Af litteraturstuderende Jakob Ladegaard
Kinesisk vandtortur går ud på at lade det fastbundne offer blive ramt samme sted - gerne i hovedet - af vanddråber, der falder med jævne mellemrum. Efter nogen tid med denne behandling bliver smerterne uudholdelige. Hver eneste vanddråbe slår som en hammer mod kraniet, der nu kun er en resonanskasse for dråbernes tordnen. Det er monotoniens tortur. Det er de tilsyneladende tilforladelige midlers tortur.
I norske Abo Rasuls (f. 1973) anden roman Macht und Rebel (2002) er menneskene i det skandinaviske overflodssamfund torturofre. De rammes uophørligt og skånselsløst af reklamegøgl og politikgejl (som længe har været det samme) og almindelig fejhed og selvtilfredshed og hykleri, og det har stået på så længe nu, at de fleste skandinaviske kranier blot er perfekt ekkoproducerende hulrum, hvori det, der igen og igen og igen og igen tvinger sig ind gennem øjne og ører, blot resonerer tomt et par gange inden det bliver slynget ud af kæften… igen.
Men der er nogen, der ved, at nok er nok! Der er nogen, der har sat sig for at slå igen og fucke det modbydelige system up! Og det er ingen andre end undergrundsveteranen Frank Leiderstam, af vægtige årsager aka Fedten og hans (mere eller mindre) trofast anarkistiske anti-alt-aktivisthær.
Hvordan har de tænkt sig at gøre det? I hvert fald ikke ved kritik eller debat eller værdier, eller hvad nu venstrefløjen ellers kan byde på i dag. Det er jo kun snak og kompromisser, og det her skal være radikalt. I stedet forsøger de blandt andet at undergrave samfundet og de store, multinationale selskaber ved at hacke, distribuere undergrundsskrifter og sælge piratkopier af kendte mærkevarer produceret i Østen.
De laver T-shirts med lettere modererede logoer, som Kein (Nike – skrevet med den kendte skrift og med det evindelige flueben nedenunder), Dopel (Opel), McNonalds (gæt) etc. Men også undergrunden har sine karrierefolk, sine spytslikkere og sit hykleri. Og den går ligeså monotont og refleksagtigt mod mainstream som det etablerede samfund flyder med.
Også undergrunden (især Fedten) tjener penge og er nærmest et firma – for oprør sælger. Og de store selskaber får oven i købet en slags gratis reklame derved. Så undergrunden er ikke bedre. Vi er tilbage ved udgangspunktet… igen!
Det er i hvert fald Rebels mening. Og det er grunden til, at denne livstrætte eksaktivist beslutter sig til at jorde Fedten og hans karrieresubkultur. Det får han imidlertid ikke held til, før han møder Macht, der er ansat i et konsulentfirma, som sælger subkultur til store firmaer.
De to beslutter sig for at tage skridtet fra det bløde, politisk ukorrekte til det decideret politisk uacceptable. De forenes således omkring de to fænomener, der endnu er aldeles tabubelagte og uacceptable i vores eftergivende samfund; børneporno og nazisme. Navnene Macht og Rebel er apropos nazisme en omskrivning – i bedste Fedten-stil, faktisk (oh, bundløse ironi) - af det nazistiske terrordekret Nacht und Nebel. Hvad der kommer ud af den alliance, må læseren selv undersøge, men jeg kan forsikre dig for, at det ikke er småting.
Macht und Rebel skriver sig ind i den lille bølge af kynisk, politisk ganske ukorrekt 90’er og 00’ er litteratur, hvis fremmeste foregangsmand er franske Michel Houellebecq (1958), der måtte lægge ryg til beskyldninger for racisme, sexisme og antisemitisme efter sine tre romaner Elementarpartikler, Udvidelse af Kampzonen og Platform – en skæbne, der også er overgået Abo Rasul og hans to meget udskældte (og roste) romaner, hvoraf Macht und Rebel er den seneste og mest kritiserede.
Den er som Houellebecqs bøger skrevet i et befriende barsk og tidssvarende sprog. De har også noget andet til fælles: humor. Jeg grinede flere gange højlydt under læsningen. Mest på grund af de utrolige evner forfatteren har til at konstruere fantastisk tilsvinende karakteristikker af sine personer, samt de grinagtige dialoger og den knaldhårde indre monolog, Rebel ofte fremfører.
Men denne latter havde jeg også samtidig lyst til at holde tilbage. For de temaer, der behandles – især pædofili og nazisme - er bestemt ikke lattervækkende i sig selv. Romanen piner og provokerer sin læser ved at få ham til at grine af ting, man ikke må grine af – den er lattertortur. Kritikken af Rasul er netop gået på, at han gennem latteren gør det farlige ufarligt og i sidste ende risikerer at tale for det. Den kritik går efter manden i stedet for bogen.
Men snarere end en apologi for det utilladelige, er romanen en undersøgelse af de fortvivlende yderligheder hinsides godt og ondt, man måske må gå til for at komme igennem med radikalt anderledes budskaber i den konsensusorienterede samfundsdebat. Den handler om overskridelse af normerne og stiller farlige, men nødvendige spørgsmål i den forbindelse – hvad er forholdet mellem den lumre nordiske sofaracisme og nazismen?
Er børnesex næste tabu, der bliver bredt brudt af den vestlige verden, hvor teensex er et af de mest brugte søgeord på nettet? Skyldes tabuer og normer konsekvente, moralske værdier, eller kan alt gradbøjes af det moderne menneske? Disse spørgsmål bliver yderligere vedkommende og intensiverede ved at invitere læseren selv til en transgressiv handling, nemlig den forbudte, men fristende latter.
Tør man som læser tage denne udfordring alvorligt, og spørge: er det blot Macht og Rebel, der er moralsk fordærvede, eller er de to et uhyggeligt, men vellignende billede på hele samfundet, inklusiv mig selv, der sidder her og ler?
Åbner hele bogen sig som et skarpt indlæg i den sløve debat om vores samfund og moral, som den blodfattige danske socialrealisme (igen!) de sidste år ikke har bidraget til? Derfor er det hårdt, men givtigt for læseren at udsætte sig for denne barske norske lattertortur.
Kommentarer