Føler du selv, at din nye roman 'Gud taler ud' er væsentlig forskellig fra dit øvrige forfatterskab?
Ja 'Gud taler ud' er nok forskellig fra de andre på flere punkter.
Dels er det jo en roman. Jeg har jo ellers kun skrevet noveller, ulejlighedsdigte og radiospil. Så på den måde er det da et nyt skridt.
Og så er der en del selvbiografisk stof som fylder meget. I modsætning til hvad jeg ”plejer”. Men det er nu ikke sandt det hele. Jeg er jo bare flyttet ind i min far mens jeg skrev den. Hvilket har bevirket at jeg ikke skriver så Jens Blendstrupsk som jeg plejer – men nok lidt mere enkelt, og skrabet. Hvilket også var nødvendigt for overhovedet at få den skrevet.
Det var ikke let. Jeg ledte længe efter en tone, og en metode til at bruge energien i serier. Og ser man godt efter består bogen jo dybest set også kun af de her korte energiudladninger, (som jeg i øvrigt også har brugt i min sidste bog 'Kvinden adskilt i hoveddele' – det er en form der passer mig godt, fordi jeg ligesom har en racerbane som jeg kan fise rundt i men ikke må overskride, hvilket passer en som mig godt) … Jeg skrev vel 4-5 tekster om dagen i de 2 måneder det tog at skrive den.
Det er også blevet en meget stramt komponeret bog, takket være god hjælp fra andre (min kone og min gamle ven), der var med til at smide de tekster ud, der sagde det samme. Så ganske kort: Ja, jeg tror den er forskellig fra de forrige. Ikke mindst fordi den rammer så bredt, hvilket overrasker mig meget. Også folk jeg ikke troede kunne bruge den til noget.
Men samtidig vil jeg sige, at jeg aldrig har været særlig elitær eller svær. Det er nok bare noget folk har troet. Folkelighed og tilgængelig har altid været noget, jeg ikke har kunnet slippe udenom, ikke mindst fordi jeg jo læser så meget op. Men det har til gengæld nok også bredt sig ind i mit skriveri. Som i alt fald i 'Gud taler ud' er blevet klarere.
Det med humor og ikke humor ved jeg ikke helt hvad jeg skal sige til. Men det er da klart jeg ikke kunne sidde og fnise tabet af min far ud, (min mor ville jeg gerne beskytte så hun indgår kun som en slags bøje ... undskyld mor). På den anden side skulle det jo være ham der talte ud, og han brugte – ligesom mig – ironien og det sorte til at skjule den dybe smerte, der ligger under alt hvad han gjorde og i virkeligheden også hvad jeg gør. Humoren er så at sige vores panser. Ellers ville vi nok ligge og flæbe hele tiden i vores familie. Ha-ha.
Men det slår mig at midt i al den snak om alvor, som jeg øjensynligt hele tiden kæmper imod, så er det jo blevet en meget dansk bog. Danskere ler hellere over de mørke kløfter, når nogen dør, vi er på en måde Portørernes nation. Men det er ikke fordi vi er mere overfladiske. Vi tåler smerten, fordi vi gør grin med den. Modsat mange andre folk der svælger i den. Og der har jeg gerne villet komme os til hjælp for det er sværere at huske et menneske, som det var, når det hele skal fedtes ind i sorg og pis, i stedet for også at huske de ting der er gode, når vi er i live. Og livslysten var central at få med om min far, det er jo strengt taget den samme, der får os andre til at larme gennem livet med et smil på læben frem for sorg og eviig venten på døøøøøden.
I een af anmeldelserne står der: "Gud taler ud' er 'Emil fra Lønneberg' for voksne. Humor tilsat en skefuld smerte". Hvad siger du til det?
Ja det er der vist nok en der skriver i sin anmeldelse. Det er da en fin beskrivelse.
