Bog

En dag i Ivan Denisovitjs liv

Af (
1963
)

Anmeldelse

En dag i Ivan Denisovitjs liv af Aleksandr Solzjenitsyn

Mange af Solzjenitsyns romaner er lange som den sibiriske vinter, men ’En dag i Ivan Denisovitjs liv’ er ganske kort, kun 153 sider; og måske netop derfor er den så sjælsrystende. Ikke alle store romaner behøver at være store – i omfang.

 

Anbefalet af bibliotekar Sanne Caft, Gentofte Bibliotekerne

Lån bogen på Bibliotek.dk


Jeg har læst en roman, der har bidt sig fast i min sjæl.

Som en isblomst på en frostkold rude vokser den ud af et enkelt uanseligt fnug. Den er kuldslået, isnende og dog giver den samme varme, som man kan få, hvis man fryser rigtig meget og så stikker fingrene i en snebunke. En falsk varme, der kun giver illusionen om ikke at fryse, mens kulden i virkeligheden breder sig snigende i organismen.

Vi er i Sibirien, hvor kuldegrader ned til minus 50 ikke er usædvanligt. Hvor vinden suser djævelsk hen over den bundfrosne tundra, og hvor ingenting kan gro og ingenting kan leve. Men her lever ikke desto mindre en flok mænd, der overlever ved at vide, at man ikke skal sætte sine støvler tæt hen til ovnen. For så sveder man om tæerne, måske bare lidt, og når man så går udenfor igen, så fryser tæerne til is, sortner og falder af. De ved også, at man skal spise sin brødration langsomt for på den måde at narre maven til at tro, at den har fået mere end de få gram, der er virkeligheden. For når menuen står på skærmaksgrød, brød, tynd suppe med fiskeøjne og intet andet, så gælder det om at kende alle knebene.

Vi er i Sovjetrusland. Regimet skiller sig af med besværlige elementer ved at sende dem nordpå til tvangsarbejdslejre, hvor de får lov til at tilbringe mellem ti og femogtyve år på randen af udslettelse. Glemt af alle, måske også de familier, der har svært nok ved at overleve hjemme i kolhoten. Og som hører, måske, fra den fængslede to gange om året. De to gange det er tilladt en fange at skrive hjem Men hvorfor skulle man dog skrive? Hvordan forklarer man, at en zeks - en lejrfanges - liv drejer sig om den arbejdsopgave, han ved, han bliver sat til at udføre fra klokken fem om morgenen til sent hen på aftenen. At det gælder om at have en god formand, der forstår at forhandle, fedte og smøre de overordnede, så delingen i al fald den dag får en loppetjans? At en loppetjans kan være ikke at være det regiment, der bliver sendt ud i ismarken uden mulighed for at finde læ, og som derfor skal arbejde uden ophold for ikke at dø af kulde.

Vi følger lejrfangen Ivan Denisovitj, der er idømt femogtyve års tvangsarbejde for en forbrydelse, han næsten ikke kan huske. Vi er med, når han ved snilde formår at tiltuske sig to ekstra skåle med grød til frokosten. Vi følger hans tanker, når han strækker sin usle brødration over en hel dag. Vi oplever ekstasen ved at ryge en cigaret – en rigtig hjemmerullet én og ikke bare opsamlede skod. Vi føler glæden over at have tiltusket sig en ordentlig murerske, som gemmes i et hul i muren, så vagterne ikke finder den og er vidende om, at skeen i støvleskaftet heller ikke er blevet opdaget i denne omgang.

Romanen er lille i omfang og stor i tanken. Solzjenitsyn selv henslæbte år af sit liv som straffefange i Sibirien, og netop derfor har romanen en intensitet og et nærvær, der kommer af, at han til bunds ved, hvad han skriver om.  Han regnes med rette for én af verdenslitteraturens store. Skildringer af indre psykologiske bryderier og kampe står side om side med beretninger om ensomhed og ydmygelse. Hans forfatterskab er stort og vildtvoksende. Mange af romanerne er lange som den sibiriske vinter, men ’En dag i Ivan Denisovitjs liv’ er ganske kort, kun 153 sider. Og måske netop derfor er den så sjælsrystende. Ikke alle store romaner behøver at være store – i omfang.

Grunden til, at den har bidt sig fast i min sjæl er, at der, efter at jeg havde læst 152 sider om Ivans lange dag og nåede frem til sidste side, står helt lakonisk:

”I hans straffetid var der tre tusinde seks hundrede og treoghalvtreds dage som den i dag, fra første til sidste gang skinnen kimede.
De tre dage mere havde skudårene givet.”


På dansk ved Edith Frey. Gyldendal, 1970, 153 sider.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
01568272
ISBN
0
Antal sider
154

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer