Nye tider af Fay Weldon

Fay Weldon spidder igen snæversynet i tredje bind af Kærlighed og arv-trilogien, hvor traditioner og kønsroller er i opbrud.

Med Nye tider er vi nået til tredje og sidste bind i Fay Weldons underholdende Kærlighed og arv-trilogi, og selvom den ikke helt når højderne fra bind et, så er her stadigvæk tale om en absolut læseværdig oplevelse. Året er 1905, og amerikanske Minnie, som blev gift med Arthur Dilberne, har gjort sin pligt og født ham to sønner. Men Arthur er dybt optaget af udviklingsarbejdet med sin automobil, og Minnie føler sig ensom. Hun kan ikke helt vænne sig til de engelske skikke, og særligt opdragelsen af de to drenge har hun det svært med.

Svigermor, Lady Dilberne, har dog ikke tålmodighed til at høre på hendes ”klynk”. Lord Dilberne har nemlig været så letsindig at invitere kongen på jagt i december på Dilberne Court, og herresædet er meget langt fra at være præsentabelt til et kongeligt besøg. Så Lady Dilberne har travlt med at få installeret varme, toiletter og andre moderne bekvemmeligheder, og så er der naturligvis også alle etiketteproblemerne, for kongens elskerinde Mrs. Keppel skal også deltage i jagten.

Midt i forberedelserne kommer Rosina hjem fra Australien. Hun har skrevet en bog om aboriginernes seksuelle skikke, som nu skal udgives, og det huer absolut ikke hendes mor. Det ender med, at Rosina flytter ind hos søskendeparret Diana og Anthony Robin. Sidstnævnte redigerer bladet The Modern Idler, og så har han og Arthur Dilberne et horn i siden på hinanden tilbage fra bind et. Der er med andre ord lagt op til store omvæltninger i familien Dilberne, og med sit sædvanlige vid og bid fører Fay Weldon læseren sikkert gennem den aristokratiske families udfordringer i denne nye tid, hvor de gamle skikke og livsformer støder sammen med den nye verdens mindre traditionsbundne livssyn.

Som i de foregående bind skifter Weldon synsvinkel mellem de adelige gemakker og tjenerne i underetagen, så snobberiet og hykleriet udstilles både foroven og forneden. Aristokraterne generer sig ikke spor for at pumpe tjenerskabet om intime detaljer fra andre huse, og samtidig er de overbeviste om, at deres folk ikke render med sladder. Denne underlige dobbeltmoral formidler Weldon fremragende.

Når jeg ikke synes, at tredje bind helt lever op til især første bind i serien, er det fordi, jeg mangler lidt nuancer i nogle af persontegningerne. Jeg får ikke helt samme følelser for personerne denne gang, og for eksempel Rosina bliver næsten en karikatur af en kliché. Og så er slutningen også lidt for brat efter min mening. Trods ankerne var jeg dog alligevel gevaldigt underholdt af Nye tider, som stadigvæk giver plads til Weldons evne til at spidde snæversynet og skrive rammende replikker, så læseren sidder med et smil på læben.

Så alt i alt en udmærket afslutning på en dejlig trilogi.