Mordet på kommandenten - bind 2

Forunderlig og frydefuld fortsættelse af Murakamis nye storværk. Her flyder drøm og virkelighed sammen, og vi får svaret på de mange mystiske begivenheder, der begyndte i bind 1.

Siden jeg blev færdig med første bind af Mordet på kommandanten har jeg følt mig temmelig hjemløs. Men endelig fik jeg andet bind i hænderne og blev atter opslugt af den helt specielle stemning, som kun Murakami kan skabe.

I første bind, Mordet på Kommandanten – en ide viser sig, møder vi den 36-årige navnløse portrætmaler, der flytter ud i bjergene, hvor han låner et hus, som har tilhørt den kendte maler Tomohiko Amada. Her sker der en række forunderlige begivenheder, som alle relaterer sig til et mystisk hul i skoven og det ukendte maleri Mordet på kommandanten.

Bind 2 fortsætter, hvor føste bind slap. Efter en rolig start, hvor vores stadig navnløse hovedperson begynder at male portrættet af den 13-årige Marié, begynder begivenhederne at tage fart. Først forsvinder bjælderne fra atelieret, så dukker Tomohiko Amadas sjæl pludselig en nat op, og siden forsvinder Marié. Skellet mellem den verden vi kender og en anden ukendt verden, hvor ideerne og metaforerne færdes frit, udviskes. Vores hovedperson sendes afsted gennem en indgang til denne verden for at finde den forsvundne Marié. En rejse der udfordrer alle hans sanser.

Der synes at være en forbindelse mellem alle de uforklarlige hændelser, som har fundet sted og finder sted i de to romaner. Dem får vi langsomt svar på, og der viser sig en større sammenhæng mellem tid og rum, drøm og virkelighed og det bevidste og ubevidste.

Stemningen og tonen er den samme som i første del, et flot flydende sprog spækket med litterære og musikalske referencer og ikke mindst masser af mad. Ingen kan som Murakami få det til at lyde så let at tilberede adskillige sunde og smagfulde retter hver aften. Ligesom han også mestrer at beskrive sine personers tøjstil, så man kan mærke cashmeren, ulden eller de skarpe pressefolder.

Murakami forstår på genial vis at fastholde sin læser, så denne, uanset hvad der sker i bogen, tager det ret afslappet og blot lader sig drage ind i romanen. Det er også derfor, det er så svært at lægge bogen fra sig igen, man er næsten nødt til at læse den ud i ét – hvis muligt. Og når man er færdig indfinder en tom fornemmelse sig – man er hjemløs igen.