En vase i brystet

En underligt højstemt bog hvor højstemtheden, og en fornemmelse hos mig af at forfatteren har en skråsikkerhed i forhold til anvendelsen af metaforer, som ikke stemmer overens med udførelsen, trækker ekstremt meget fra min oplevelse. Det virker til tider nærmest tilfældigt. Alt er skrevet med småt, men ordet ”I” kan ikke gradbøjes til pludselig at være med småt, da det så bliver til et andet ord. Det er en fejl, der skæmmer, specielt fordi den er gengivet på bagsiden. Der synes at være en stærk tro på det usagte kombineret med billedsproget, men billedsproget er ofte vagt, hvor jeg forestiller mig, at det tænkes som værende stærkere, at være i stand til at slå hårdere end det gør (på mig). Det er efter min mening en opstyltet digtsamling, der vælter under sine egne, uforløste ideer. Det uforløste, det uudforskede bliver i stedet puttet ned i en sproglig skabelon, der virker rigid på mig. Bogen efterlader mig kortvarigt med en tomhed, men en tomhed jeg ikke får lyst til at undersøge nærmere, da der ikke er nogen speciel udforskning af eksistensen men mere en slags konstatering, nærmest beatpoesiagtig når den er værst, der mest af alt peger på og definerer det rum, den oplevelse, jeg åbenbart skal føres igennem uden mulighed for meget andet. Der er noget uorganisk over det. For megen kontrol skaber paradoksalt nok for lidt kontrol med sproget, så det ender ud i en krampagtig forklaringsmodel, der står i skærende kontrast til livets mysterier. Den helt absurde påstand at døden er enkel, at den efterlader nogen svære følelser, men at livet går videre, er den forenklede forklaringsmodel, i mine øjne, der stilles op. At forfatteren, ifølge Maria Johansens anmeldelse, skulle være i stand til at ”sætte ord på det ordløse” og at ”det enkelte ord er udvalgt og sammensat med andre ord med så stor omhu, at der ikke kan være tvivl om forfatterens mestring af det håndværk, den gode litteratur afhænger af. Det er en sansemættet samling og forfatterens egne fotografier bidrager til læserens oplevelse af liv, lys og elementer, som ikke kan tæmmes af hverken levende eller døde.” er helt uforståeligt for mig. Min oplevelse er, at jeg læser noget, der forsøger at fortælle mig, at ”sådan her skal et digt se ud”, frem for at læse noget som reelt vil fortælle mig noget. Jeg bliver ikke udfordret som læser. Jeg bliver lettere irriteret og får derefter lyst til at lægge bogen væk. Hvis påstanden i bogen er, at der er krise, så er der alt for megen styr på den krise. Jeg synes, det er en sjusket digtsamling, jeg på ingen måde fik lyst til at genlæse.