Analyse
Blendstrup, Jens - Gud taler ud
Jens Blendstrup indtager rollen som et villavejsvidne og leverer et humoristisk og nænsomt portræt af en aldrende og dæmonisk far.
Dansk litteratur og i særdeleshed dansk autofiktion er spækket med modbydelige forældre, der svigter og misbruger deres børn på både tænkelige og utænkelige måder. Kim Leines far gør det i Kalak (2007), Erling Jepsens far gør det i Kunsten at græde i kor (2002), og Morten Sabroes mor gør det i Du som er i himlen (2007). Jens Blendstrups 'Gud taler ud' fra 2004 er også et portræt af en forælder, der skruppelløst krænker og sårer, men i modsætning til de øvrige forfattere, leverer Blendstrup en roman, der hverken er et opgør eller en konfrontation. Mens Morten Sabroe i ’Du som er i himlen’ går gennem et billede af Hillary Clinton for at finde sin mor, men i sidste ende mest af alt finder konturerne af sig selv, skriver Blendstrup uden omveje og mellemled. Der er ingen stræben efter forsoning med de svigt og sår, en barndom kaster af sig. Der er blot et dybtgående og egensindigt portræt af en alkoholiseret og dæmonisk gnistrende far til fire i et århusiansk villaparadis.
I korte, enkeltstående scener følger romanen familien fra den ruller flyttevognen – med den lille Jens sovende i en kommodeskuffe på ladet – ind ved villaen i Risskov, til faren til sidst dør af kræft, og de fire voksne sønner samles til en fælles afsked. Det er med stor sans for det mundrette sprog og for det humoristiske og komiske, at Blendstrup skildrer faren, også i de mest usympatiske situationer, når han tager livet af en kat med en brevkniv, når han lader sin hund rasere en nabos hønsehus, når hans næver sidder løst, og familien gemmer sig bag låste døre og under gamle sofaer, når han planter sine drømme om jordomrejse til havs i sine sønners hoveder, men ender med at drikke pengene op.
Ved at hjælp af det enkle og effektfulde greb at erstatte substantivet ’far’ med det overjordiske og almægtige ’Gud’ får Blendstrup den distance, der skal til for at kunne skrive et uforbeholdent og umiddelbart portræt af sin forgudede far. Samtidig skaber referencen til de højere magter en finurlig humoristisk effekt:
”Flyttefolkene pruster og stønner. Tag en bajer, folkens. Gud har tid nok. Han bærer ingenting. Bortset fra selve jorden altså.”
Men side og om side med humoren står den nænsomme registrering af smerten hos den dødsmærkede far:
”Åh, menneske, brøler Gud og er ved at kvæles i sin snaps. Åh Gud, mennesker, nynner han og langsomt fortager gråden sig og bliver til en fin hvid smerte som Gud kan bære på i timevis uden at blive det mindste forpustet eller træt.”
Blendstrups sprogsnilde og nænsomme registreringer gør Gud taler ud til en latterforløsende beretning om et svigefuldt, grænseoverskridende overmenneske, som dog også leverer et stort engagement og nærvær i livet og sin familie. Og kan bogen ikke læses som et opgør eller en forsoning, kan den i stedet forstås som et forsøg på at videreføre arven efter faren eller måske endda at levendegøre ham post mortem ved at lade ham låne sønnens stemme. I en af romanens afsluttende scener, hvor faderen som en følge af sygdommen har mistet stemmen, assisterer sønnen Jens ham ved at lade ham låne sin egen. Faren har skrevet en tale til en familiefest, og Jens stiller sig bag ham med et lagen over hovedet og læser talen højt, imiterende farens stemme, og imens sidder faren på sin stol og mimer med. Romanen ligner en videreførelse af dette eksperiment, hvor Jens iklæder sig nogle sproglige gevandter, der tillader ham at agere sin fars stemme. Og arven efter faren kommer stærkt til udtryk i Jens’ finurlige fikumdikken rundt med sproget.
Romanen blev et gennembrud for Blendstrup, der før Gud taler ud skrev i kortere genrer. Han debuterede med novellesamlingen Mennesker i en mistbænk i 1994. Blendstrups tone er bramfri, men blandet med en fin følsomhed over for det nære. Humoren, det groteske og det surrealistiske går igen i Blendstrups forfatterskab. Jens Blendstrup har siden Gud taler ud skrevet både noveller, romaner, dramatik og tekster til Frodegruppen 40, som han også er forsanger i. Han tager den selvbiografiske fortælling op igen med romanen Bombaygryde fra 2010. Sammen med litteraturkritikeren Lars Bukdahl optræder Blendstrup med den unikke genre ’litterær hypnose’, som er en blanding af dilettantkomedie, oplæsning og dans. Blendstrup er blevet kaldt litteraturens pølsemand, og som en del af forfatterskabets eksistentielle komik står han ikke tilbage for at læse sine tekster højt med en tehætte på hovedet. Men med Gud taler ud står Jens Blendstrup også tydeligt frem som villavejsvidne, hvor det almindelige skildres i dets mange facetter, og det, der på overfladen ligner et almindeligt, rutinepræget liv i et almindeligt, rutinepræget forstadskvarter, viser sig at rumme både små og store særheder.
