Sig at du lyver

Der står roman på forsiden, men 'Sig at du lyver' er endnu en dokumentaristisk skildring, der rummer et personligt, eller måske nærmere: privat opgør.

Silvia vokser op på Færørene med sin mor, stedfar og bror. Familien er stærkt troende og meget engageret i den kristne sekt Nardus, der jonglerer med en del forbud. Silvia stigmatiseres i skolen som hende, der altid har nederdel på, men derhjemme sker det værste: stedfaren Sæbjørn misbruger hende. Resten af husstanden terroriserer han med sit humør og sine griller. Moren behøver sin mand og ser intet, eller: det, hun ser, lukker hun øjnene for. Senere, da Silvia får fortalt om det årelange misbrug, bliver hun negligeret. Sæbjørn skal undskylde over for Gud, mener man i sekten, men andre konsekvenser bliver der ikke. Silvias liv styres af bitterheden, og det er samme bitterhed, som driver ned over siderne. Hun higer efter den retfærdighed, som hele tiden er akkurat uden for rækkevidde. Senere finder hun ud af, at det nærmest har været almindeligt kendt i det færøske øsamfund, at Sæbjørn er pædofil.

Silvia vil høres og forstås, og dette behov styrer historien i sådan en grad, at det er en bog, der suger energi ud af læseren. Silvia vil anerkendes og have retfærdighed, og hendes fortælling er stærk og tankevækkende, men som  skønlitteratur skæmmes den af en alt for tydelig kronologi og opremsning af episoder, som er mindre vigtige for andre end dem, der er en del af detaljen. Romanen er på mange måder et anklageskrift, hvor jeg desværre synes, at selve historien drukner i, hvem det sagde hvad, hvornår og hvorfor. Der bruges således også forholdsvis meget plads på, hvor mange penge moren har snydt Silvia for, hvilket statsborgerskab Silvia har og hendes årelange kamp for at få et efternavn, der ikke har relation til Sæbjørn.

Sig at du lyver skildrer det lille samfund, religiøs snæversynethed og hjertegribende svigt. Det er en meget personlig og barsk historie om et skadet og svigtet sind.