Jeg slår mig selv på brystet som en slags primitiv handling

Noa Kjærsgaard Hansens anden digtsamling er en tynd, gul fartstribe, der river dig med ind i en ung mands tanker og opfattelser af omverdenen.

En mandlig jeg-person i slutningen af 20’erne slår sig på livet, ligesom alle andre mandlige og kvindelige jeg-personer i slutningen af 20’erne gør. Som en svamp suger jeg-personen til sig af radiofrekvenser, udsyn fra vinduer og rejser i verdener der ikke ligner hans egen. Teksterne veksler mellem fyld-ud-agtig stream of consciousness, og helt klare lynnedslag af høj litterær kvalitet.

Bogen består af fem langdigte, skiftevis angivet som skrevet i udlandet (på rejse) eller hjemme i Aarhus Nord. Jeg kan bedst lide dem, der er skrevet ud fra en desperat ensomhed i lejligheden i Aarhus, hvor der gøres mange tanker om fortid, nutid og fremtid. Jeg-personen er særligt optaget af at bruge minder fra barndommen til at sætte nutiden i perspektiv.

Når Noa K. Hansen skriver allerbedst, har jeg det som om han taler nøjagtigt ind i min fortids 27-årige sjæl, single, erfaren og umoden på samme tid. Hele tiden i tvivl om jeg traf de rigtige valg på de rigtige tidspunkter. Skal man tage af sted til en fest, man ikke har lyst til? Skal man række ud eller beskytte sig?

Tekstbidder som ”Jeg er ikke bange for at være alene / men jeg er heller ikke tryg ved det” og ”Livet virker / som erfaringer / der lægger sig oven på hinanden / som vasketøjet ved siden af min seng” viser hvor skarp Noa K. Hansen er, når han taler direkte ind i vores alles erindring om et usikkert ståsted i livet mellem ung og voksen.

En anden stilistisk fuldtræffer er, når han fletter elegante call backs til tidligere læste sætninger ind i teksterne. Det giver en følelse af, at man som læser er i hænderne på en kompetent forfatter der, uden megen rysten på hånden, bygger sin digtsamling op, som et bygningsfundament, der skal holde i mange år.

Det ærgerlige for Noa K. Hansen er, at han ikke er den første følsomme mand sidst i tyverne, der tager emner som ensomhed, utilstrækkelighed og angst i dagligdagen op. Noa K. Hansen har virkelig evne for at sætte ord på følelser og genstande, jeg ville bare ønske han var lidt mere kræsen med at skulle fylde en bog ud. Mange af hans sætninger ville slå endnu hårdere i brystet, hvis de stod alene, uden al den sniksnak der også er i bogen. Han er som forfatter tydeligvis inspireret af alt der sker omkring ham, alt han lægger sine øjne og hænder på, alt han lytter til og smager. Med dét i mente, er jeg ikke i tvivl om at Noa K. Hansens forfatterskab vil udvikle sig med ham som person.