Anmeldelse
Døden er et øjeblik Martin Jensen
- Log ind for at skrive kommentarer
Medrivende historisk roman om horens søn, der trodser den etablerede samfundsorden og ender i Amerika.
Den 14-årige Rasmus har alle odds imod sig i 1850-tallets Danmark. Han er søn af Else, landsbyens hore, og siden han var stor nok, er han gået på omgang i sognet som gratis arbejdskraft mod kost og logi. Nu er han konfirmeret og dermed gammel nok til at klare sig selv.
Men ingen ønsker at ansætte horens søn, så Rasmus finder sin egen vej. Han møder Sosmeden, der tilbyder ham et samarbejde. Rasmus skal stjæle fra udvalgte gårde, og Sosmeden sørger for at sælge varerne. Det går fint et stykke tid, men så går et tyveri helt galt, og Rasmus må gå under jorden. Ad kringlede veje ender han i Amerika, hvor han får en ny chance. Han er ikke mere horens søn Rasmus, men Moose Dane, en dansk bonde, der prøver lykken i USA.
Jeg kan ligeså godt erkende, at jeg er stor fan af Martin Jensens forfatterskab. Jeg holder af hans samtidsromaner, hans historiske krimier og i særdeleshed hans historiske romaner. Han er en eminent fortæller, og han har en særlig evne til at skildre fortiden, så jeg føler, jeg er midt i den sammen med hovedpersonen. Sproget er drysset med tidstypiske udtryk, som skaber atmosfære, men er stadig flydende og letlæselig for nutidslæseren. Og så er Jensen mester i at skabe troværdige personer, jeg har lyst til at følge.
Her i bogen får vi et forstemmende billede af Danmark omkring 1850, hvor alle i princippet er født frie, men hvor fattige alligevel er fanget i samfundets lænker, og hvor det er nærmest umuligt at løfte sig fra sin stand. Heldigvis er Rasmus både intelligent og stærk og kan gribe de muligheder, skæbnen byder ham. Så rejsen til USA bliver et springbræt for ham, ligesom den blev for de ca. 300.000 danskere der i årene 1850-1914 udvandrede til Amerika.
Rasmus ender i staten Virginia og bliver således inddraget i spørgsmålet om slaver, et begreb der godt nok ikke bruges i Danmark, men som reelt er hverdagen for mange fattige. De har friheden til at sulte eller til at arbejde for den lokale storbonde.
Virginia er i tiden op til borgerkrigen delt i slavespørgsmålet, og Martin Jensen får letforståeligt forklaret de forskellige interesser, hvilket jeg synes er rigtig interessant. For da borgerkrigen brød ud, var der også slavemodstandere på Konføderationens side. De ville nok slaveriet til livs, men de ville ikke finde sig i, at Nordstaterne fratog Syden sin selvbestemmelse. Den side af historien synes jeg ikke så tit, vi hører om.
I det hele taget er 'Døden er et øjeblik' både et stærkt tidsbillede og en medrivende beretning om en ung mands liv. De store følelser kommer i spil, og jeg lagde nærmest ikke bogen fra mig, før jeg var færdig med læsningen. En vidunderlig roman der lever helt op til Jensens sædvanlige høje standard.
Andre romaner om danske udvandrere til Amerika er f.eks. Lars Kjædegaards Illinois og 'Amerikas lyksalighed' af Martin Petersen. Jeg kan også varmt anbefale Ole Sønnichsens tobindsværk Rejsen til Amerika om den danske udvandring til Amerika.
Brugernes anmeldelser