Leviathan

En krimi, der på sin egen absurde vis ligner "Mordet i Orientekspressen" blandet med Conan Doyle samt lige et strejf John Cleese. Tiden er 1878 og tidsbilledet sublimt.

Her troede jeg i min naivitet, at russisk litteratur mest var de lidt tungere og alvorlige sager. Det blev her afkræftet.

Akunin har en dejlig respektløshed. Han er utrolig vidende og så skriver han hamrende godt. Det er en ganske glimrende og velfungerende blanding. Men en almindelig krimi er det ikke.

Allerførst er bogens layout med til at lægge røgslør ud. Det hele starter med gengivelse af diverse dokumenter omkring en stor og voldsom mordsag i Paris. En rigmand og samtlige hans tjenestefolk samt nogle af deres familiemedlemmer bliver myrdet på bestialsk vis. Lord Littleby, en kendt samler, har fået kraniet slået ind med sin egen indiske guldstatue af guden Shiva. Inden da er hele tjenerstaben blevet uskadeliggjort med gift.

Et ganske bestemt lille spor, en guldnål, udleveret til alle, der har købt billet til 1. klasse på dampskibet Leviathan, får franske kommissær Gauche til også at gå ombord. Derfor har vi det absolut mest klassiske ’set-up’: den afgrænsede ramme med den afgrænsede gruppe af mistænkte. Kommissær Gauche anbringer sit svedige korpus midt i en særegen gruppe af passagerer. Der er f.eks. en japansk kriger, der skriver dagbog; en mystisk engelsk lady, en forkælet og ubeskrivelig selvcentreret ung hustru. Og så er der en flot, ung russisk diplomat, Erast Fandorin, på vej til udstationering i Japan.

Her kan det være på sin plads et bemærke, at det kan være en fordel at have læst de 2 forrige bøger af forfatteren : "Vinterdronningen" og "Tyrkisk gambit" for præcist at vide, hvem der her træder ind på scenen. Det er nemlig seriens helt, en begavet ung russer, der i bd. 1 må tage arbejde som opdager i politiet i Moskva.

Han opklarer naturligvis det hele, både det franske mord, der har noget at gøre med en skat af ubeskrivelig værdi, og så det ekstra mord, der foregår på skibet. Den franske bøf af en kommissær får ikke en chance.

Historien er utrolig velfortalt, der er veldokumenteret, historisk research, og så er der humor. En morsom og lærd krimi, det må da være en hel ny genre.

Oversat af Kirsten Scheel-Whitte. Gyldendal, 2006. 243 sider.