Syngeklubben leipzigerne og andre mennesker fra DDR

Ole Steen Hansen har skrevet en personlig beretning om livet bag muren i det land, der engang hed DDR, og om livet efter murens fald.

Ole Steen Hansen har skrevet en række meget personlige portrætter, både af sine gode venner Hannelore og Volker i Leipzig og af mange andre af de andre DDR-borgere, han mødte i årenes løb. Forfatteren fortæller med stor varme og humor om det land, der engang hed DDR og om de mennesker, der levede der.

Ole Steen Hansen mødte Hannelore fra Leipzig på en sprogskole i Leningrad. Han opretholdt forbindelsen med hende og hendes senere mand Volker, og det lykkedes på trods af mange til tider uhyrlige restriktioner at besøge parret adskillige gang fra 1976 til murens fald. I begyndelsen var det nysgerrighed, der drev ham, senere var det venskabet.

I tekst og billeder fortæller Ole Steen Hansen om livet bag "Den antifascistiske beskyttelsesvold", som muren hed i DDR. Han fortæller om en hverdag, der var besværlig og til tider absurd set med danske øjne. Han fortæller om dem, der ville ud og dem, der affandt sig med tilværelsen. Republikflugt var en meget alvorlig forbrydelse. Han fortæller desuden om det allestedsnærværende STASI, der vidste alt om alle, om soldaterne, der frygtede at skulle patruljere langs grænsen, om varemanglen og meget andet. Endelig fortæller han om, hvor besværligt det var, når man som dansker ville besøge DDR, bl.a. om toldernes paranoia.

Der var mange syngeklubber i DDR, hvor partitro unge mødtes for at synge solidaritetssange. Syngeklubben fra Güstrow optrådte på et tidspunkt i Ribe, og på forunderlig vis lykkedes det for forfatteren at få sit amatørband til at optræde i Güstrow. Ole Steen Hansen ønskede at knytte kontakter til de unge, men de henviste hele tiden til korlederen, og først efter murens fald fandt han frem til nogle af medlemmerne fra dengang og fik lavet interviews med dem.

Det var især drømmen om smarte jeans og vestlig rockmusik, der styrede de unges drøm om Vesten, mens det at kunne købe bananer kom til at stå som den ultimative frihed for de fleste. De unge havde dog lært, hvad de skulle svare, hvis nogen nævnte bananer. At deres forældre jo havde arbejde. Underforstået: hvad nytter det at kunne købe bananer, hvis man er arbejdsløs.

Der var en utrolig eufori, da muren faldt, men ikke alt lykkedes med ét slag. Der var stadig stor forskel på at være ”Ossi” eller ”Wessi”, og selv om parolen lød ”Wir sind ein Volk”, svarede mange østtyskere ”Das sind wir auch”. Lærere, der underviste på samme skole, fik forskellig løn alt efter, om de var øst- eller vesttyske, priserne steg, og østtyskerne oplevede for første gang arbejdsløshed. Måske ikke så mærkeligt, at der opstod en vis ”Ostalgie”. Det er desværre en skævhed, der stadig eksisterer, og som – måske – har været med til at skabe grobund for bevægelser som Alternative für Deutschland.

Efter Murens fald mister Ole Steen Hansen forbindelsen til Hannelore og Volker, og det lykkes ham ikke at finde ud af, hvorfor de trækker sig. Han kan heller ikke finde sit dossier hos STASI, selv om han er overbevist om, at der må findes ét.

Ole Steen Hansens meget personlige bidrag til historien om DDR, er et fint supplement til de mange bøger, der er udkommet i anledning af 30 året for murens fald, og hans personlige fotos supplerer teksten fint.