Ditlevsen, Tove - Kvindesind

I digtsamlingen Kvindesind trænger Tove Ditlevsen ind i intimsfæren og fremkalder det sansede i kvindens forelskelse, kærlighed, ægteskab, mandens utroskab og skilsmisse.

Tove Ditlevsen (1917-76) er en af de forfattere, der virkelig har formået at appellere bredt. Alle kender hende - ikke mindst for den filmatiserede roman ”Barndommens Gade”. I 1980’erne satte kunstneren Anne Linnet musik til nogle af Ditlevsens digte, og alle i datidens Danmark gik og nynnede med på ”De evige tre”. Noget af Tove Ditlevsens popularitet skyldes også hendes valg af emner. Konstant kredser hun om eviggyldige, eksistentielle temaer som forelskelse, kærlighed og mor/barn forholdet.

Tove Ditlevsens privatliv var noget turbulent. Hun blev gift fire gange, var flere gange indlagt på psykiatrisk afdeling og havde i perioder misbrugsproblemer. Ikke desto mindre formåede hun at producere et omfattende forfatterskab inden for både poesi og prosa. Før hun tog sit eget liv i 1976, havde hun skrevet børnebøger, erindringer, noveller, romaner og digtsamlinger. Til trods for at Tove Ditlevsens liv og digtning var vævet uomtvisteligt sammen, kan man med stort udbytte læse forfatteren uden en selvbiografisk optik.

1950’erne var tiåret, hvor modernismen for alvor gjorde sit indtog på den danske litterære scene. Tove Ditlevsen tog gennem hele sit forfatterskab afstand til modernismen og dens formeksperimenter. Hun skrev, at hun aldrig følte ” ... trang til at bryde ud i sang om rustne vandrør, kloakafløb og andre lidet poetiske fænomener ...” (”Tove Ditlevsen om sig selv”). Nok skrev hun ikke om vvs-installationer, men bevægede sig dog i den konkrete, sansede verden - genstanden for hendes digtning var bare intimsfæren. Hermed sker der noget nyt i forfatterskabet.

I digtsamlingen ”Kvindesind” (1955) fremkaldes det sansede – det visuelle og lugtene. Samtidig gør Tove Ditlevsen også brug af frie rim, og med denne nye formbevidsthed sker overgangen til et modernistisk islæt netop her. Digtene i ”Kvindesind” udgør et forløb gennem forelskelse, kærlighed, ægteskab, mandens utroskab og endelig skilsmisse. Med en sådan udvikling indeholdt i digtsamlingen er der sat fokus på det foranderlige – intet varer ved. Dette slås også an med et af de første digte: For hver begyndelse. Begyndelsen peger nemlig også på tomheden, på et ingenting, og her forudsiges kærlighedens opløsning. Enkelte af digtene rummer samtidig dette forløb indskrevet i et enkelt øjeblik. For eks. digtet ’Hverdag’, hvor kvinden stopper mandens strømpe. Denne scene indeholder klare henvisninger til kærlighedsforholdet, hvor de i starten hører sammen: De deler dage; der hersker ”hverdagstryghed” og fortrolighed. Men opløsningen truer: ”Hvorlænge mon de strømper holder, min ven?”.

”Kvindesind” rummer mange udsagn om forskellen mellem barnets umiddelbare væren og den voksnes sorgfyldte erkendelse af døden og tidens forgængelighed. I digtet ”Skolebørnene” ser vi børnene, som lever i nuet. De ser forventningsfulde på fremtiden og ser frem til at blive voksne og vidende, lykkeligt uvidende. Skismaet mellem barndommen og voksenlivet udfoldes i et af Ditlevsens mest kendte digte: ’Der bor en ung pige – ’. Den modne kvinde ser sig fanget i en dagligdag, som slet ikke kan leve op til de drømme om lykken og fremtiden, hun havde som ung. Den unge piges ønsker og håb lever dog fortsat et sted i kvinden, og dette er netop frelsen: At kunne høre røsten fra barndommens land, nu da voksenlivet blot byder på ”en verden af stene”. I digtet ’Vor alder’ berøres denne tematik også, hvor alderen personificeres – som en ’dragt foret med minder’. Alderen/dragten klæder os ikke; vi får ikke fred – ungdommen lever i os som noget, vi aldrig bliver færdige med.

I digtsamlingen findes flere spændende vinkler, som kan udfoldes analytisk. I mange af digtene figurerer to spor, der kører parallelt: Kunstneren som skaber af liv og kvinden som skaber af liv. En anden interessant indfaldsvinkel er billedbrugen i digtsamlingen: Digtene gennemstrømmes af en årstidsmetaforik, der flettes sammen med tidens ophør og dermed døden. Også den problematiserede tematik omkring parforhold, samhørighed og ensomhed kunne danne udgangspunkt for en analyse. Blot nogle forslag til, hvordan digtsamlingen kan læses og analyseres.

Tove Ditlevsen formår at skrive om hverdagen uden at være sentimental, uden at være ironisk. Hun behandler eksistentielle tematikker, som rækker ud over hendes egen tid og er på denne måde en forfatter, der på alle måder er et bekendtskab værd.

Kilder, links og centrale værker