Akunin, Boris - Vinterdronningen

Historien om det moderne gennembrud i Rusland er en underlig fortælling. Mens f.eks. England fra midten af det nittende århundrede tog den teknologiske og politiske udvikling til sig og hurtigt blev det mest entydige eksempel på et velsmurt kapitalistisk/demokratisk samfund og yndlingsfjende for allehånde politiske filosoffer (bl.a. Marx), forblev Rusland – og er det vel sagtens stadigvæk i en eller grad – et gennemkontrolleret samfund med hård politisk styring af nærmest alle forhold og med Sankt Petersborg som et slags eksperimentarium for vestlig udvikling og livsstil.

Den underlige blanding af hård politisk styring og moderne udvikling er måske baggrunden for, at russiske modernistiske klassikere ser ud, som de gør. Romanerne er gennemsyret af politiske forhold, men det er med et særligt fokus på de eksistentielle og ideologiske sider af de nye tider. Realpolitik og socialrealisme er ikke i centrum. Sådan er det i hvert fald hos F.M. Dostojevskij (1821-81), som er det konstante litterære referencepunkt for Boris Akunins (f. 1956) kriminalroman 'Vinterdronningen' fra 1998.

'Vinterdronningen' udspiller sig i 1876. Ernst Petrovitj Fandorin er ansat ved Moskvas politi og bliver involveret i en mærkelig sag om en ung rigmand, som på teatralsk vis har skudt sig selv gennem hovedet ved højlys dag i en park. Fandorin roder med sagen, og lidt efter lidt peger alle pile i retning af en vis Lady Astor, der leder en international børnehjemskæde. Hun er desuden enearving til den afdødes formue.

Efterhånden går det op for Fandorin, at tidligere beboere på børnehjemmene har dannet en international liga, der med kyniske midler tiltvinger sig politisk, videnskabelig og kulturel indflydelse over hele verden. Sagen er speget for Fandorin, fordi han sætter sig imod børnehjemsligaens mafialignende metoder, samtidig med at han selv er forældreløs og derfor har en slags naturlig sympati for børnehjemmene.

Ud over den slagkraftige politihistorie om Fandorin, der ikke ved, hvem han kan stole på, og risikerer liv og lemmer i forsøget på at optrevle selvmordshistorien, er Akunins roman spændende, fordi den tegner et portræt af det moderne gennembruds Rusland.

Når man som læser sidder med Dostojevskij i baghovedet – og det tvinger Akunin en til ved fra begyndelsen at lave direkte henvisninger – har man nogle særlige forventninger til baggrunden for romanens plot. Skyldfølelse, religiøst vægelsind, bundløs nihilisme, politisk vanvid, overdreven æresfølelse og russisk ufornuft melder sig som mulige drivkræfter for personerne i 'Vinterdronningen'. Dmitri Karamazov i Dostojevskijs Brødrene Karamazov (1879-80), som praktisk talt idømmer sig selv et livsvarigt ophold i en straffelejr, fordi han er bange for at miste sin ære, hvis han fortæller sandheden i en mordsag, står som protypen på udknaldede personlige drivkræfter hos Dostojevskij.

Derfor er det overraskende, at det grundlæggende motiv for hændelserne i Akunins roman er helt modsat. Her er det en strengt kalkulerende rationalitetslogik, der ligger til grund for handlingen. Lady Astors børnehjemsliga er en bevægelse, der ikke skyr nogen midler i forsøget på at skabe fremskridt og udvikling.

De forventninger, som Akunin sætter i spil ved at bringe Dostojevskij på banen, bliver dermed problematiseret og nedbrudt. 'Vinterdronningen' læses som en pastiche, hvor et Dostojevskij-agtigt handlingsmønster bliver bragt i spil for at udvikle en kriminalhistorie. Det er også tilfældet stilistisk, idet Akunin har skrevet sin roman i en 1800-talsagtig stil.

Men referencerne til Dostojevskij er ikke kun ren vildledelse. Akunin stiller ikke den kalkulerende rationalitetslogik op som en direkte modvægt til Dostojevskijs eksistentielle handlingsmotiver. Det, som gør børnehjemsligaen problematisk, er radikaliteten af dens metoder, og der er tale om en særlig russisk rationalitet, der er så gennemgribende, at den er irrationel.

Lady Astors handlinger lader sig netop kun gøre, fordi hendes bevægelse er baseret i Rusland. På det punkt skærer Akunin måske nok sagerne lovlig meget ud i pap: Lady Astor er englænder. Men hendes særlige irrationelle variant af den moderne fornuft er russisk. Med andre ord: Blandingen af engelsk modernisme og russisk radikalitet er en dødelig cocktail, som Vinterdronningens plot udvikler sig på baggrund af.

Ud over at være en kriminalhistorie er 'Vinterdronningen' dermed en fortælling om at indføre moderne forhold i Rusland. Det moderne gennembrud er problematisk i Akunins roman, fordi det ligger under for en særlig russisk kompromisløshed, der dårligt lader sig forene med praktisk livsførelse.

På den vis tegner Akunin et måske noget storladent, men alligevel meget spændende portræt af modernismens og fornuftens genvordigheder i Rusland – et portræt, som ikke mindst er interessant i forhold til den tid, som romanen er blevet skrevet i: de sene 1990-ere.

Af cand.mag. Martin Laurberg