Lån bøgerne hjemmefra og stem: Her er danskernes favoritbøger fra de seneste 20 år - nu skal den bedste findes.
Læserne har talt og valgt de fem bøger, som er i spil om titlen som den bedste danske bog fra de seneste 20 år. Hvor mange af de fem shortlistede bøger har du læst? Er din læseappetit også blevet skærpet efter at have læst om bøgerne? Du kan låne de fem bøger på eReolen:
Indtil vanvid, indtil døden af Kirsten Thorup
Indtil vanvid, indtil døden er en fremragende og tankevækkende roman om en dansk kvinde, der efter sin mands død i 1942 tager på rekreation i München og oplever hverdagen i det nazistiske Tyskland.
Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage af Naja Marie Aidt
Naja Marie Aidts 25-årige søn Carl døde i en ulykke i marts 2015. Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage beskriver de første år efter forfatteren modtog den frygtelige besked om sønnens styrt fra et vindue. Den beskriver nøgternt, hvordan det er at have mistet et barn, og hvordan sorgen forandrer den sørgende.
Den der lever stille af Leonora Christina Skov
Den der lever stille er fortællingen om Christinas barndom i Helsinge i 80'erne og hendes nye miljø og genopfindelsen af sig selv som Leonora i 90'ernes København er velskrevet og vedkommende uden at være sentimental. Da morens sygdom tager til er Leonoras rolle at være ‘Bærer af håbet’. Men skylden må hun også bære på.
Vi, de druknede af Carsten Jensen
Vi, de druknede er en stor dramatisk fortælling om en række generationer af mænd fra sømands- og skipperbyen Marstal. Det er en fortælling om mænd, der alle har en umådelig udlængsel susende i blodet og en inderlig trang til at opleve verden. Men det er også en fortælling om en æra og en maskulinitet, der med tiden må se sig fortrængt af de moderne tider og af kvindernes vilje.
Undtagelsen af Christian Jungersen
Efterhånden, som man læser sig vej gennem Undtagelsen, står det klart, at dét, der ved første øjekast syntes en triviel beretning om kvinders intrigante arbejdsmiljø, udfoldes til at handle om menneskets psyke, dets muligheder og især skrøbeligheder i det evige pingpongspil mellem det gode og det onde. Hvordan er vi mennesker i bund og grund, på godt og ondt? – og hvordan tror vi selv, vi er?
Vær med til at vælge den bedste danske bog
Frem til den 9. oktober kan du stemme på din favorit blandt de fem bøger, som danskerne har indstillet flest gange. Når du stemmer, deltager du samtidig i lodtrækningen om en bogpakke med de shortlistede bøger.
Kommentarer