Vulkan

Fængende ungdomsroman med originale sprogblomster fortæller om pubertetstidens besværligheder, men giver også et unikt indblik i en verden, hvor barndommen ikke har været ubesværet eller indsvøbt i tryghed.

Ikke uden grund bliver der i Zakiya Ajmi ’Vulkan’ refereret til hovedkarakteren Holden Caulfield i J.D. Salingers ungdomsklassiker Griberen i rugen (Forbandede ungdom). ’Vulkan’ indeholder alle de velkendte aspekter ved at være ung og følelsen af at være fortabt i de skelsættende år med de mange forandringer og store følelser. Dette i en opdateret version med afspejling af samtidens SMS-kultur og klimaangst hængende over hovedet.

Men bogen rummer mere end det. Der er ikke blot et universelt spejl, unge kan holde op foran sig og opleve genkendelsen. Den giver også indblik i, hvad det vil sige at være formet af en socialt belastet baggrund og lide af PTSD, imens man er på vej ind i et nyt livskapitel. Man får forståelse for hovedkarakteren, Anna, for hvem ”Det er svært at begynde på kapitel to, når kapitel et på en måde aldrig slutter”.

Et plus ved denne realistiske roman er, at alt fortælles fra Annas perspektiv og dét, hun står midt i. Der bliver ikke gjort brug af et abstrakt og reflekteret sprog, men derimod et jordnært ét, der passer til aldersgruppen og hendes livsverden. Annas modsatrettede følelser, f.eks. omkring hendes far, skaber troværdighed. Følelserne og stemningerne, Anna oplever, men mangler et sprog for, bliver gjort konkrete gennem sproglige billeder.

Sprogbilleder af naturfænomener er særligt dét, der gør, at denne bog skiller sig ud på en kreativ og nyskabende måde og er læseværdig. Det gælder f.eks. beskrivelser af jordens tektoniske plader, der fremtræder i fortællingen og på sider separat fra kapitlerne, og som effektfuldt skildrer spændinger og forandringer i omgivelserne, men også det indre i den turbulente teenagetid:

”Jeg bevæger mig også. Indvendigt, i hvert fald. Der ligger et lag af tektoniske plader under min hud. De støder sammen til bjergkæder og trækker sig fra hinanden, så der opstår kløfter […] Alt i mig er i opløsning. Men jeg står stadig på nøjagtigt det samme sted”.