For vi drenge drillede jo forfærdeligt, det gjorde vi. Og ja, der er også noget meget fint i tanken om Emil, der ikke længere bor i det herlige Småland, men i det her sindsygt grimme 60erhus med ryatæppe og rentefri lån. Og der er jo også visse lignelser mellem denne hm…råbende koleriske Emils far og min far. Det er der nok. Men gudskelov er det da ikke mig men en journalist, der har tænkt den tanke.
Samtidig ligner det gammeldags og alligevel trygge meget godt min egen tidslomme familie, for jeg var jo den her efternøler af forældre der dybest set var unge i 50erne, hvorfor kønsrollerne også var som taget ud af noget med Tove Maas … tilsat en hel del druk-syre. Så Emil fra Lønneberg. Jo. Men som sagt det er ikke noget jeg har tænkt eller tilstræbt. Jeg ville bare fange det liv vi havde med den her vildt roterende klode af en far, der indimellem sendte gas ud i stedet for eder og forbandelser, eller til højtider gaver og andet godt.
Jeg er et 70erbarn og er i den grad også som forfatter forankret i min barndom. Og jeg tror faktisk også der er en særlig Risskov tone over den her bog, ligesom alle de tekster jeg nåede at skrive ”hjemme” mens de levede er anderledes, og mere nænsomme, emilske - end dem jeg har skrevet ellers. Hvilket jo er lidt paradoksalt, eftersom 'Gud taler ud' jo er skrevet i mit nye hjem ”Villa pølsely” på Amager.
Men det er måske fordi jeg omsider er ved at finde ro et andet sted. For det en bog, som den om min far, jo også kræver er ro på. Og det var virkelig en, hvad hedder det nu, en terapeutisk proces, for jeg sad jo der og var satans ked af det, og tænkte det her bliver noget Peter Belli, det her … men så magisk som skrivning jo er i de gode øjeblikke – så tog jeg mig selv i at le over det jeg skrev, og ja så fik jeg faktisk mere og mere energi og glæde ved det.
Jeg fik snittet de træfigurer jeg skulle, mens jeg var låst inde i depressionens "snikar bo". Og nu kan jeg da også virkelig mærke, at nu findes min far ikke bare som sådan en raslende figur inde i mig, men i en ordentlig bog, som kan stilles væk på hylden – og forhåbentligt over tid give mig en slags fred og ro. Men jeg tror dog ikke han er helt skrevet ud. Han kommer nok tilbage. Men nu som roman-figur. Ikke som faaader-dæmon.
Hvordan formår man at bevare humoren i en roman med en alvorlig handling?
Jeg havde ikke noget valg. Og det har jeg ikke som forfatter. Det er min metode. Jeg kan ikke skrive en bog om et alvorligt emne uden at snerre/gøre skævt/putte humor ind. Der må ligesom noget ind imellem mig og det frygtelige. Det hænger vel også sammen med den livsfilosofi den gamle far prædikede. Le af det onde. Kun sådan bevarer man overskuddet og forspringet til alt det sørgelige, som livet også rummer.
Man skal sgu danse gennem gløderne ikke bare stå der og have ondt og brænde sine tæer, hvis jeg må have lov at udtrykke mig poetisk. Når det er sagt så prøvede jeg faktisk kort efter hans død at skrive en helt nøgtern ting, men den manglede fuldkommen den spændstighed ,som var ham, mens han levede. Og jo så var det jo jeg flyttede ind i ham og lod ham tale. Humoren er den trampolin jeg ikke kan undvære i mit forfatterskab. Når jeg hopper lidt op og ned i den, ser jeg verden lidt mere ovenfra. Ligesom jeg heller ikke mener, man skal beskrive salt med salt. Alvor for alvorens skyld er kedelig. Der skal være sprækker i sproget, og her synes jeg humor er en god ting.
Hvor meget er selvoplevet i romanen?
Det er sgu svært at sige, 100 procent og så kun 20.
