Anmeldelse
Dexters dunkle drømme af Jeffry P. Lindsay
- Log ind for at skrive kommentarer
Fra en seriemorders mest hemmelige og kringlede hjernevindinger
Dexter - retsmediciner i sit civile liv, men i virkeligheden er han en raffineret og begavet seriemorder.
Det var Dexters adoptivfar, som var politibetjent, der lurede, at noget var gustent ved ham, og med hans gode vejledning har Dexter fundet en måde at leve med sine drifter: Dexter parterer og myrder kun dem, der virkelig selv er ude om det - nemlig andre seriemordere. Dexters søster Deb har ingen anelse, og det har Dexters kæreste heller ikke. Men nogen er på sporet af ham, og det kunne strengt taget godt være den kløgtige seriemorder, politiet netop forsøger at fange. Dexter er både fagligt og personligt imponeret.
Der er sært, men farverigt inde i Dexters hjerne, og det er der, læseren kommer helt ind. Dexter føler ikke kærlighed eller ømhed for nogen, livet oplever han med en grublen og en ironisk distance, der er både underholdende og lidt skræmmende.
Dexters Dunkle drømme er et forfriskende pust ind i sin genre. Hvor f.eks.Bret Easton Ellis' ’American Psycho’ var en roman, der chokerede og gav kvalme, er man muntert underholdt af Dexter og hans indre tankevirkelighed. I virkeligheden er han jo afstumpet, men man tilgiver ham venligt, mens man lader sig lutre af hans originale betragtninger over livet og især samspillet mellem mennesker.
Handlingen er velkomponeret, og intrigen er både overraskende og snedigt strikket sammen.
Romanen, som i øvrigt, selvfølgelig, er 1. del i en serie, er blevet filmatiseret til en populær tv-serie, der rammer handling og tone ret præcist.
Brugernes anmeldelser