Anmeldelse

Cha cha cha af Bertill Nordahl; Lene H. Sørensen

26 jan.04

Midt i livet og hvad så? Vi møder Thomas 51 år, Irene 43 år, Leif 51 år og Ulla på 49. Thomas er skilt fra Irene, og Leif er skilt fra Ulla. På den anden side af en vellykket kræftoperation og efterfølgende skilsmisse er Thomas nu ved at finde sine egne ben at stå på. Trods en tiltagende overvægt og lidt for meget rødvin i dagligdagen har han stor succes hos det modsatte køn.

Thomas' tidligere kone Irene bor i London, hvor hun arbejder for firmaet Scott & Partners. Efter at have prøvet livet i en swingerklub har hun nu fundet roen i den nyreligiøse bevægelse "Fællesskabet". Mellem Thomas og Irene står datteren Maria, som har svært ved at forlige sig med forældrenes ekspermenteren med livet.

Leif er mere eller mindre flygtet fra Danmark til mulighedernes land U.S.A., hvor han flytter i et kunstnerkollektiv sammen med veninden Barbara. Hans tidligere kone Ulla går på opdagelse i en kvindegruppe og hos kollegaen Preben Træmand. Leif og Ullas fælles søn Anders ser de ikke meget til. Han løb hjemmefra, da han fandt ud af, at hans far besøgte prostituerede i stor stil. Et forhold, som Leif bruger meget tid på at snakke med psykologen om, men benægter over for såvel Ulla som Anders.

Umiddelbart lyder det hele lidt kulørt, men det er det ikke. Bogen giver sig ikke ud for at være mere end den er, en hudløs ærlig skildring af 4 voksne menneskers liv og tanker i forbindelse med deres skilsmisser.

Om det er stor litteratur, kan vel diskuteres, men det kan ikke diskuteres, at det er en vedkommende og velskreven beskrivelse af vor tids voksenliv, hvor alle mere eller mindre kan sidde og nikke bekræftende, - "ja, det er sådan mænd er, ja, det er sådan kvinder er.."

Flere passager har næsten karakter af et terapiforløb, og jeg har stærkt på fornemmelsen, at forfatterne har deres rødder i terapeutverdenen. I hvert fald er der en troværdighed og en ærlighed i personernes karakterer, som går et lag dybere ned end i tilsvarende bøger om danskeren midt i livet. "Cha cha cha" er 3. bind i serien "Pardans" om Leif, Thomas, Irene og Ulla. Man kan læse bindene selvstændigt, men jeg synes absolut, det er en fordel at læse dem i den rigtige rækkefølge for at få det fulde udbytte.

Romanen har noget så sjældent som to forfattere, Bertill Nordahl og Lene Hein Sørensen. Bertill Nordal har et omfattende forfatterskab bag sig, mens at det er Lene Hein Sørensens debut som forfatter. 

Nielsens, 2003. 279 sider. Kr. 298,- Lån bogen på

Bogdetaljer

Secondary title
Pardans trilogien ; 3. bind
Forlag
Nielsens
Faustnummer
24691314
ISBN
9788789900193
Antal sider
279

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer