Dansk skønlitteratur i 1960’erne udviser et meget broget billede, idet der på mange måder var tale om et afgørende brud med efterkrigslitteraturens æstetiske normer og kunstopfattelse overhovedet. Men disse holdtes alligevel samtidig i hævd af en række digtere og forfattere, især de såkaldte hereticanere (omkring tidsskriftet Heretica, 1948-53).