Jens Blendstrup indtager rollen som et villavejsvidne og leverer et humoristisk og nænsomt portræt af en aldrende og dæmonisk far.
Dansk litteratur og i særdeleshed dansk autofiktion er spækket med modbydelige forældre, der svigter og misbruger deres børn på både tænkelige og utænkelige måder. Kim Leines far gør det i Kalak (2007), Erling Jepsens far gør det i Kunsten at græde i kor (2002), og Morten Sabroes mor gør det i Du som er i himlen (2007). Jens Blendstrups 'Gud taler ud' fra 2004 er også et portræt af en forælder, der skruppelløst krænker og sårer, men i modsætning til de øvrige forfattere, leverer Blendstrup en roman, der hverken er et opgør eller en konfrontation. Mens Morten Sabroe i ’Du som er i himlen’ går gennem et billede af Hillary Clinton for at finde sin mor, men i sidste ende mest af alt finder konturerne af sig selv, skriver Blendstrup uden omveje og mellemled. Der er ingen stræben efter forsoning med de svigt og sår, en barndom kaster af sig. Der er blot et dybtgående og egensindigt portræt af en alkoholiseret og dæmonisk gnistrende far til fire i et århusiansk villaparadis.
I korte, enkeltstående scener følger romanen familien fra den ruller flyttevognen – med den lille Jens sovende i en kommodeskuffe på ladet – ind ved villaen i Risskov, til faren til sidst dør af kræft, og de fire voksne sønner samles til en fælles afsked. Det er med stor sans for det mundrette sprog og for det humoristiske og komiske, at Blendstrup skildrer faren, også i de mest usympatiske situationer, når han tager livet af en kat med en brevkniv, når han lader sin hund rasere en nabos hønsehus, når hans næver sidder løst, og familien gemmer sig bag låste døre og under gamle sofaer, når han planter sine drømme om jordomrejse til havs i sine sønners hoveder, men ender med at drikke pengene op.
Ved at hjælp af det enkle og effektfulde greb at erstatte substantivet ’far’ med det overjordiske og almægtige ’Gud’ får Blendstrup den distance, der skal til for at kunne skrive et uforbeholdent og umiddelbart portræt af sin forgudede far. Samtidig skaber referencen til de højere magter en finurlig humoristisk effekt:
”Flyttefolkene pruster og stønner. Tag en bajer, folkens. Gud har tid nok. Han bærer ingenting. Bortset fra selve jorden altså.”
Men side og om side med humoren står den nænsomme registrering af smerten hos den dødsmærkede far:
”Åh, menneske, brøler Gud og er ved at kvæles i sin snaps. Åh Gud, mennesker, nynner han og langsomt fortager gråden sig og bliver til en fin hvid smerte som Gud kan bære på i timevis uden at blive det mindste forpustet eller træt.”
Blendstrups sprogsnilde og nænsomme registreringer gør Gud taler ud til en latterforløsende beretning om et svigefuldt, grænseoverskridende overmenneske, som dog også leverer et stort engagement og nærvær i livet og sin familie. Og kan bogen ikke læses som et opgør eller en forsoning, kan den i stedet forstås som et forsøg på at videreføre arven efter faren eller måske endda at levendegøre ham post mortem ved at lade ham låne sønnens stemme. I en af romanens afsluttende scener, hvor faderen som en følge af sygdommen har mistet stemmen, assisterer sønnen Jens ham ved at lade ham låne sin egen. Faren har skrevet en tale til en familiefest, og Jens stiller sig bag ham med et lagen over hovedet og læser talen højt, imiterende farens stemme, og imens sidder faren på sin stol og mimer med. Romanen ligner en videreførelse af dette eksperiment, hvor Jens iklæder sig nogle sproglige gevandter, der tillader ham at agere sin fars stemme. Og arven efter faren kommer stærkt til udtryk i Jens’ finurlige fikumdikken rundt med sproget.
Romanen blev et gennembrud for Blendstrup, der før Gud taler ud skrev i kortere genrer. Han debuterede med novellesamlingen Mennesker i en mistbænk i 1994. Blendstrups tone er bramfri, men blandet med en fin følsomhed over for det nære. Humoren, det groteske og det surrealistiske går igen i Blendstrups forfatterskab. Jens Blendstrup har siden Gud taler ud skrevet både noveller, romaner, dramatik og tekster til Frodegruppen 40, som han også er forsanger i. Han tager den selvbiografiske fortælling op igen med romanen Bombaygryde fra 2010. Sammen med litteraturkritikeren Lars Bukdahl optræder Blendstrup med den unikke genre ’litterær hypnose’, som er en blanding af dilettantkomedie, oplæsning og dans. Blendstrup er blevet kaldt litteraturens pølsemand, og som en del af forfatterskabets eksistentielle komik står han ikke tilbage for at læse sine tekster højt med en tehætte på hovedet. Men med Gud taler ud står Jens Blendstrup også tydeligt frem som villavejsvidne, hvor det almindelige skildres i dets mange facetter, og det, der på overfladen ligner et almindeligt, rutinepræget liv i et almindeligt, rutinepræget forstadskvarter, viser sig at rumme både små og store særheder.
Kommentarer