Tjeneren og hans søster

Dorrit Willumsen har skrevet et strålende søskendeportræt om afhængighed, uforløst længsel og alderdommens tyngde.

I Tjeneren og hans søster folder Dorrit Willumsens et aldrende søskendepars relation ud gennem deres drømme, længsler og hemmeligheder. Vera, blot kaldet Søster, har altid stået i skyggen af sin udadvendte og smukke bror Alf. Men som pensionist må hun nu flytte ind og passe ham under et sygdomsforløb. Efter Alfs død finder Søster hans kladdehæfte, der afslører en kærlighedsaffære i ungdommen, og en Alf hun ikke rigtig kendte. Søster oplever også en nyfunden frihed, som dog både udfordres af coronaepidemiens indtog og hendes egen tilgroede stille eksistens.
 

Hospitalet flytter med
Romanen falder i tre dele og udvikler sig fra en fortælling om sygdoms- og plejeforløbet, til Alfs ungdom som tjener, mens tredje del igen lader Søster indtage hovedrollen, samtidig gives der et indblik i, hvordan hendes enspænderliv har udfoldet sig i takt med samfundets udvikling.

Da Alf kommer hjem fra sin indlæggelse, følger hospitalet med, og mens plejepersonale render ind og ud, forventer alle, at Søster tager det store læs. I alderdommen og sygdommens nuancerede skildringer træder søskendeparrets forholdsdynamikker tydeligt frem, hvor den underdanige Søster gemmer sine egne behov væk, til fordel for den dominerende og grovmundede Alfs forventninger. Når hun prøver at protestere eller påpege hans dårlige behandling af hende nu og som ung, affejer han hende: ”Du tæller de mørke timer, og jeg tæller de lyse.”

Plejebeskrivelserne og de koreograferede ture til toilettet krydsklippes med barndomsminder fra opvæksten, og det, der både binder søskendeparret sammen og skiller dem ad. Som børn forlader faderen dem en jul, og moren bliver efterfølgende en skygge af sig selv, som kun sporadisk lyser op af stolthed ved Alfs smukke udseende og karriere som fin tjener. Selvom det er Alf, der lever af at opvarte, forventer han gennem hele livet, at Søster kommer, når han kalder.

I udfoldelsen af relationen fra barndom til alderdom gør romanens sprog af og til et smertende svirp med halen, der punkterer de ellers nære hverdagslige og næsten trivielle beskrivelser.

””Mor, hvor længe skal vi have ham?” Moderen stivnede. ”Altid. I to har hinanden altid. Og du glædede dig til at få en lillebror.” ”Jeg kendte ham jo ikke.” Hun kendte ham stadig ikke.”
 

Det absurde og nænsomme
Romanen fremstår egentlig som rendyrket realisme, men gennemgående dukker der små glimt af det absurde og groteske frem, som hverdagen og livet også indeholder. Eksempelvis optræder et skønt indslag med et antal udklippede ”hævnende hænder”, som udspringer af en episode under Alfs læretid som tjener på en fin restaurant. Nærmere skal afsnittet ikke forklares, da det fortjener sin egen læseoplevelse. Efterfølgende er fortællingens realisme stadig intakt – men som læser rystes man lige igennem. Og sådan veksles der faktisk gennem den korte og kompakte roman. Den er sprængfyldt med en utrolig fortællegejst, troværdige dialoger og små absurde hverdagsoptrin. Man mærker en gennemgående sympati og nænsomhed for karaktererne, de udstilles aldrig for alvor. Da, den ellers lettere usympatiske, Alf indleder en kærlighedsaffære, er det nemt og naturligt at heppe på lykken, selvom udslaget og livsbanens slutning allerede er kendt fra bogens første del.
 

Små skridt væk fra en stille eksistens
Da Alf dør, befries Søster fra et ansvar, men hun oplever også en sorg ved samtidig at miste sin identitet som ”søster”. Hun får tid til at tænke over, hvordan begge deres liv kunne have udfoldet sig anderledes, og hun begynder i det små at sige fra i en undersøgelse af sine behov.

Men da hverdagen er blevet hendes egen, og livet står åbent, lukkes det samtidig ned pga. corona. Tilfældigt møder Søster en ung aspirerende filmskaber, som kan holde hende med selskab. Her tematiseres alderdom og generationsforskelle yderligere. Den unge mand fejltolker hendes enspændertilværelse og afdæmpede væsen med noget dybt og mystisk, han kan få kunstnerisk inspiration fra. Han forveksler hendes alder med en generationsrepræsentation for frigørelse, demonstrationer og ungdomsoprør.

”Jeg tror ikke, du er særlig tidstypisk.” (...) Han valgte hende, fordi hun er gammel, og det, hun fortalte, var ikke lige det, han havde ventet.”

Da hans forestillinger krakelerer i mødet med Søsters beskedne livserfaring, løber relationen efterfølgende ud. Men ikke før at han også har udnyttet hendes tillidsfuldhed økonomisk.

’Tjeneren og hans søster’ er ikke ligefrem en feel-good roman, men med sin gennemstrømmende fortælleglæde formår den at give et både underholdende og rørende nuanceret blik på et aldrende søskendepar, og hvordan deres liv er rundet af, hvad der kunne have været. Selvom Søster et gået igennem livet som en slags stille eksistens, slutter romanen i en åbenhed, hvor hun – måske – igen kan blive kaldt for ”Søster”.

Man får samtidig indblik i, hvilke kvaliteter det stille liv også kan rumme. Som ung omgås Søster bedst med mennesker alene i en biograf, og hun finder en stor værdi i det fredelige arbejde på et renseri. Med pengene fra Alfs solgte hus begynder hun så småt at ofre lidt sparsom luksus på sig selv, og hendes sanser får fornyet liv gennem cappuccino, blomsterbuketter og kunstpelse.
 

Litterære slægtskaber
Dorrit Willumsen skriver om køn og relationer med en psykologisk dybde, hvor karaktererne længes efter et anderledes liv, der ofte bunder i ønsket om nærhed og kærlighed. Her er hun ofte blevet sammenlignet med Kirsten Thorups forfatterskab, som også har beskæftiget sig med alderdommens univers i eksempelvis Ingenmandsland (2003). Her kan også fremhæves Bent Hallers roman om livets tredje alder i Først ved livets ende (2013), som på tragikomisk vis omhandler beboere på plejehjemmet Sorgenfri.

Stærkest kan slægtskabet til Herman Bang påpeges. Forfatterskabets karakterskildringer er en tydelig inspirationskilde, hvilket Willumsen heller aldrig har lagt skjul på. Selv skrev hun da også den historiske roman Bang (1996), som hun modtog Nordisk Råds Litteraturpris for. I karaktertegningen af Søster er det netop nærliggende at fremhæve begrebet om ’stille eksistenser’, som Bang selv satte i modsætning til virtuosernes omflakkende liv. Søster fremstår som en moderne stille eksistens formet af uindfriede længsler og selvopofrelse. Men i hendes tredje alder bliver døren alligevel åbnet på klem til nye muligheder og drømme, der måske kan indfries.