Spekulativ fiktion viser en tilgang til virkeligheden som ofte er ekstrem, off og weird, men også rummer hårdtslående politiske og identitetsmæssige litterære eksperimenter.
Af lektor i amerikansk litteratur og kultur, Rune Graulund, ved Center for Amerikanske Studier.
I paraplybegrebet ”spekulativ fiktion” ser vi i litterære genrer såvel, forfattere og værker en tilgang til virkeligheden, der i første omgang virker ekstrem, fantastisk og vild. Den afspejler dog i sidste ende blot virkeligheden på en anden måde. Eller rettere spekulativ fiktion viser os, at den virkelighed vi troede vi kendte, i lang (måske al)tid faktisk har været spekulativ, abnormal og freaky. Den virkelighed som spekulativ fiktion præsenterer os for, stemmer måske faktisk mere overens med den virkelighed vi kender, og er derfor langt mere ”realistisk” end noget klassisk realisme kan gøre sig håb om at angive.
Som begreb blev spekulativ fiktion for alvor populært, da den canadiske forfatter Margaret Atwood viste sin modvilje mod at blive klassificeret som en science fiction-forfatter. Atwood tager afstand fra science fiction som mærkat for egne værker til dels fordi hun mener, at begrebet fremkalder ideer om rumskibe og rumvæsener, laserpistoler og nørdede fremtidsteknologier. Atwood (1939) var som ung eksponeret for science fictions såkaldte ”guldalder”, en epoke af science fiction, der næsten udelukkende var domineret af og handlede om mænd. Atwood mente derfor at science fiction ikke alene var misvisende, men måske endda et lidt pinligt mærkat. Et klassisk Atwood værk som for eksempel Tjenerindens Fortælling foregår i en alternativ virkelighed, hvor USAs kønspolitik er bombet tilbage til middelalderen, og kloden er endnu mere udpint end det nu er tilfældet. Som en feministisk fortælling om, hvor galt det kan gå, hvis vi ikke er årvågne i nuet, så mener Atwood derfor, at spekulativ fiktion er et langt mere rammende begreb. Science fiction er en genre, som hun helst ikke vil associeres med netop fordi den, som hun siger det, ikke har sin rod i virkeligheden, og slet ikke i den virkelighed hun som kvinde oplever: “Speculative fiction encompasses that which we could actually do. Science fiction is that which we’re probably not going to see.”
Genrelitteraturens triumf: eller sex, finlitteratur og Område X-musik
Såkaldt genrelitteratur findes i mange størrelser. Krimi, science fiction, kærlighedsromaner, thrillere, fantasy, young adult, fanfiction, horror mm. Fælles for disse ellers så tilsyneladende forskellige typer litteratur er, at enkelte værker oftest ikke regnes som enkeltstående kunstneriske bidrag til verdenslitteraturen, men som del af en større gruppe af værker, der deler identiske træk: elementer, stemninger, stil, strukturer. Traditionelt set har genrelitteratur af samme grund været ilde set af litteraturkritikere, netop fordi værker, der kan klassificeres i en særlig genre per definition regnes for at være forudsigelige og formulariske. Det at kunne klassificeres, at være identificerbar og til dels derfor identisk med andre værker fordrer ikke som udgangspunkt originalitet eller kreativitet.
Alt det har spekulativ fiktion som genren defineres i dag dog fået rykket grundigt ved. Nu dufter spekulativ fiktion af noget helt andet, af noget mere vovet og til tider også radikalt eksperimentalt, hvorfor den netop også har formået at bygge broer mellem ellers afskårne litterære kontinenter. For når spekulativ fiktion er bedst, formår den på én og samme tid at have en aroma af det vulgære og det lavkulturelle samtidig med at det netop er i denne genre, at mange af de seneste års allermest hippe, hårdtslående politiske, filosofiske og identitetsmæssige litterære eksperimenter er at finde.
China Miéville’s 'Perdido Street Station' (2000) er et tidligt eksempel på dette. Miévilles roman har lange erotiske passager, der ikke holder tilbage på noget som helst i beskrivelserne af dampende hotte sex-scener mellem mennesket Isaac og hans kærest Lin, en insekt-kvinde af racen khepri. Om man som læser reelt bliver tændt af menneske-insekt sex er naturligvis op til ens indlevelsesevne og eventuelle kinks. Men den overordnede pointe her er sådan set også mere den absolutte tro på både sit eget projekt såvel som spekulativ fiktion som sådan, som Miéville på nærmest hver eneste side af 'Perdido Street Station' insisterer på vi tager dødeligt seriøst. Det her shit kan ændre verden og det bør det. Eller snarere, det her er verden.
Og alt det halvandet årti før antropologen Donna Haraway i sit 2016 manifest 'Staying With the Trouble' indgående opfordrede os alle til at ”make kin not babies”: altså at skabe forbindelser til dyr, planter og jorden selv snarere end udelukkende til (og til at lave) andre mennesker, hvis vi skal gøre os noget håb om at redde planeten (fra mennesket). På samme vis skubber Jeff VanderMeer med sin øko-noir trilogi om det mystiske Område X os gevaldigt på maven (og gonaderne), når han stiller spørgsmålstegn til menneskets ret til at herske over naturen, samt udstiller hvor tåbelige vi har været, når vi gennem oplysningstidens rationalitet og ideen om videnskabens objektivitet nogensinde har kunnet investere i ideen om ”realisme”.
