Vi følger den 94-årige Carls tilværelse på plejehjemmet – et sted han beskriver som det ”upersonlige, fremmede ingenmandsland”. Af litteraturstuderende Mette Hemmingsen.
I romanen Ingenmandsland af Kirsten Thorup (f. 1942) følger vi den 94-årige Carls tilværelse på plejehjemmet – et sted han beskriver som det ”upersonlige, fremmede ingenmandsland”.
Som satans tremmer
Mod sin vilje er Carl blevet anbragt i aflastning på et plejehjem efter sin kones død. Der fortælles ud fra en indre synsvinkel, hvorved læseren bliver delagtiggjort i Carls tanker, som han ikke formår at udtrykke for sin omverden. Med dette fortælletekniske virkemiddel konfronterer Thorup os med den ”dirty realism”, som det at blive gammel i vores tid er forbundet med.
I det omgivende samfund er der tempo, på plejehjemmet tomgang. Børnene har nok i deres eget, som Carl siger, og han føler sig ”som en død ting uden ører at høre med”, når personalet i hans påhør omtaler ham som ”asocial” og ”utilpasset”. Anbringelsen skyldes en episode, hvor sønnen har fundet Carl siddende i sin egen afføring. Som vi erfarer af Carls indre monolog er dette et enkeltstående tilfælde afstedkommet af chokket over konen Martas død. På den baggrund oplever Carl plejehjemmet ”som satans tremmer”, hvor han på urimeligt grundlag er taget til fange. Ved flytningen bliver Carl lovet at han vil få sit højeste ønske opfyldt: at besøge Martas grav. Det bliver imidlertid ikke indfriet – hverken af personale eller børn.
En parallelverden i samfundet
Der optræder en skarp kontrast mellem det, der foregår i Carls indre liv, og det der kommer til udtryk over for omgivelserne. Plejepersonalet forveksler han med sine børn og i en dialog med en talepædagog, kan han knap huske hvem han selv er. Dette bidrager til at forstærke billedet af Carls frustration. Carl taler om ”alderdommens undtagelsestilstand” og om, at han lever i ”uvirkelighed” – beskrivelser der kaster lys over det omgivende samfunds tendens til at fortrænge den del af livet, der peger hen mod død og afslutning. En tendens der spores i Carls børns måde at tackle deres far på.
Familiens hemmelighed
Mens sønnen Ulf er blevet på egnen og har drevet farens forretning videre, har hans søster Ellen levet et bohemeliv som freelancer i storbyen. Ellen har valgt at bryde med det traditionelle familiemønster og levet som enlig mor med skiftende parforhold. Hun brød som ung med familien og med de besøg hun aflægger faren på plejehjemmet, søger hun at forsone sig med sine familieforhold. Ellens søn er i færd med at gentage hendes mønster, da han netop har cuttet kontakten til hende og viet sit liv til Scientology.
En familiehemmelighed afsløres i løbet af romanen. Carl har været Marta utro med hendes lillesøster Lise, og ved den lejlighed er Ellen blevet til. Marta accepterede hændelsen og påtog sig moderskabet, hvorefter begivenheden blev fortiet. På et tidspunkt valgte Lise at bryde kontakten til dem, hvilket har været en stor sorg for Ellen. I denne familiehemmelighed ligger der måske en forklaring på Ellens rodløshed.
Mellem realisme og utopi
Ulf og hans familie har de seneste år jævnligt besøgt faren og hjulpet med praktiske gøremål. Det har de ikke overskud til at fortsætte med, og han ser plejehjemmet som den bedste løsning. I sin tilgang til faren er han en udpræget realist, der prøver at få faren til at acceptere sine nye vilkår.
Da Ellen aflægger faren besøg på plejehjemmet, bemærker hun, at han er blevet en anden end den han var for lidt under et år siden, da moren døde. Hans blik er uklart og ansigtet stivnet. Ellen forstår dermed, at tilværelsen på plejehjemmet har taget livsmodet fra faren. Som den idealist hun er, prøver hun at overtale personalet og Ulf til at lade faren komme op på kirkegården, men de vurderer, at det vil blive for svært at få ham med tilbage på plejehjemmet igen.
Ellen opbygger en utopi om at passe faren hjemme resten af hans liv. I virkeligheden bliver det blot til få, korte besøg. For begge Carls børn viser farens situation sig vanskelig at håndtere. Hverken for realisten eller drømmeren lykkes forholdet til faren.
Midt i dette virvar af indestængt vrede, misforståelse og flygtige besøg tager Carl en dag en endelig beslutning om at sultestrejke og bereder sig på at dø.
Alderdommen og det senmoderne samfund
”De har ingen ledige timer i deres overfyldte Mayland-kalendere”, siger Ellen om sin bror og svigerinde, imens hun fantaserer om at passe faren. Hun bliver således talerør for Thorups samfundskritiske stemme, der her udpeger et tidstypisk træk: den fortravlede hverdag, der er planlagt til punkt og prikke. Et andet sted bemærker Carl, at han ikke kan holde rede på sine børns rejser ”der er så meget ferie nu til dags”, hvilket står i kontrast til Ellens konstatering af, at vi ingen ledig tid har.
Thorup kommer ikke med et bud på en anden samfundsmodel, men påpeger, at vi i vores ungdomsdyrkelse ofte glemmer de gamle i samfundet. Ved at fortælle Carls historie tegner hun et nuanceret billede af det at blive gammel, der minder os om, at man forbliver det samme menneske indeni, selv om kroppen forandres.
Kommentarer