Mine ar

I dette autofiktive værk fortæller Jesper Wung-Sung med humor og selvindsigt om sine eskapader som barn og ung i Marstal, Japan og Texas i 1970’erne og 80’erne.

Jesper Wung-Sung spinder en rød tråd over de ar, som livet har givet ham på krop og sjæl. Det er med den voksnes erfaring, at hovedpersonen fortæller om nogle af de skelsættende oplevelser, som har formet ham som barn og ung.

Det er en jeg-fortæller, som henvender sig direkte til læseren i bogen. På den måde skabes en slags samhørighed mellem fortæller og læser. Det er historier fra dengang, Jesper var to år og til hans gymnasieår i Svendborg, hvor drømmen om at blive forfatter fik sit tag i ham.

Det første minde er fra hans tidligste barndom, hvor han sejler til Japan med sine forældre. Hans far er sømand, og om dette er den rene sømandsskrøne står hen i uvisse. Men den lille hovedperson får sit første ar, da han falder over skibets høje dørtrin. Han forsøger at slippe væk fra kokken, der under stor ståhej truer med at lave den lille dreng til sushi.

Sproget flyder liftligt over siderne og skaber billeder på nethinden. Det ses for eksempel, da den 2-årige Jesper betager japanerne med sine ”helt lyse krøller, som stod som en sky om mit hoved”. Der er en humoristisk tone, som ofte glider over i selvironi. I bogen er der tegnet små vignetter over nøgleord fra handlingen af Arlette Bertelsen. De ligner børnetegninger og er med til at give luft på siderne. Vignetterne er med til at understøtte en lethed i fortællingen.

Livet bliver taget alvorligt af den unge Wung-Sung. Det viser sig for eksempel, da en fodboldkamp med idolerne fra Manchester United vises i fjernsynet på samme tid, som fortælleren skal ud på sin avisrute. Men efter at have mobiliseret tre små drenge, ”som jeg bestak med Vingummibamser, Skolekridt og Labre larver”, lykkedes avisudbringningen til tiden. Imidlertid skrider cyklen på vejen hjem i det sidste minut, inden fodboldkampen fløjtes i gang. Endnu et ar tilføjes. Men ”viser et ar ikke, at vi lever?”, filosoferer fortælleren. I nedslagene fra ungdomsårene fortælles der især om kærligheden og glæden ved at læse litteratur - og ikke mindst behovet for at skrive selv.

Hovedpersonen har navnelighed med forfatteren, ligesom der er lighedspunkter med hovedpersonens opvækst. Disse kan man læse om i selvbiografien 'Lynkineser', som er for samme målgruppe. Værket kan placeres i den autofiktive genre. Det har været en populær genre inden for voksenlitteraturen de seneste år. Denne udgivelse er i den muntre ende af skalaen.