Køtere dør om vinteren

En grum og dyster novellesamling af en undergrundsforfatter med et øje for små mennesker på randen af katastrofen.

‘Køtere dør om vinteren’ er en overbevisende bogdebut for A. Silvestri – et navn der ellers har optrådt i en del antologier og blade og nu med rette får lov at optræde i en hel samling. Hele 31 noveller er det blevet til og bogen er da også opstået fra to forskellige samlinger, forfatteren havde lagt op til. Den ene samling skulle rumme realistiske litteratur, mens den anden skulle bekende sig til de fantastiske genrer: science fiction, horror, fantasy og lignende.

Blandingen af realisme og fantastik er det der gør novellesamlingen til et ekstra interessant bekendtskab, for man ved aldrig helt, hvad der venter om hjørnet. Bliver det et psykologisk portræt af en kvinde på randen af sammenbrud, eller falder virkelighedens grå vægge væk og afslører mørket bagved? Silvestri begår sig med succes i en række forskellige genrer over bogens 345 sider, og selv om det til tider kan føles som en smule for meget af det gode, er det ikke til at komme uden om, at han får klemt noget power ind i sine historier.

Særligt er Silvestri god til at beskrive mennesker – gerne mennesker, der er trængt, og gerne i øjeblikket før de sidste dråber af håb skyller ud i afløbet. Når man er færdig med ‘Køtere dør om vinteren’, sidder man med en fornemmelse af at måtte kæmpe sig fri af et morads af desperation, utilfredsstillende sex, vold og frustration for at komme tilbage til lyset. Det er (måske overraskende for nogle) en ganske god oplevelse.

Det er ikke al litteratur, der skal skinne et lys ind i vores liv – nogle historier lægger uendeligt langsomt hånden over det sidste, blafrende stearinlys og efterlader os alene med os selv i mørket. Det kommer helt an på læseren, hvad man tager med ud af mørket.