Virkeligheden 2.0
I slipstrømmen på spekulativ fiktions popularitet har vi derfor også set et væld af nye litterære genrer pible frem i sprækkerne af realismens krakelering. Clifi - eller på dansk klimafiktion - er nok det mest omdiskuterede af disse. Men hertil kan også lægges ”the new weird”, hvor føromtalte Miéville og VanderMeer er to af de største navne, samt genrer såsom ”ecogothic” eller ”biopunk”, hvor det ”naturlige” og det ”normale” udfordres af henholdsvis af overnaturlige eller det videnskabelige, der flyder over og skubber til traditionelle former. Alle disse udspringer af tidligere spekulative fiktive genrer, hh. ”weird fiction” (e.g. H. P. Lovecraft), ”gothic” (e.g. Bram Stoker) eller ”cyberpunk” (e.g. William Gibson), ligesom clifi i bund og grund er science fiction, men med et dedikeret fokus på klima. Fælles for alle er, at allerede eksisterende genrer kombineres med nye elementer og opdateres til en 2.0 version, så de passer til den nye og højst besynderlige virkelighed, som det enogtyvende århundrede præsenterer os for. Emily St John Mandel har for eksempel i bøger som Station 11 og Stilhedens Hav både inden og efter Corona stillet skarpt på, hvad der sker med det moderne samfund og menneskelige relationer, når pandemien rammer. Pesten og metoderne til at bekæmpe den er århundreder gamle, men i Mandels fiktion undersøges disse i lyset af nutidens Chicago eller en nær fremtids by på månen.
Dansk spekulativ fiktion - og den gamle gardes spekulative vending
Forfatteren, kritikeren og antropologen Amitav Ghosh har påpeget, at de generationer der følger os muligvis vil klassificere vores æra som ”the great derangement”. Altså en alder, hvor ”vi” var helt afsporede fordi vi pure nægtede at handle eller sågar endog bare registrere de enorme problemer vi gennem klimaforandringer, forurening, rovdrift på materialer og dyrs habitater, reduktionen af biodiversitet og forøgelsen af plastic, monokultur og factory farming med meget, meget mere lystigt smadrer kloden og styrer mod afgrunden på alle tænkelige planer, men intet gør for at ændre vores adfærd. Ghosh er især bestyrtet over at litteraturen intet gør, eller i hvert fald har gjort meget lidt, for at tage favntag med de mange, mange (menneskeskabte) problemer, vi står over for.
Ghoshs kritik, der i skrivende stund stadig har under ti år på bagen, er dog ikke helt korrekt. For selvom han har ret i visse ting, og er berettiget i kritikken af, at litteraturen burde have taget langt mere direkte fast om disse problemer, så er der nu et væld af eksempler på, at det faktisk netop er, hvad litteraturen nu faktisk gør. Ser vi mod de hjemlige himmelstrøg, så er romaner som Caspar Colling Nielsens Mount København eller Den Danske Borgerkrig 2018-2024, Rakel Haslund-Gjerrilds Alle Himlens Fugle eller Jonas Eika, der i Efter Solen præsenterer læseren for en række ”ekstreme miljøer, der er voldsomt fascinerende, fremmede, genkendelige og absurde”, eksempler på, at virkeligheden som vi (troede vi) kendte den simpelthen er blevet for weird, for vild og for uregerlig. Realismen og naturalismen, der har regeret den klassiske og ”seriøse” litteratur i umindelige tider kan siges at have meget lidt, hvis overhovedet noget, at skulle have sagt.
Kigger vi op fra det hjemlige og ser udad igen, så er det også slående, hvordan vi i de seneste år har set et væld af mandlige forfattere, der tidligere i deres forfatterskab gjorde sig bemærkede gennem skarpe, men også ret konventionelle værker, der holdt sig til formater, stilarter og regler, der hører det tyvende århundredes realisme til. Ian McEwans Maskiner som mig, Kazuo Ishiguro Klara og solen, eller Dave Eggers 'The Circle og The Every' er blot et par eksempler på denne drejning mod det spekulative, men Cormac McCarthy og hans 2006 roman Vejen er det måske mest berømte eksempel på denne trend. McCarthy udgiver da han er over halvfjerds en postapokalyptisk roman, hvor en ikke nærmere bestemt katastrofe har ødelagt biosfæren og atmosfæren. I stedet for at se tilbage, på USA's fortid, på naturen og på det amerikanske landskab, så ser McCarthy her fremad, og det han ser er ikke kønt. For som konklusionen på romanen siger det, så står vi nu i en situation, hvor verden og det ”reelle” er ”a thing which could not be put back. Not be made right again.”
Fint nok. Eller rettere: not fine at all.
Verden som vi kendte den er ikke som vi troede den var og heller ikke som vi ville ønske, den burde være. Noget er brækket af, noget er gået i stykker og kan ikke ”be made right again.” Men så må vi tilpasse os og forhåbentlig også ændre os, og på sigt verden. Og det er lige netop det, som spekulativ fiktion kan og kan lære os, hvordan ”vi” gør. Realismen er død. Længe leve spekulativ fiktion. Længe leve bedre og mere inklusive virkeligheder.
Kommentarer