Gyldholm

Stærkt samfundskritisk roman om herregårdsarbejdernes elendige vilkår i slutningen af 1800-tallet med Per Holt som hovedpersonen, der kæmper for en social identitet som fri landarbejder.

'Gyldholm', som er blevet kaldt en 'agitationsroman', handler overordnet set om tyende-husmænds ringe kår i Danmark i slutningen af 1800-tallet og er en kritisk skildring af misforholdet mellem godsejer og arbejdere. Mere præcist møder vi en gruppe arbejdere, der med den karismatiske Per Holt som midtpunkt lever i en evig kamp mod fattigdom og for overlevelse, mens de arbejder under tyendeloven på godset Gyldholm.

Allerede fra begyndelsen af romanen ridses bogstaveligt talt to spor op – et højt og et lavt: da gruppen af arbejdsmændene kommer ridende, må de vige af sporet på vejen for godsejeren og hans vogn. Også indholdsmæssigt understreges skellet mellem arbejdere og herre, idet vægten af personkarakteristikkerne lægges på arbejderne frem for godsejeren: læseren bliver fra starten inddraget i arbejdernes verden og i deres individuelle livsvilkår, således at der skabes en alliance og fortrolighed mellem arbejderne og læseren. Godsejeren beskrives ikke og optræder ikke ellers i romanen, men repræsenteres ved godsets forstander og kammerherre. Den manglende beskrivelse af godsejeren forårsager en fremmedgjorthed mellem denne og læseren, som yderligere tjener til at forstærke identifikationen med arbejderne. Med andre ord indoptager læseren via dette litterære greb arbejderens position som undersåt i forhold til godsejeren.

Fra starten beskrives arbejderne med stor indlevelse, varme, individuelle kendetegn og interne skærmydsler, hvilket står i kontrast til den ensartede arbejdende masse, som de bliver til i deres arbejde på godset. Ikke kun arbejdernes tøj og fattige ydre fremtoning står i kontrast til deres herrer, men også sproget bliver en skelsættende faktor, hvor dialekten afslører undersåtten, mens det rigsdanske tilhører herrerne. Sproget bliver én af mange indikatorer for den hierarkiske orden, der hersker på Gyldholm. En anden indikator er de lokale egnsbeskrivelser, hvor skellet mellem fattig og rig er markeret af et hvidt stakit med det imponerende gods på den ene side og de faldefærdige husmændsrønner på den anden. Godset beskrives oppefra og ned med arbejdernes 'folkestue' placeret i bunden af godset, hvilket underbygger godsets hierarkiske orden. I det hele taget er romanen fyldt med eksempler på skellet mellem rig og fattig, hvor synsvinklen og sympatien ligger hos arbejderne, hos de fattige, der har accepteret deres skæbne og holder sig til det, de altid har gjort.

Men så ankommer en ny husmand og med ham det socialistiske budskab om sammenhold, faglig forening og rettigheder til Gyldholms måbende og skeptiske arbejdere. For første gang i romanen indtræder her en dialog mellem to af de høje herrer – en dialog nødvendiggjort af den nye husmands skaben røre i andedammen. Kammerherren forviser husmanden, som lader sin harmonika spille oprørske toner, der tilsyneladende forsvinder med ham – og dog. For herefter indtræder romanens klimaks, da Per Holt mister to børn i en brandulykke. To børn ud af mange, der er ladt alene hele dagen, fordi også mødrene arbejder fra morgen til aften på godset. Ulykken bliver romanens stærkt kritiske kommentar til arbejdernes ringe vilkår, der her koster menneskeliv. Begravelsen bliver vendepunktet, hvor byarbejdere forener sig med landarbejdere for sammen at udtrykke sorg og protest over misforholdet. Vendepunktet iscenesættes i kirken, hvor den gamle tro symboliseret ved præsten og hans traditionelle og her meningsløse ord bliver afløst af den nye tro, socialismen, der via en talsmand ved begravelsen italesætter de rigtige og meningsfulde ord: placerer ansvaret for ulykken hos herremændene. Per Holt står herefter i spidsen som agitator for den socialistiske tro: "Er dette da ikke et Slaveliv? - Men vi mærker det ikke tilsidst. Saadan lever vi op, saadan levede vore Forældre, og saadan lever vore Børn - og tilsidst kan vi hverken høre eller se, eller fatte eller føle!" Sanserne vækkes bogstavelig talt til live og Per Holt ser nu misforholdene omkring sig. Herrerne betragter socialismen som ”den moderne Gift”, og da arbejderne overskrider det hvide stakit i mere end én forstand, forvises Per Holt og hans familie, mens de andre arbejdere bliver tilbage som forrædere af den nye tro. Romanen slutter til dels med en kritisk kommentar til de arbejdere, som bliver tilbage om faren ved at forene sig på et grundlag af angst og dermed forblive slave, men også til dels med et håb, da Per Holt øjner mulighederne i byens lysende horisont.

Johan Skjoldborg skrev en række romaner, der stiller skarpt på arbejdernes elendige kår i det 19. århundrede. Romanerne vandt stor popularitet, og Skjoldborg blev med sit litterære arbejde og ønske om at forbedre vilkårene for arbejderne en ven af folket. Det var vigtigt for Skjoldborg at ramme præcist i sin problematik, og forud for romanen 'Gyldholm', arbejdede han i en tid som daglejer på herregården Aakjær med henblik på omhyggeligt og realistisk at kunne beskrive arbejdsforholdene. Også i romanerne 'En stridsmand' (1896) og 'Kragehuset' (1899) trækker han på egne erfaringer fra sit lærervirke i Tranum Sogn og skildrer her den barske egn ved Jammerbugten, hvor klithusmændene arbejdede under hårde forhold for et ringe udbytte. Disse romaner vakte stor social debat og blev toneangivende for husmandsbevægelsen, der blandt andet kæmpede for udstykninger af landet, således at flere fik adgang til jorden og dermed selvstændigt kunne opnå øget udbytte af land og marker, hvilket også berøres i 'Gyldholm'.

Kilder, links og centrale værker