Ingenmandsland af Kirsten Thorup

Alderdom og død er for mange to af livets største tabuer. 'Ingenmandsland' fører os direkete ind i alderdommens univers og konfronterer os med vores angst.

Carl hedder han, hovedpersonen i 'Ingenmandsland'. Han er over 90, afasi-ramt, konfus, men indeni er han den samme frihedselskende person, han altid har været. Han har kun én tanke: at narre personalet, der vogter over ham, så han kan komme ud og hjem, og han vil også så gerne se Martas grav. Marta, som var hans kone og døde før ham og efterlod ham i denne suppedas: ”Det er det eneste ønske jeg har tilbage. Bare én eneste gang: lægge en blomst på hendes grav og synke ind i mig selv sammen med hende.”

Det er næsten ikke til at holde ud, alle de tanker og følelser, hele det vibrerende indre liv af historier og erindringer, som ingen længere gider lytte til og forstå. Men Carl kan ikke bare lukkes ud. Naboerne klager over alle de gamle, forvirrede mennesker, der render rundt i deres haver i nattøj, og han kan heller ikke klare sig hjemme, og selvom han har to gode børn, lever de jo moderne liv, som ikke har plads til at rumme en pasningskrævende til tider aggressiv 94-årig far.

Vi får historien om Carl og hans plejehjemsvirkelighed, og samtidig bliver hans glimtvise erindring om barndommen, ungdommen og familiehemmeligheden fortalt.

Men det er den gamle Carl, der berører os, og som får vores medfølelse. Historien kommer tæt på, alt for tæt … og man tænker uvilkårligt: hvad er det for et samfund, vi lever i? Vi kalder vores land civiliseret, humant, næstekærligt, men tvangsdeporterer rask væk vores gamle til et ingenmandsland, læs: plejehjem eller en tilstand mellem liv og død, hvor hvidkitlet personale overtager familiens forpligtelser. Nødvendigt, som vi har indrettet vores liv, siger vi, og dejligt bekvemt; vi kan nøjes med at blive konfronteret med forfaldet søndag eftermiddag mellem 14 og 15.

Kirsten Thorup har netop modtaget BG Banks litteraturpris 2004 for 'Ingenmandsland'. Helt fortjent, synes jeg. Det er en smuk og stærk, illusionsløs og alt for tankevækkende historie.

Vi burde alle læse med, for det her handler også om dit og mit liv! Men jeg ville nok alligevel ønske, jeg ikke havde gjort det.