Det kom næppe som en overraskelse for nogen, da Tove Ditlevsen begik selvmord i marts 1976. Få måneder tidligere var et selvmordsforsøg blevet forpurret, et forsøg, der senere blev beskrevet i romanen Vilhelms værelse.
Af cand. mag. Nanna Rørdam Knudsen
”Og hun vil hyre en vogn på gaden og bede om at blive kørt til en bestemt vej i Hillerød, som hun ved ligger lige op til skoven. Resten vil gå meget let. Hun behøver kun to timers fred, og hun ved om de piller, at man bliver hvor man er […] Hun rejser sig, sætter huen på plads, samler hele bagagen sammen igen og lukker entredøren bag sig med et lille smæld, den allersidste lyd fra det levende liv.” (fra Vilhelms Værelse, 1975). Læseren gætter på, at selvmordet lykkes i romanen, selv om det ikke gjorde det i virkeligheden.
Det mislykkede selvmordsforsøg blev slået stort op i aviserne, da den kendte forfatter blev eftersøgt og til sidst fundet i en skov. Der blev skrevet læserbreve om Ditlevsens ansvar som offentlig person, at hun ikke kunne begå selvmord, fordi hun fungerede som forbillede for mange kvinder - og så videre.
Husmor og skribøse
Selv gav Ditlevsen under sin hospitalsindlæggelse bagefter udtryk for over for venner, at hendes fortvivlelse ikke kun skyldtes opløsningen af hendes ægteskab med Victor Andreasen, chefredaktør på Ekstra Bladet. Det var også et spørgsmål om at føle sig udbrændt som forfatter og om de vilkår, man havde som forfatter i Danmark. Man kan argumentere for, at Ditlevsen i lange perioder af sit liv var i en ganske begunstiget situation som forfatter, i og med at hun ret hurtigt kunne leve af sit forfatterskab.
Men i brevvekslingen med Ester Nagel (udgivet i samlingen Husmor og skribøse), som hun kendte fra Unge kunstneres Klub, der blev stiftet under Ditlevsens første ægteskab, er der særligt én problematik, der bestandigt dukker op. Hvordan forsørger man en familie med sit skriveri, når man samtidig skal være husmor og passe børn, og derfor skal kæmpe for at få tid til at skrive?
Det altoverskyggende problem for Ditlevsen var, at hun kun var lykkelig, når hun skrev. I perioderne mellem et afleveret manuskript og begyndelsen på et nyt havde hun svært ved at forholde sig til sin familie og var rastløs og utilpas. I Gift skriver hun efter at have afleveret Barndommens Gade: ”og nu hvor jeg ikke mere skriver, føler jeg en stor tomhed i mit indre, som intet kan udfylde. Jeg synes, alt går ind i mig, uden at der kommer noget ud igen. […] Men for mig er livet kun en nydelse, når jeg skriver.” (fra Gift 1971).
Erindringerne
Gift er en dobbelttydig titel, da romanen både handler om Ditlevsens tre ægteskaber og om hendes narkomani. Det var i ægteskabet med lægen Carl Ryberg, at Ditlevsen blev narkoman, og i en lang periode var hun så bedøvet af stoffer, at hun ingenting skrev.
Offentligheden mærkede ikke noget, da der blev ved med at udkomme bøger, men de var fundet frem fra skrivebordsskuffen. Efter en længere hospitalsindlæggelse kom der gang i skriveriet igen, selv om forfatteren både tematisk og stilmæssigt var sakket agterud i den tid, der var gået. Modernismen var for alvor kommet til, og Ditlevsen følte sig ikke beslægtet med den. Alligevel kan man spore modernismens indflydelse i flere af hendes digtsamlinger, hvor temaerne bliver mere dystre og måske også mere ægte.
Også romanen Ansigterne kan betegnes som en vellykket, modernistisk roman, så ganske upåvirket af tidens toner var Ditlevsen bestemt ikke. Alligevel følte hun sig til en vis grad miskendt; den lyrik, hun holdt af og selv skrev, blev udsat for hån og latterliggørelse, og skiftet fra i offentlighedens øjne at være vidunderbarnet Ditlevsen til at være psykisk ustabile-narkotikaafhængige-gammeldags Ditlevsen tog hårdt på hende.
Under en senere indlæggelse, begyndte Ditlevsen på sine erindringsbøger, Barndom (1967) og Ungdom (1967). Tidligere havde hun brugt sit erindringsstof, men camoufleret det, som i Barndommens Gade (1943), men nu skrev hun rent erindringsstof. De to bøger drejer sig først og fremmest om det problematiske forhold til moren.
Med sin fine sans for humor erkender Ditlevsen dog også, at hun i visse henseender ligner sin mor, f.eks. er hun ligesom hende en gudbenådet løgner. ”Løgner” var også det prædikat, som en del fornærmede mennesker hæftede på forfatteren, da Gift udkom. Ægtemænd, venner og elskere udleveres nådesløst, og nogle af historierne er - pænt sagt – redigerede udgaver af virkeligheden.
Men hvem har nogensinde bildt sig ind, at en skønlitterær forfatter undlader at digte, når hun skriver erindringer?
Ditlevsens sidste roman, Vilhelms værelse, fuldender erindringerne. Romanen er præget af en sammenblanding mellem fiktion og virkelighed. Hovedpersonen, Lise Mundus, er Ditlevsens alter ego, hun tilskrives digte, som Ditlevsen har skrevet osv. Romanen ender som allerede nævnt med hovedpersonens selvmord, den måde, Ditlevsen selv havde ønsket at ende sit liv på.
Flere har kaldt Tove Ditlevsens selvmord en skrivekrise, og det kan der være noget om. Erindringsstoffet havde nu indhentet forfatterens liv og virkelighed, og der var ikke mere at skrive om. Udsigten til, at forfatterskabet måske var ligeså uigenkaldeligt slut som ægteskabet, var ikke til at bære for én, der med egen ord kun kunne nyde livet, når hun skrev. Det næste selvmordsforsøg lykkedes.
Kommentarer