Første person ental

Ni fremragende noveller af Haruki Murakami, hvori forfatterens kærlighed til musik, baseball, kvinder og menneskets særheder igen er i fokus.

Hver gang, der kommer noget nyt fra Haruki Murakami, sitrer det i hele min krop, for hvad har han mon nu fundet på? Denne gang udgives 'Første person ental' - en novellesamling på i alt ni noveller – otte nye og én ældre, som udkom i Japan i 2005, men som aldrig er udkommet på dansk. Som altid med forfatterskabet er denne bog oversat af Murakamis danske oversætter Mette Holm, som stilsikkert og troværdigt igennem mange år har givet os en særlig, genkendelig Murakamisk stemme.

Denne gang er ingen undtagelse. Igennem de ni stilsikre noveller kommer vi forbi mange velkendte temaer fra forfatterskabet, herunder kærligheden til musik, særligt jazz og klassisk musik, som vi kender det fra flere af Murakamis romaner. Desuden møder vi i flere af disse tekster den velkendte ”Murakami-mand” – den diskrete, ydmyge mand, som ikke gør det store væsen af sig og alligevel ofte ender i nogle mærkelige situationer. Fælles for de otte nye noveller er, at de er fortalt i første person ental, som titlen indikerer. Den niende, som indgår som nummer otte i samlingen, 'Shinagawa-aben' fra 2005, har en anden fortællestruktur, men plottet læner sig op af den efterfølgende novelle, 'Shinagawa-abens bekendelse', hvorfor man med rette har valgt at inkludere den i samlingen.

Af de mest rørende noveller i samlingen bør nævnes 'Charlie Parker Plays Bossa Nova' og 'Yakult Swallows digtsamling'. Efter at have læst dem kunne jeg ikke holde op med at tænke på det fiktive Charlie Parker album og den ukendte Murakami-digtsamling, som beskrives i novellerne.

'Charlie Parker Plays Bossa Nova' tager udgangspunkt i en hovedperson, der som ung skrev en anmeldelse af et fiktivt Charlie Parker album med netop titlen 'Charlie Parker Plays Bossa Nova'. Enhver med lidt jazz-viden vil vide, at Charlie Parker bestemt ikke hører til jazz-æraen med bossa nova, så denne detalje er i sig selv kreativ og sjov. En nat besøger Charlie Parker hovedpersonen i en drøm, og her får hovedpersonen en intimkoncert med selveste ”The Bird”, som spiller Bossa Nova-klassikeren 'Corcovado' for ham. Denne lille perle af en tekst spiller ikke på de store følelses-noder, som flere af de andre noveller, hvor tungere emner som ensomhed, selvmord og venskab fylder. I stedet er teksten et sjovt lille kig ind i, hvad jeg forestiller mig er forfatterens drøm om det perfekte møde mellem to verdener: Charlie Parker og bossa nova-genren. Novellen taler til den indre nørd i mig, som også kan drømme om intimkoncerter med kendte, afdøde jazz-giganter.

Den anden novelle, jeg vil fremhæve, er 'Yakult Swallows digtsamling'. Det er en ode til Baseball, baseball stadioner og ikke mindst til de sportsdigte, som vi ikke vidste, at vi gerne ville læse. Murakami er nemlig selv hovedperson i denne novelle, som skildrer en mands kærlighed til Japans nationalsport, baseball, og samtidig gør han status over sit forhold til sin afdøde far, som aldrig var kærligt og nært. Igennem beskrivelser af Murakamis foretrukne baseball-klub Yakult Swallows (det næstbedste baseball-hold i Tokyo) og klubbens stadion, blotter forfatteren en sjælden side af sig selv, nemlig hans poetiske evner og digterstemme, mens han mindes et helt liv med kærlighed til baseball:

”Du er da kommet langt væk hjemmefra, er du ikke? / hvisker det forpint i mit bryst / På en lille, ensom ø i et oprørt hav.”

Med denne novellesamling viser Haruki Murakami endnu engang, at han har øje for den gode historie, som opleves af det middelmådige menneske – alle os almindelige sjæle, som en gang i mellem får en strøtanke, som er lidt underlig, eller som oplever verden omkring os som både kaotisk og ganske fortræffelig.