Luskefisefortællinger af Jens Blendstrup

”Heino, hvad er erindring? Det er noget hø, sagde Heino”. Jens Blendstrup er tilbage med nogle fine, falske, finurlige erindringsglimt fra Risskov.

På bagsiden står der: ”Luskefisefortællinger er Jens Blendstrups falske historier fra en sand barndom”. Og det er, hvad det er. Men i dette tilfælde er falsk noget godt, for hvor er det en velsignet samling fortællinger fra Blendstrups hånd.

Jeg er fan, absolut og indrømmet, for Blendstrup kan noget med sproget. Han leger med det og får finurlige hverdagsfortællinger frem med humor og alvor. Og netop alvoren gør det så godt, for selvom der er sjove historier om Neger Thomas, Klunke og Mumi i Århus i 1970’erne, hører vi også om skilsmisser, fængslede fædre og druk.

Samtidig lærer vi også noget som læsere, for eksempel om overgangen fra barn til voksen: ”Pubertet, ved du hvad det er? – Ja det er når ens tænder falder ud og man går hen og bliver grim.” Så er det jo godt, at Mikael og André er ved at arbejde på en evigbarnmaskine.

Selvfølgelig er det gakket, men det er velskrevet, underholdende og rigtig Blendstrupsk. Hver gang jeg læser Jens Blendstrup, kan jeg høre ham læse højt med fistelstemme, måske lidt forstyrrende, men også meget morsomt. Og hver gang jeg læser Jens Blendstrup, siger min mand: ”John danser grøntsag”. Han er nemlig fan af Frodegruppen 40, hvor Blendstrup også regerer.

Kunne du lide 'Gud taler ud' eller 'Pludselig flæben', så kast dig over denne. Jeg læste og lo i et omklædningsrum, og det må da lige være i forfatterens ånd!