For min far taler jo ikke rigtigt, og han taler jo også kun koncentreret i den her bog. Sådan er romaner, man tager det der lader sig syde ind og blander det med løgnen, eller det der egner sig. Som jeg plejer at sige ”de forhåndenværende støn.” Jeg var meget bange, da jeg mødte op til ”brødretræf i Risskov” hos min ældste bror, for hvad fanden ville mine 3 storebrødre dog sige. Men de sagde det faktisk fint.
"Det er en god bog Jens, for det er jo din erindring, din måde at huske ham på. Jeg ville have skrevet noget andet". Så på den måde er det vel også kun 50 procent sandt. Der er mange ting han aldrig har sagt, mange filosofiske småting og dimser jeg har fiflet ind. Ligesom bogen om min far jo først starter da jeg bliver født. Men om resten af bogen så er fiktion, det vil jeg heller ikke sige. Det er jo bare Gud der taler ud. Men alligevel er det jo nok det tætteste, jeg er kommet på en selvbiografisk sag.
Der er faktisk ting der beskrives i bogen, som man kan gå direkte ud og hakke op af gulvet derude på Blåmunkevej. Og jeg ved endnu hvor der er gemt en flaske snaps … i tilfælde af pludselig verdenskrig.
Hvad ligger der i titlen: 'Gud taler ud'?
Titlen er hele drivkraften for bogen. Det er selve tekstens maskine. Den sætning startede bogen og sluttede den.Titlen.
Hver morgen kom jeg op, fordi jeg vidste, jeg bare kunne indlede den næste tekst med den sætning. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg dødtræt stod op og tænkte nej. Men så satte jeg mig ligesom op på den sætning som en kælkebakke (djævlebakke) og vips var jeg inde i min fars historie igen. Der ligger også det at det på en måde er Gud der taler ud, alt den stund jeg jo er blevet til i hans billede, altså min fars, og jeg kan jo se at jo ældre jeg bliver jo flere vaner og ting skinner igennem og hvorfor dog ikke tage konsekvensen og bruge det håndværk jeg har lært og sætte hans ord på skrift. Bugtale ham. Gud.
Når manden nu aldrig selv kunne nosse sig sammen til det.
Og ja så ligger der jo også det overordnede at vi i perioder nærmest opfattede ham som vores families gud, ikke bare patriarken, men Gud, ham der havde hånds og halsret over vores lille familie, og når han var virkelig overbevisende, måske også magt over verden udenfor. Et billede som dog krakelerede da han blev ældre, og blev den faldne – Gud. Med de her herlige og ubehagelige skavanker som jo kendetegner den Gud, der halter. Og ikke helt kan holde det rige, han har skabt, ved lige.
Hvordan ser der ud inde i hovedet på forfatteren Jens Blendstrup?
Lige nu vil jeg nærmest sige: Fredfyldt. Jeg har det godt.
Det har overasket mig meget, at den gik så rent ind hos dem, der har læst den. Men på den anden side føler jeg mig heller ikke overfortolket. Jeg ville jo skrive den bog, og var meget målrettet. Dels fordi han var død og dels fordi jeg ville videre. Og ser jeg tilbage har jeg nok været mere skæv i hovedet end jeg er i dag. Jeg har fået mere styr på det jeg vil sige. Og kan faktisk godt lide romanens plads. Ligesom struktur ikke skræmmer mig som i gamle dage.
Jeg tror nok alvoren er kommet for at blive. Eller rettere. Se dog den alvor selv! Den er der. Og har været der altid. Jeg ved sgu ikke hvor meget jeg nyder at være bannerfører for humor. Men man skal sgu også kunne le over det liv. Basta. Ligesom litteraturen har godt af at blive rusket fri for alvorsfuldt fedt ind imellem. Ellers ender det sgu for meget i sten og Hamlet og Holger Danske. Men nu skal jeg altså også videre. Har ikke skrevet en historie i 2 en halv måned. Må se at komme ned i den kælder, hvor de bygger mit kontor! Min kalkede gud-sarkofag. Det var vist det. Det kan jeg mærke.
Kommentarer