Når genstande beretter af Martin Jensen

Ved at lade mere ydmyge genstande fra 47 danske museer berette viser Martin Jensen i et fint stykke formidling, hvordan den store historie kan rummes i den lille.

Martin Jensen kendes fra en række lignende værker – og fra de skønlitterære serier om Eske Litle og Knud den Store. Dette værk er resultatet af en henvendelse til Danmarks historiske museer om at udpege ikke de spektakulære, kendte genstande som Solvognen og Tollundmanden, men en mere undselig men alligevel karakteristisk ting fra deres samlinger. 47 museer responderede, Jensen besøgte dem og fik begrundelsen for, at netop denne ting fortjente at blive fremhævet. I bogen skildrer han de mange vidt forskellige genstande og fortæller deres historie, historisk, kulturhistorisk, ikke blot i den snævre lokale kontekst men også i de store, måske verdenshistoriske sammenhænge. Det er blevet til et flot stykke velfortalt, engageret og begejstret formidling med stor viden og vidt udsyn.

Jeg kunne fremhæve stribevis af spændende ting, spændende historier og vellykkede kapitler. Men lad mig blive ved tre, der på forskellig vis har engageret mig – i visheden om at også andre læsere vil kunne finde netop deres kapitler her.

Jeg starter på Marstal Søfartsmuseum. De udvalgte enstande er et par smykker af elfenben, en ring og et armbånd, ikke påfaldende i sig selv. Men så kommer deres historie – og historien er grum. Smykkerne, viser det sig, har tilhørt skipper Christian Hansen Friis (1874 - 1923), som på et tidspunkt havde sit virke i Afrika hvor han ganske enkelt tog de to smykker fra en død negerkvinde, han fandt liggende på jorden. Et lille ligrøveri, der spejler den gigantiske udplyndring af Afrika, som da fandt sted, ledet af Belgiens umætteligt grådige kong Leopold II, der anførte udplyndringen i Congo og blev verdenshistoriens værste massemorder – langt foran andre forbrydere mod menneskeheden som Hitler og Stalin. Et modbydeligt, blodbesudlet stykke historie.

Jeg fortsætter med kapitlet om Koldinghus, om en krukke af Thorvald Bindesbøll med japansk motiv, nemlig en gengivelse af den store japanske kunstner Hokusai's billede fra den ikoniske træsni-serie ’De 36 udsigter til Fuji’, ’Kanagawa – Den Store Bølge’, måske det bedst kendte japanske kunstværk overhovedet. At verden kom til at kende det er håndfast verdenshistorie. Det lukkede rige Japan blev efter århundreders selvvalgt isolation tvangsåbnet mod omverdenen ved et stykke veritabelt kanonbådsdiplomati i 1850'erne, hvorved bl.a. den unikke japanske kunst strømmede til Europa og blev modtaget med en begejstring blandt kunstnerne i den bølge, der kendes som Japonismen, en bølge, der altså ramte Bindesbøll også – er hans bølge på krukken europæisk fortolkning eller primitivt plagiat af noget sublimt? Den sidste påstand står for min regning – godt man også kan diskutere med Jensen!

Sidste eksempel hentes på Teknisk Museum i Helsingør, hvor en brækpose fortæller om en epoke i dansk luftfart, hvor pilotmangel gjorde, at det nationale flyselskab måtte hyre en pilot, der på grund af luftsyge ofte måtte opgive at gennemføre sine flyvninger! Så morsom kan historie også være!

Det store drama, den lille historie - Martin Jensen gør det hele levende og nærværende, meget fin historieformidling.

Originally published by Torben Wendelboe, Litteratursiden.