John Dos Passos’ litterære karriere begyndte, da han som studerende ved Harvard blev én af redaktørerne af det progressive tidsskrift Harvard Monthly. I løbet af studieårerne publicerede han en længere række af essays, noveller og digte af en ikke ubetydelig kvalitet.

John Dos Passos (1896-1970) dimitterede fra universitetet i 1916 og rejste herefter til Spanien for at studere arkitektur, men da USA gik ind i første verdenskrig, meldte han sig som ambulancechauffør for Røde Kors i Frankrig. Efter krigen blev han – som så mange andre forfattere fra generationen – i Paris, hvor han under indflydelse af krigserfaringerne skrev sin første roman, 'One Man’s Initiation: 1917' (1920).

Med debuten og den opfølgende roman, 'Three Soldiers' fra året efter, opnåede han anerkendelse som en af hovedfigurerne i den såkaldte ’tabte generation’. Gertrude Stein proklamerede ”you are all a lost generation” i en samtale med Ernest Hemingway (1899-1961), der nogle år senere brugte frasen som epigraf i sin første roman, Solen går sin gang (1926).

Gertrude Stein henviste med sit udsagn om "den fortabte generation" til den bølge af desillusion, der fulgte i kølvandet på krigen. Periodens væsentligste amerikanske forfattere – med William Faulkner (1897-1962), Scott Fitzgerald (1896-1940), Hemingway og Dos Passos som de største navne – var alle formet af desillusionen, og den udbredte fremmedgørelse overfor en civilisation, der primært var kendetegnet ved sin altomfattende materialisme.

Foragten for materialismen og den udbredte dyrkelse af overfladiske værdier blev hos disse forfattere forvandlet til en dybtliggende fortørnelse over for social uretfærdighed. Hemingway og Fitzgerald skrev kritiske samtidsromaner om mødet mellem individet og det samfund, der bryder det ned. Dos Passos valgte en modsat strategi, idet han forsøgte at skildre, hvorledes samfundet nærmest overalt nedbryder den enkeltes personlige integritet. For at føre denne radikale strategi ud i livet var det imidlertid nødvendigt med en ny romanform.

En roman i montageform 
Gennembruddet, og det såvel det kunstneriske som kommercielle, kom først med den eksperimenterende byroman Manhattan Transfer i 1925. Titlen henviser til en metrostation, hvor ”alle skifter linie” og kan ses som billedet på byens myldrende liv i perioden fra 1890’erne og frem til starten af 1920’erne.

Romanen udvikler sig som en hæsblæsende rejse gennem New York. Gennem byens geografiske landskab; den spirende metropol, der er hjertet i den amerikanske økonomi, men også slum, mørke gyder og en industriel udørk. Det er ligeledes en rejse gennem byens etniske og sociale landskab, hvor vi undervejs møder en sand strøm af forskellige menneskeskæbner: iværksættere, den unge overklasse og anarkister, nødlidende immigranter og sønderrevne børshandlere.

Kun en enkelte af disse fortabte sjæle, den intelligente og sympatiske Jimmy Herf, undslipper byens dæmoniske tiltrækningskraft, og ved romanens afslutning er han på vej til at forlade New York i et forsøg på at finde frem til en tilværelse formet af nogle andre værdier. Romanens egentlige hovedperson er dog New York og de livsformer, der er kendetegnende for den moderne storby.

Den sociale indignation er det brændsel, der driver romanens udvikling frem. Menneskene har i den hektiske og ubarmhjertige storby mistet deres identitet og er blevet objekter. Jean-Paul Sartre, der havde den største respekt for Dos Passos’ kunstneriske kvaliteter, omtaler disse karakterer som ”personer uden personlighed i en roman uden forfatter”. 'Manhattan Transfer' er en montage af sideløbende handlingsforløb, der skaber et levende billede af byen som et overvældende kaos af stemmer og synsindtryk, der bringer associationerne i et væld af forskellige retninger.

Vi ser begivenhederne som gennem et kameraøje, og filmen er da også romanens væsentligste inspirationskilde. Dos Passos skrev selv, at ”kunstneren skal nedskrive den flygtige verden på samme måde som filmen optager den. Via kontraster, sidestillinger og montage kan han indarbejde dramatik i sin fortælling.”  

Hovedværk og eftermæle
Efter 'Manhattan Transfer' gentog han med hovedværket, trilogien 'USA', kunststykket i et endnu større format. Trilogien bestod af 'Den 42. Breddegrad' (1930), '1919' (1932), og 'Store penge' (1936). Mammutværket viderefører og videreudvikler den filmiske metode og den pessimistiske grundholdning, der ikke levner meget plads til troen på en bedre fremtid, er igen et tematisk kardinalpunkt.

De sidste 30 år af sin karriere skrev Dos Passos et utal af samtidsromaner, men han formåede imidlertid ikke at holde det høje kunstneriske niveau, og det har i en vis udstrækning skæmmet eftermælet. Politisk bevægede han sig mod højre og endte karrieren som dybt reaktionær, hvilket også har været med til at kaste en skygge over forfatterskabet. Men 'Manhattan Transfer' og 'USA' står stadig som milepæle i den amerikanske mellemkrigslitteratur, og romanernes litterære betydning står ikke til diskussion.