1794

Det er grimt og ulækkert og samtidig dybt fascinerende at læse om den dybeste undergrund i Stockholm i 1794 i andet bind af forfatterens noir-trilogi.

”For foden af bakken ligger Träsket som en koldbrand i landskabet. Det er ikke længere til at sige, hvor vandet slutter og den faste grund begynder, for her hælder alle affald ud, også latrinkællingerne”. Velkommen til Stockholms underverden anno 1794.

Hvad skete der på bryllupsnatten med Linnea Charlotta og Erik Tre Rosor? Er det ulve eller Tre Rosor, der har slået hende ihjel? Og hvor er Erik blevet af? 

Mickel Cardell, forhenværende soldat, nu etarmet selvbestaltet detektiv, bliver opsøgt af Linneas mor, som ikke tror på at det er ulve, der har slået hendes datter ihjel, sådan som hun har fået fortalt.

Cardell kender vi fra 1793, hvor han også fungerede som detektiv, men nu er hans største hjælper til opklaringen, Cecil Winge død, så hvad gør han? Cecils bror Emil er ikke til meget hjælp. Sagen holder dog Cardell oven vande, eller oven sprutten, så længe. Og så må han nøjes med den hjælp han kan få.

I det hele taget må man nøjes i Stockholm. Kniplinger, broderier, silke, kulørt stof og kaffe er forbudt! ”For at forhindre at svenske rigsdalere lander i lommerne på udenlandske handelsmænd. Al farve er som blæst ud af gaderne”.

Hvad der så er rigeligt af er ludere og lommetyve og ekstrem fattigdom. Her er så ulækkert og beskidt. Skidt, skarn, lus, rotter og væggelus er overalt. Fattigdom som vi ikke kender. Snavs, druk, opkast, pis, afføring og der stinker overalt. Det er klamt at læse om, men meget overbevisende.

Udover Cardell hører vi også om Erik Tre Rosor og optakten til hans fatale bryllupsnat. Og så er der gensyn med Anna Stina, som kæmper for sin overlevelse og giver mere af sig selv, end man tror muligt.

Ondskaben selv findes i denne bog – legemliggjort! Både fysisk og psykisk ondskab i en grad, så det er sjældent! Jeg vil endda gå videre og sige - som der bliver skrevet i bogen – ”rå grusomhed”.

Historien er intenst spændende og overbevisende, men det, der adskiller '1794' fra andre bøger, er den evne, forfatteren har til at få os med til '1794' og på godt og ondt få aktiveret vores sanser, ikke mindst vores lugte- og smagssans.

Det er så grimt og ulækkert og samtidig dybt fascinerende at læse om den dybeste undergrund i Stockholm. Det er godt gjort, og jeg glæder mig til at læse afslutningen på eventyret om Cardell og Anna Stina, der skal så meget ondt igennem.