Trælår. Noveller af Jesper Wung-Sung

”Boys will be boys” i disse tyve noveller som kredser om børn og unge, når de er værst.

”Trælår” består af tyve noveller, som kredser om samme grumme tema, ondskabsfuldhed. Det handler om at være dømt ude, at være mobberen, at være offeret, at være den der går med på legen osv. Der er børn, der får andre børn til at spise ubehagelige ting; piger der dominerer hinanden; unge mænd, der spiller strippoker; drenge der vil overgå hinanden i dumdristige udfordringer osv. Umiddelbart bare drengestreger, men det gør ondt som et rigtigt trælår!

Nogle noveller twistes i retning af det overdrevne og surrealistiske som fx i novellen ”Vortemorten”, hvor to drenge graver en tredje dreng ned i græsplænen så kun hovedet stikker op (så langt så godt) for om natten at få den ide at slå græs - jeg behøver vist ikke nævne yderligere her.

”Dallas” giver et rammende tidsbillede af at være ung i 1980erne. Den handler om at passe ind, at efterabe og se op til sin bedste ven, jalousi og om at være kærester med en man kun har sagt ”hej” til.

Det er ambivalent at bruge ordet ondskab, når det handler om børn. Men ikke desto mindre kan man chokeres og forarges over, hvor udspekuleret ondskabsfulde børn kan være samtidig med at naivitet og en underudviklet moralsk sans delvist undskylder dem. Idet historierne opleves fra barnets synsvinkel, er det uden filter og ærligt fortalt. Der er noget nervepirrende over denne fortælleform, hvor man som (voksen) læser føler sig klogere (end barnet) og ønsker at gribe ind overfor amoraliteten og det meningsløse.

Jesper Wung-Sung beskriver fint i tanker og handlinger det at være barn iblandet en portion overdrivelse og fantasi. Novellerne rammer hovedet på sømmet med at karakterisere mentaliteten hos børn, når de er værst eller i værste fald bare sig selv. Læseren vil kunne nikke genkendende til hændelserne/tankerne i historierne fra sin egen barndom. Jeg ville personligt have ønsket at historierne ikke blev twistet så meget i retning af det surrealistiske, men hensigten er sikkert at bringe læseren derhen, hvor man griner i stedet for at græde.