Kongen længe leve af Fay Weldon

Weldon balancerer let og graciøst på kanten af trivialgrøften i denne charmerende anden del af ’herskab og tjenestefolk’-trilogien, der effektivt trækker mundvigene opad.

I seriens første del, ’En passende aftale’, var den adelige familie Dilberne på fallittens rand, men blev i sidste øjeblik reddet af sønnen Arthurs ægteskab med Minnie - en stenrig ung amerikanerinde med en ikke helt uplettet fortid. Jeg var blandt de mange læsere, der slugte de mange forviklinger og intriger omkring ægteskabsplanerne.

Fordelagtige investeringer har nu igen bragt familien i vælten indenfor de fineste adelige, ja kongelige, kredse, og det moderne samfund banker energisk på døren med spirende kvindefrigørelse og industrielle landvindinger. Men i 1901 overskygger planlægningen af Edward 7.’s pompøse kroning alt, også for Dilberne-ægteparret, og alle intrigerer og charmerer for at få en så fremtrædende plads som muligt.

Familiefnidder skorter det heller ikke på. Den amerikanske svigerdatter undrer sig og har svært ved at forlige sig med sine nye omgivelsers ”stiff upper lip.” Dilbernes forhadte præstebror og svigerinde dør i en brand, og Dilberne er i første omgang helt utilbøjelig til at tage sin forpligtelse over for sin unge niece på sig. Derfor har præstefamiliens tjenestepige og hendes snu kæreste let ved at bortføre og udnytte den drømmende pige på det voksende marked for spiritisme-seancer. Som om det ikke var nok, eksploderer tingene også pludseligt omkring Rosina, Dilbernes intelligente rødstrømpedatter.

Det fornemme tidsbillede er præget af Fay Weldons dybe ’herskab-og-tjenestefolk’-viden, hun er faktisk manuskriptforfatter til de første tre afsnit af den klassiske tv-serie. Høj som lav behandles med forfatterens karakteristiske charmerende syrlighed, der effektivt udstiller tidens bornerte hykleri, dobbeltmoral og fortielser. Med elegant og begavet pen indvier forfatteren os for eksempel i al celeber ”gossip” om den daværende kongefamilie.

For alle andre end netop Fay Weldon kunne dette hurtigt være blevet for kulørt, men for mig at se balancerer hun netop let og graciøst på kanten af trivialgrøften. Hun er stadig velgørende velskrivende, og især hendes kvindeportrætter er nuancerede og troværdige. Hendes feministiske holdninger er umiskendelige som i hendes kendte kvindesagsbøger fra 1980erne, og den maskuline verdens tvivlsomme selvhøjtidelighed og tro på egen betydning udstilles som altid morsomt og raffineret. Meget betegnende er det også i denne serie kvinderne, der må klare ærterne, når det virkelig gælder.

Jeg kommer uvilkårligt til at tænke på vores egen kære feminist, Lise Nørgaard, som en pendant til Weldons præcise tidsbillede, skarpe hjerne og charmerende ironi. Hjernevindingerne tvinges i gang og mundvigene trækkes uvilkårligt opad. Intelligent underholdning i særklasse.