Til minde om kærligheden

En langt fra mindeværdig bog om en nations kollektive kamp mod en traumatisk erindring.

Holdt op mod en tjekliste over slagkraftige litterære temaer ser ’Til minde om kærligheden’ ud som en god bog: Den har både familiedrama, kærlighedskvaler, krig, hemmeligheder, kulturmøder, og så tager den afsæt i reelle historiske begivenheder.
Desværre ender den med sine fire familiedramaer, tre kærlighedshistorier og utallige forviklinger med at snuble i sine egne snørebånd et godt stykke fra målstregen. Og det er en skam. Især når den trækker en så vigtig en historie med sig i faldet, som den Aminatta Forna har på hjerte, om nødhjælpsturisme i efterdønningerne af en borgerkrig.

Den unge idealistiske britiske psykolog Adrian Lockheart er rejst til Sierra Leone i kølvandet på landets blodige borgerkrig for at hjælpe den traumatiserede befolkning. Her møder han kirurgen Kai Mansaray, som han knytter et venskab med. Kai var også læge under borgerkrigen. På et tidspunkt spørger han Adrian, hvorfor han er kommet dertil. Det har Adrian mere svært ved at svare på, end han troede han ville have. Han har fortalt sig selv, at han er der for at hjælpe, men det er måske i lige så høj grad resultatet af en klassisk midtvejskrise. Uanset hvorfor, så har Adrian i hvert fald svært ved at komme til at gøre noget for de mange krigstraumatiserede borgere, der aldrig har hørt om en psykolog før.

Undervejs har Adrian en række (aldrig forklarede) samtaler med den døende patient Elias Cole, som beretter om en stormfuld ungdomsforelskelse fra årene før borgerkrigen i pigen Saffia, som han ikke kunne få, fordi hendes karismatiske mand Julius stod i vejen, indtil skæbnen vendte, og han ikke gjorde det længere.
Adrian møder også selv kærligheden på en skæbnesvanger måde i Sierra Leone, og undervejs bliver forskellige – mere og mindre grusomme – hemmeligheder fra borgerkrigens tid afdækket, i takt med at Adrian og Kais skæbner flettes ind i hinanden. Det hele sker i en række af mere og mere forventelige afsløringer, der tager form af mere og mere irriterende bekvemme sammenfald med forfatterens overordnede plan for historien.

Desværre er det ikke kun den forcerede struktur, der spænder ben for romanen.
Når det er Elias, der taler, foregår det i første person, hvilket i udgangspunktet er et smart greb, der spiller på jeg-fortællerens evige pålidelighedsproblem og knytter det an til et overordnet litterært tema. Men ligesom med resten af bogen kommer det hele til at virke kunstigt og stift, som her hvor Elias beretter om en episode på en bar:

”Saffia bad om en ingefærøl. Jeg pressede hende til at tage en rigtig drink. Hun rystede opgivende på hovedet. ”

Hvem i alverden fortæller på den måde om begivenheder, der fandt sted for over 30 år siden?!
Teksten er strøet til med sådanne unødvendige detaljer, der lægger sig som et tyndt lag støv over hele romanen. Øv for et snublefald.